Lea Binta Kjelgaard,  5. december 2017

Min første jul under fremmede himmelstrøg, var, hmm, ikke typisk dansk – men så typisk dansk, som det kunne lade sig gøre. I min familie refererer vi til den, som vores ”Pedersen og Findus Jul”, fordi den minder om børnebogen, hvor Pedersen og hans kat, Findus, bygger et juletræ og laver julepynt af ting fundet i huset.

Vi konstruerede selv vores juletræ ud af stedsegrønne grene og strips og med en snor i loftet, så det holdt sig oprejst. Stjernen af papir måtte hænge i loftet over træet, da der ikke var nogen top, den kunne sættes på. Vi flettede stjerner, hjerter og kræmmerhuse af papir, vi havde liggende, og min far lavede lyseholdere ud af tyk ståltråd og møtrikker. Det er langt fra det kønneste juletræ, jeg har set, men det er det juletræ, jeg mindes med størst glæde.

Tryghed

Som familie var vi flyttet til Nigeria et halvt år tidligere. Det var trygt og rart at kunne holde dansk jul – i hvert fald i den udstrækning, det var muligt. Vi fejrede juleaften den 24. december, læste juleevangeliet højt på dansk og dansede rundt omkring træet, mens vi sang danske julesalmer og sluttede aftenen af med gaver og lidt sparsomme julesmåkager. Hvis vi havde gjort det ude på gaden, hvor resten af landet kunne se os, havde de troet, vi var vanvittige. Vores almindelige danske skikke og traditioner er bestemt ikke almindelige andre steder end i Danmark. Men der var ingen, der stoppede os eller forlangte, at vi fejrede jul på en bestemt måde – eller forlangte, at vi slet ikke fejrede jul.

Der var ingen, der stoppede os eller forlangte, at vi fejrede jul på en bestemt måde – eller forlangte, at vi slet ikke fejrede jul.

Respekt

Når hele ens hverdag er bygget op omkring det at navigere i en fremmed kultur på et fremmed sprog, så giver det en tiltrængt pause at komme hjem, lukke døren, snakke dansk og spise leverpostej. Miljøet, vi var en del af, var heldigvis internationalt og varieret, og derfor var der ingen, der forventede, at vi lagde vores danske skikke bag os – det handlede i stedet om at være åben og respektfuld overfor hinanden. Der var plads til os alle på trods af forskelle i kulturer og væremåder. Da jeg efter en årrække vendte tilbage til Danmark, syntes jeg, det danske samfund havde lukket sig om sig selv. Der gik mange år, inden jeg – uden kvaler – kunne identificere mig selv som dansker.

Rigtig dansk?

Men er jeg egentlig rigtig dansk? Jeg er født og opvokset i Danmark – i hvert fald det meste af mit liv. Jeg taler flydende dansk og kender den danske kultur ind og ud. Mine forældre og bedsteforældre er alle danske. Jeg har fulgt det danske skolesystem og er snart færdig med en uddannelse fra et dansk universitet. Jeg spiser leverpostej på mit rugbrød og vaniljekranse og ris a la mande til jul. Jeg fejrer de danske højtider – jul, påske og J-dag, altså dagen, hvor årets juleøl lanceres! Alligevel er der mere i mig end min danskhed. Udover leverpostej spiser jeg også suya og puff puffs, når jeg kan komme til det. Jeg har taget eksamener på amerikansk manér med klassekammerater fra hele verden. Jeg taler udover dansk og engelsk også en lille smule hausa, og udover de danske højtider husker jeg altid på den 1. oktober, Nigerias selvstændighedsdag, som en højtidsdag. Så måske er jeg ikke helt så dansk, som jeg umiddelbart virker, for hele min opvækst og kultur er ikke 100% dansk. Alligevel vil jeg i stort set alle sammenhænge blive refereret til som dansker.

Ikke dansker

En fyr jeg kender er opvokset i Danmark. Han taler flydende dansk, går i dansk skole og kender den danske kultur ind og ud – mindst lige så godt som jeg gør, hvis ikke bedre. Men han er ikke dansk. Hans forældre kom til Danmark, før han blev født, så derfor er han 2. generations indvandrer. For det at blive født og vokse op i Danmark betyder åbenbart ikke, at man automatisk er ”dansk”.

Da jeg efter en årrække vendte tilbage til Danmark, syntes jeg, det danske samfund havde lukket sig om sig selv.

I foråret kom Nadia Nadim, anfører for det danske kvindelandshold i fodbold, i modvind, fordi hun udtalte, at hun ikke havde lyst til at blive 100% dansk. Nadim er oprindeligt fra Afghanistan, og hun havde ikke lyst til at denounce sine afghanske rødder fuldstændigt. Der er åbenbart danskere, der mener, at der ikke er plads til andre kulturer i Danmark end den danske – og at man ikke kan være en kultursammensat person og stadig se sig selv som dansk.

Vil nogen have min plads?

Jeg føler mig dansk, men jeg spiser sjældent bacon og bryder mig ikke synderligt om flæskesteg. Hvis den danske regering besluttede sig for, at jeg ikke længere måtte betegnes som dansker, ville jeg måske blive lidt irriteret over det, men ikke mere. Jeg har til gengæld ikke måttet kæmpe for at nå hertil. Jeg har ikke bragt mit liv i fare, forladt min familie og alt jeg kender for at tage til et fremmed land i håb om en bedre fremtid – i håb om at blive taget imod og accepteret, også selvom jeg ved, at jeg ikke vil passe 100% ind.

Hvis jeg havde fundet vej til Danmark og følte mig dansk, ville jeg ikke bare blive irriteret over ikke at kunne blive det. Jeg ville være sønderknust.

Hvis jeg havde fundet vej til Danmark og følte mig dansk, ville jeg ikke bare blive irriteret over ikke at kunne blive det. Jeg ville være sønderknust. Og endnu mere sønderknust ville jeg blive, hvis mine børn ikke kunne blive betegnet som danskere – på trods af en dansk opvækst. Så hvis der er nogen, der gerne vil være dansker, men ikke kan få lov, så vil jeg gerne opgive min plads. Jeg skal nok finde et andet sted at passe ind.

URL: https://baptist.dk/hvornaar-er-man-dansker/