At leve et meningsfyldt liv i skyggen af en kræftsygdom er en stor opgave. Jens Olsen har levet med den udfordring siden 1970 og deler sine erfaringer med os.
Bente Jensen,
Faktaboks:
Jens Olsen er 68 år, gift med Anni, der er 69 år. Sammen har de tre voksne børn og fem børnebørn.
Begge er uddannede lærere og medlemmer af Nørresundby Baptistmenighed.
Du blev alvorligt syg af lymfekæft i 1970, 24 år gammel, gift og far til et lille barn Efter operation og strålebehandling sad jeg på stranden og legede med min lille søn. Jeg kan huske, at jeg lagde mærke til, hvor blå himlen var. Jeg tænkte, mon det her er min sidste sommer?
Men vi levede videre i et indholdsrigt hverdagsliv med familie og yderligere to børn samt et dejligt arbejdsliv. Vi havde et godt liv både i kirken og mange andre steder, så frygten for kræft blev en skygge, vi levede med. Der var så meget andet at tale om. Livet var dejligt på trods.
Jeg var i den periode engageret i mange ting. Jeg følte mig ovenpå. Tankerne myldrede med ideer, afvekslende med depressioner. Jeg var ikke klar over, at jeg havde en bipolar lidelse.[1]
I 1979 blusser sygdommen op igen Operation, strålebehandling og derefter kemo i 1 1/2 år med efterfølgende voldsomme angstanfald af kemoen. Der var ingen hjælp og forståelse hos lægerne. ’Vi kan indlægge dig på Psykiatrisk Hospital!’, lød det.
Jeg synes, forbøn rejser mange problemer.
Vi kontaktede så Radiumstationen i Århus, som – vidste vi – havde tilknyttet en psykolog. Der fik vi god hjælp begge to. Anni var jo også i krise. Hvordan skulle hun forholde sig til en alvorligt syg mand? Hos psykologen lærte jeg afslapningsteknikker og stiftede bekendtskab med visualiseringsteknik – en teknik, hvor man under en dyb afspænding fremkalder bestemte indre billeder og sansninger.
Jeg skulle tegne min sygdom – kræftceller og forsvarsceller. Jeg tegnede store kantede kræftceller og små forsvarsceller. Psykologens reaktion lød: ’Du tror ikke ret meget på, at du bliver rask!’ Det måtte jeg lave om, så mit billede af kræftcellerne blev mindre og forsvarscellerne større – og så visualisere dette billede! Og jeg blev rask!
Fik I hjælp i den situation? Der var mange fra menigheden, der ville hjælpe, især de mere modne. De kørte med mig til kemo, ringede, besøgte os, tog sig af børnene. Jeg ville ikke altid belaste Anni med mine problemer omkring sygdommen. Annis bror og hans kone hjalp også meget med børnene. Især pigerne, som var små, fik et ekstra hjem hos dem.
Vi havde en aftale med vores præst, Kjeld Grarup, om, at jeg måtte ringe, når jeg fik et slemt angstanfald. Så kom han og ofte også Mary Kay i løbet af en halv time! Han har denne ro. Den havde jeg brug for. Den samme ro, som Annis bror har.
Kunne menigheden hjælpe dig med forbøn? Tilbage i 79/80 gik jeg til megen forbøn, også andre steder end i Baptistkirken, men jeg oplevede ikke nogen kontakt med nogen Gud. Jeg troede ikke på bøn – hvilket jeg fortsat ikke gør. Jeg synes, forbøn rejser mange problemer: Gør Gud forskel, når han redder nogle og ikke andre? Hvorfor skulle Gud sætte naturlovene ud af spil?
Jeg er vokset op i et ikke-kristent hjem, men kom i Baptistkirken efter vi blev gift. Her fik jeg tillidsposter og besluttede mig for dåb – også i et forsøg på at kunne komme til at tro. Men jeg kom ikke til tro. Jeg kan ikke se Guds kærlighed, når jeg ser mig om i verden eller historien. Der, hvor jeg ser Guds kærlighed, er i det, Jesus sagde, det han gjorde, og ikke mindst i de holdninger han havde. Det kan jeg bruge til noget. Jeg betragter Bibelens tekster som litteratur. Hvad vil Jesus sige til mig? Hvad kan jeg bruge det til i mit liv – som livsoplysning, gode livgivende ord og som livets pejlemærker?
2008 får du kræft igen – denne gang lungekræft! Ja, rigtig alvorligt denne gang, med dårlige udsigter til at overleve, så hvad nu? Jeg valgte i samarbejde med Anni at lave en handlingsplan. Det var vigtigt for mig at få kræften til at fylde mindst muligt i mine tanker og at undgå angstanfald, hvilket lykkedes.
Jeg spurgte mig selv: ’Når jeg står foran min død om X antal år, hvordan vil jeg så se tilbage på mit liv?’
Der, hvor jeg ser Guds kærlighed, er i det, Jesus sagde.
Dét liv måtte jeg leve her og nu, det gode liv med mening. Forsøge at leve efter Jesus’ eksempel, ikke fylde mit liv med livets dårligheder, fx dårlige og voldelige nyheder fra TV og andre medier. Der skulle være plads til livet med Anni, til mine sociale relationer, plads til familie og venner. Leve hver dag, som om det var den sidste, hente skønhed, kunst, musik, litteratur, naturen osv. ind i livet. Det blev rige dage, og det er lykkedes for mig ikke at tænke sygdom hele tiden.
Jens har for nylig gennemgået en stor hjerteoperation, men fortæller, at Anni er rigtig god til at pege på de gode ting i livet, så han oplever stadig, at der er mening med livet.
[1]Bipolar affektiv lidelse er en psykisk lidelse, der er karakteriseret ved udtalte, periodiske svingninger i stemningslejet i såvel manisk som depressiv retning. Diagnose stillet i 2007.
Jeg er vokset op i et ikke-kristent hjem, men kom i Baptistkirken efter vi blev gift. Her fik jeg tillidsposter og besluttede mig for dåb – også i et forsøg på at kunne komme til at tro. Men jeg kom ikke til tro. Jeg kan ikke se Guds kærlighed, når jeg ser mig om i verden eller historien. Der, hvor jeg ser Guds kærlighed, er i det, Jesus sagde, det han gjorde, og ikke mindst i de holdninger han havde. Det kan jeg bruge til noget. Jeg betragter Bibelens tekster som litteratur. Hvad vil Jesus sige til mig? Hvad kan jeg bruge det til i mit liv – som livsoplysning, gode livgivende ord og som livets pejlemærker?