Danmark har på sin vis altid været kulturelt sammensat, men det er først for alvor med udviklingen af informationsteknologierne og ankomsten af 60’ernes gæstearbejdere, at det danske samfund er blevet mere farverigt, og at det flerkulturelle er blevet noget, som andre end forskere taler om og forholder sig til.
Britta Kornholt,
Britta Kornholt
At navigere i et farverigt samfund med en befolkning, der har mange forskellige kulturelle og religiøse rødder, kræver mere end bare empati, vilje og omsorg – det kræver viden. Derfor et par bud på bøger, der kan være en hjælp til at forstå både de mekanismer, der er på spil, når vi møder det fremmede, og én af de religioner, som især flygtninge fra Syrien tilhører, nemlig islam.
Bogen tager sit afsæt i skoleverdenen, men kan med fordel give aktører udenfor skolen et indblik i de mekanismer, der er på spil i mødet med det fremmede. Mette Buchardt skitserer et halvt århundredes syn på elever med udenlandsk baggrund i skolen, hvor betegnelsen er gået fra fremmedarbejderbarn til ‘muslimsk elev’.
I starten af 1970’erne blev det, man kaldte fremmedsprogede elever, primært betragtet som anderledes end danske elever i kraft af deres manglende kendskab til det danske sprog… På den måde var der ingen forskel på børn af fx tyrkiske gæstearbejdere og børn af flygtninge fra Latinamerika.
I takt med, at islam som politisk fænomen overtog kommunismens rolle som den vestlige verdens hovedmodsætning, blev kultur i både den pædagogiske verden og i den offentlige debat lig med islam. Elever, der havde rødder i fx mellemøstlige lande, blev ikke længere betragtet som fremmedsprogede elever, men fik prædikatet muslim klistret på sig – også de børn, der egentlig ikke havde muslimske rødder.
Andre undersøgelser i skolen viser, at små børn, der starter i børnehaveklassen, er en ganske ensartet gruppe, som godt nok ser lidt forskellige ud og har forskellig mad med i madpakken. I løbet af skoletiden udvikler de ‘muslimskhed’, fordi de bliver kategoriseret som muslimer af deres lærere. Laver de ballade, så bliver det forklaret med, at de er muslimer, som da en fynsk skoleleder tilbage i 2012 sagde til en gruppe elever: ’Jeg er så skidetræt af jer muslimer, der ødelægger undervisningen!’
At begynde at betegne grupper af elever i skolen som muslimer betyder, at der langsomt sker en ændring i betydningen af den betegnelse. Mette Buchardt uddyber: ”I dag kan man sige at ordet ‘muslim’ ikke længere kun, måske ikke engang primært, bliver brugt til at beskrive personens religion, og hvordan den praktiseres”. Mette Buchardt viser i sin historiske gennemgang, hvordan betegnelsen ‘muslim’ bliver brugt til at kategorisere det, der er anderledes end det, der antages for at være dansk normalitet.
I Mette Buchardts optik kan lærerne simpelthen ikke komme udenom at forholde sig til, at der sidder en gruppe, som et helt samfund opfatter som anderledes, i deres klasselokale.
I Mette Buchardts optik kan lærerne simpelthen ikke komme udenom at forholde sig til, at der sidder en gruppe, som et helt samfund opfatter som anderledes, i deres klasselokale. Det kræver stor indsigt og en udvidet bevidsthed om egne forestillinger om de såkaldte fremmede i klassen, når undervisningen skal planlægges. Jeg vil påstå, at det ikke kun er lærerne, der har fået ekstra lektier for, men alle velfærdsprofessionelle og på sin vis også den danske præstestand. Alle har et ansvar for at gøre sig umage med at løsne de negative kategoriseringer, som er blevet hæftet på begrebet ‘muslim’.
Alle har et ansvar for at gøre sig umage med at løsne de negative kategoriseringer, som er blevet hæftet på begrebet ‘muslim’.
Mette Muchardts bog er mest en historisk gennemgang af, hvordan synet på ‘fremmede’ i Danmark har ændret sig over de seneste 40 år. Mette Buchardt fremviser flere eksempler på, hvordan den løsningsorienterede tilgang, som samfund og skole benyttede sig af i 70´erne, er blevet afløst af en mere symbolorienteret tilgang, hvor assimilation bliver forklaret som integration. Det har ført til voldsomme modreaktioner hos de unge flygtninge og indvandrere, og det har farvet den almindelige danskers syn på islam.
Vil man gerne have lidt baggrundsviden om, hvorfor problemer i indvandrer- og flygtningegrupper forklares med deres kulturelle traditioner, og hvorfor begrebet muslim i dag er blevet lig med fejlintegreret, så er denne bog en god indføring.
Lene Kühles undersøgelse: ‘Moskeer i Danmark II’ har dokumenteret, at i 2017 er der 170 moskeer i DK – 40% af dem er godkendt som trossamfund i DK. Definitionen på en moske er i hendes undersøgelse, at der afholdes arrangeret fællesbøn én gang om ugen.
Vil man gerne vide noget om den religion, som majoriteten af de syriske flygtninge er vokset op med, så er denne bog af Lene Kühle et godt bud. Alt for ofte generaliseres der om religionen islam og muslimer – men islam og muslimer er en ligeså broget flok som kristendom og kristne.
Lene Kühles bog er et resultat af Det Danske Pluralismeprojekt, som havde til formål at beskrive det religiøse landskab i Danmark lokalt og nationalt. I projektet samarbejdede forskere fra teologi og religionsvidenskab om at fremstille de største religioner i Danmark ud fra empiriske undersøgelser. Denne bog om islam er således ikke kun baseret på den religiøse elites udlægning af religionens dogmer, men Lene Kühle har været ude i felten og undersøgt, hvem der besøger hvilke moskeer og bedesteder, og hvad de tror på og finder vigtigt.
Feltarbejde peger på, at sharia, for den praktiserende muslim i Danmark, er en etisk rettesnor.
I bogen introducerer hun forskellige kernebegreber i religionen islam. Blandt andet har hun undersøgt sharia, som jo oftest i den offentlige debat forbindes med håndafhugning og stening, men hendes feltarbejde peger på, at sharia – for den praktiserende muslim i Danmark – er en etisk rettesnor på linje med de ti bud eller den apostolske trosbekendelse. Altså en individuel ledetråd fremfor et lovsystem. Hovedparten af de praktiserende muslimer i Danmark kan altså ikke kende det billede af sharia, som tegnes i de islamkritiske publikationer, der de seneste mange år løbende er blevet udgivet.
Ligesom den kristne kirke består af mange forskellige kirkeretninger, så finder man også indenfor islam forskellige slags ‘islam’er’.
Lene Kühles anliggende er at undersøge det muslimske moskemiljø, og derudfra tegner hun et mangfoldigt billede af muslimer. Ligesom den kristne kirke består af mange forskellige kirkeretninger, så finder man også indenfor islam forskellige slags ‘islam´er’. Lene Kühle har først og fremmest katalogiseret moskeerne i sunni-muslimske og shia-muslimske, da det er de to hovedretninger indenfor islam. De kan så brydes ned i mindre grupperinger. Her har Lene Kühle delt moskeerne op i
Indenfor de forskellige kategorier finder man alt fra kulturmuslimer, som ikke har et aktivt forhold til deres religion men fejrer de store islamiske højtider, til politisk-ideologiske muslimer, som opfatter islam som en politisk ideologi og ofte antager en fundamentalistisk tilgang til Koranen. Grimhøj-moskeen i Århus er et eksempel på en moske, der tæller denne sidste gruppe af muslimer.
Vil man gerne have en kort introduktion til islam og til den praktiserede islam i Danmark, så er denne bog et rigtigt godt afsæt. Siden bogen blev udgivet, er der kommet andre grupperinger til indenfor islam – bl.a. Mirjam Moskeen i Købmagergade, som har en kvindelig imam. Det underbygger én af Lene Kühles pointer, at Islam ikke er en statisk religion – den er ligesom kristendom i evig udvikling.
URL: https://baptist.dk/flygtninges-liv-og-kultur-i-danmark-et-par-boeger/