Jeg så ham på lang afstand – og hundene. Der var to. Den ene var en muskelhund, som – man hører – har taget en bid af naboens børn. Den anden var en gårdhund – sådan én, der i ét nu kan knække nakken på en rotte.
Jacob Anhøj,
Problemet var, at jeg havde min hund, Mille, med; og den har ikke meget til fælles med hverken rottedræber eller muskelhund. I sammenhængen havde den mere til fælles med rotte end med hund. Og i forhold til muskelhunden var den at sammenligne med en jordnød til en elefant.
Man siger, at hund og ejer kommer til at ligne hinanden. Det tror jeg på. Manden var stor som en blokvogn. Han var iført en stram T-shirt, som fremhævede hans svulmende muskelmasser, og hans skaldede isse tydede på et vist testosteron-overskud af den slags, man køber sig til. Drabelige tatoveringer snoede sig op ad armene, og om halsen havde han en kæmpe guldkæde.
Der var godt nok et stykke vej ned til muskelmanden med dræberhundene. Men vi kunne ikke slippe væk. Stien var smal med tæt brombærkrat på begge sider, og dræberhundene var ikke i snor. Enhver, der er vokset op med grønspættebogen, ved, at flugtforsøg blot virker skærpende på vilde dyrs appetit. Flugt var udelukket. Vores eneste chance var kamp – kamp til døden.
Som du måske allerede nu aner, slap både Mille og jeg godt fra mødet. Der skete nemlig noget helt uventet: Da de nåede os, stoppede ’dræberbanden’ pludselig op. Rottedræberen lagde sig med alle fire i vejret klar til at blive kløet på maven. Muskelhunden satte sig, hvilket ikke forhindrede den i at fortsætte sin ivrige logren; og testosteron-bomben standsede, lagde hovedet på skrå og slog sine håndflader mod hinanden, mens han udbrød: ”Guuuud, hvor er den sød!” Det var Mille, han hentydede til.
De tre hunde hilste begejstret på hinanden, og Mille blev kløet mere bag ørerne den dag end nogensinde både før og siden. Det var den dag, jeg lærte ikke at skue hunden på hårene.
URL: https://baptist.dk/om-at-skue-hunden-paa-haarene/