Karen J. Klint:
Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne
Formand for Folketingets Sundheds- og forebyggelsesudvalg og for Kirkeudvalget
Det er svært at tage den sidste afsked med en person, man kender og holder af. Også når døden ikke kommer uventet. Det kan synes umuligt at være vidne til en lang sygdomsperiode fyldt med angst og smerter.
Karen J. Klint, MF,
Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne
Formand for Folketingets Sundheds- og forebyggelsesudvalg og for Kirkeudvalget
Nogle gange kan man faktisk forledes til at ønske ’fred’ til den syge. Nogle siger lige ud: ’Du må gerne give slip på livet’. Det sidste kan være smukt, hvis den syge er parat til at give slip. Men sådanne ønsker må aldrig fremsættes af hensyn til de efterladte, uanset hvor svært det er at sidde ved sygesengen. En værdig død og afsked med livet skal alene ses ud fra hensynet til den døende – og i respekt for vedkommendes ønsker.
Mange meningsmålinger siger ’ja til aktiv dødshjælp’. Det sker efter min bedste overbevisning, fordi mange af dem, der svarer, ikke kender til de lindrende muligheder, der er i ’passiv dødshjælp’.
Lovgivningen tillader en læge at give smertelindring i et omfang, der kan afkorte livet, hvis den syge er uafviseligt døende. Som patient kan man ønske at få standset en livsforlængende behandling. Og pårørende kan bede om det, hvis patienten ikke selv er habil og kan gøre det.
Aktiv dødshjælp er i følge dansk lov at slå ihjel, at begå mord. Det kan man efter min mening ikke bede sundhedspersonalet om. Heller ikke selv om den syge selv ønsker at dø.
Aktiv dødshjælp er i følge dansk lov at slå ihjel, at begå mord.
Jeg forstår ønsket om en smertefri død eller ønsket om at dø, før en invaliderende sygdom helt har taget over, og man intet kan selv. Det er for ydmygende for mange. Det rejser dilemmaet: Hvad gør vi ved det aktive ønske om en planlagt død, når den syge ikke ønsker at leve længere med sin sygdom? Jeg synes fortsat ikke, at lovgivningen skal åbne for aktiv dødshjælp.
Jeg er ikke færdig med bearbejdningen af min holdning til det tredje begreb: assisteret selvmord. Skal uhelbredeligt syge på et tidspunkt i sygdomsudviklingen have adgang til at få hjælp til selv at afslutte livet? Lige nu er jeg både for og imod!
Vi har i forvejen alt for mange selvmord i Danmark. Nogle gange voldsomme selvmord, der er traumatiserende for omgivelserne, fordi vedkommende vælger en metode, der ikke kan slå fejl. Det sidste taler for, at vi skal respektere ønsket om at dø, men på en mere værdig måde end ved at lade sig køre over af toget, skyde hovedet af sig eller hænge sig.
Vi har i forvejen alt for mange selvmord i Danmark.
Kan vi hjælpe disse borgere uden at fravige det grundlæggende princip i sundhedsvæsenet, at man er der for at hjælpe patienterne med at blive raske, få fodfæste i livet igen eller få hjælp til en fornuftig hverdag på trods af sygdommen? Jeg er i tvivl og ønsker en grundig debat herom.
Men jeg ønsker under ingen omstændigheder at åbne så meget, at helt unge med fx spiseforstyrrelse kan vælge døden til frem for at få behandling for lidelsen. Eller at en langtidsfængslet kan vælge døden, fordi vedkommende ikke kan leve med sin dårlige samvittighed. Begge eksempler er praktiseret i udlandet.
Vi skal meget alvorligt se på ordningen med Livstestamenter. Giver den en tilstrækkelig fuldmagt til at frabede sig livsforlængende behandling i en akut situation? Og véd sundhedspersonalet eller de pårørende, at vedkommende har udfyldt livstestamentet? Vi har brug for en bedre lovgivning med respekt for livs- og dødsønsker.
Vi skal se på adgangen til på forhånd at give andre fuldmagt til at tage stilling til behandling ved sygdom, hvis man ikke selv er i stand dertil. Sådanne fuldmagter og testamenter er ikke godt nok sikret i lovgivningen. Alle partier i Folketingets Sundheds- og forebyggelsesudvalg er for nylig blevet enige om, at ministeriet skal se på, hvordan dette kan ske. Den drøftelse og lovgivning hilser jeg velkommen.
URL: https://baptist.dk/helst-en-vaerdig-doed/