Børne- og ungdomsarbejde er personbåret

Menighedsstafetten

Børne- og ungdomsarbejde er personbåret

Købnerkirken i København har sendt stafetten til Vrå med spørgsmålet: ”Hvad gør I for at skabe gode aktiviteter for børn og unge?” Det korte svar er: ”Vi ansætter de rigtige folk og har de bedst tænkelige frivillige!”

Iben Kragh og Anne-Marie Winther,  

Børne- og ungdomsarbejde (B&U) er personbåret. Der findes børn og unge alle steder i Danmark, og vi vil påstå, der kan laves kristent B&U-arbejde for dem alle sammen, hvis folk vil sige ja til den slags Guds-rige-arbejde. I Vrå Baptistkirke har vi ansat Iben Kragh som ungdomsmedarbejder, og så lægger præsten timer i børnearbejdet. At vi har ansatte til at lede og arbejde i B&U-arbejdet giver kontinuitet. Vi har et mål! Vi vil se børn og unge komme til tro!

De rå blå fra Vrå

I Vrå baptistkirke har vi en legendarisk spejderkreds – ’de rå blå fra Vrå’ – på godt 100 medlemmer. Kredsen er afhængig af trofaste og dygtige spejderførere. De gør spejderarbejdet tiltrækkende også for børn og unge med særlige behov. Vi har fokus på fører-forkælelse, så de unge får en velfortjent bonus – gerne i form af et adventurerace eller en overlevelsestur. Der er fokus på førertræning og på, at de store spejdere bliver førere, når de har alderen til det, i starten som ’fører-spirer’ (mentee’s).

Det er betydningsfuldt, at den overvejende del af førerstaben tilhører baptistkirken.

Det er vigtigt, at alle spejdermøder starter med sang, Fadervor og et godt ord at tænke over. Det er selvfølgelig betydningsfuldt, at den overvejende del af førerstaben tilhører baptistkirken i forhold til den kirkelige tilknytning. Udfordringen ligger i, at vi kan se, at det ikke vil være en selvfølge i fremtiden.

Bibel for børn

Vi har sammen med gudstjenesterådet prioriteret, at der skal være børnekirke ved alle formiddagsgudstjenester. Ikke kun børnepasning, men bibel for børn – gerne i tråd med emnet for gudstjenestens tema. Præsten laver gerne et forslag til den røde tråd og børneaktiviteten.
Vi er ved at renovere kirken. Det initiativ sætter også ideer i gang omkring børnearbejdet. B&U-medarbejderne har præciseret vigtigheden af, at der skal være plads til børnene overalt i kirken – fx at det nye køkken også må bruges af børn. Det må gerne koste noget at drive børnearbejde.

Sorteringsbillen

Vi har i kirken en begyndende ’Grøn-kirke’-ordning med affaldssortering i syv forskellige kategorier. Kirken kunne godt få tilladelse til en stor container til blandet affald, men spejderkredsen er involveret i et projekt, som affaldsselskabet i Hjørring har sat i søen om pædagogiske tiltag vedrørende affaldssortering. Vi er medaktører i en ombygget autocamper – Sorteringsbillen – som kører rundt til institutionerne i kommunen og viser genanvendelse i praksis. Det samarbejde giver en langt større forståelse for bevarelse af skaberværket – og børn er bekymrede for den verden, de lever i.

Rummes og elskes

Tweenklubben mødes hver onsdag aften i to timer. Det er klubben for de vilde drenge og de (få) søde piger! Her kommer en flok drenge med en masse krudt. Mange er udfordrede socialt og nogle med muslimsk baggrund. Fælles for dem alle er, at de skal rummes og elskes. Det betyder aftner med vild leg, spil, servering, bibelhistorie og snak, lydhørhed og nærvær. I medarbejderstaben på tre medarbejdere har vi heldigvis en gudbenådet iransk flygtning, som har særlige gaver til at arbejde med børn.

Børn er bekymrede for den verden, de lever i.

Iben arrangerer tween-fester, som er et stort tilløbsstykke. Det er fester, hvor vores spejdere og tweens tager deres kammerater med i kirke. Det er for mange startskud til: ’Den her kirke er min kirke!’ Kirkeligt børnearbejde er det arbejde, der kræver mest forberedelse, flest armkræfter og mest hjerteblod, men det er KIRKE!

Mange kirke-kammerater

Litteratur:
Udfordringen, søndag den 4. februar 2018: ”Sådan laver du kirke for børn”
Børn og Tro, se http://bornogtro.dk/
BBU materialer og konsulenter, se http://bbunews.dk/om-bbu

Vi har for nylig revitaliseret vores medlemskab af BBU. Medlemskabet er med til både at legalisere og forstærke kirkens arbejde, og det giver os nogle økonomiske og sparringsmæssige muligheder, som er nødvendige for at sikre og udvikle vores B&U-arbejde. Endelig arbejder vi for at få vores børn og unge med på lejre og stævner og til ungdomsklubben MAC i Hjørring. Det er vigtigt, at de får så mange gode kirke-kammerater som muligt.

Vi giver stafetten videre til Nyrup med spørgsmålet: ”Hvad gør I for at holde modet oppe?”

 

URL: https://baptist.dk/boerne-og-ungdomsarbejde-er-personbaaret/