Niels Nymann Eriksen,  5. december 2017

Niels Nymann Eriksen:

• sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken i Vesterbro Sogn, København, med ansvar for mission og kulturarbejde
• medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, herunder arbejdsgruppen vedr. europæiske kirker
• engageret i Café Exit for tidligere indsatte, bl.a. medlemmer af Fangekoret
• stod for en konference om forsoning i Irak i 2008 og igen i 2011. Målet var at arbejde for de kristnes beskyttelse i det irakiske samfund

Skønnet bygger på informationer, som er blevet samlet gennem en rundringning til menigheder, som vi ved har haft dåbsklasser. Det er et konservativt skøn, og det er ikke urealistisk at antage, at omkring 1.000 asylansøgere er konverteret i løbet af sidste år, de fleste i folkekirkelige sammenhæng, men en del i frikirker. Sådanne tal kalder både på taknemlighed og kritisk eftertanke. Lad os begynde med den kritiske eftertanke.

Bertel Haarder gentog i 2016 sin opfordring til at lade være med at døbe asylansøgere. Hans synspunkt var, at asylansøgerne risikerer at sætte deres egen troværdighed over styr ved at lade sig døbe på et tidspunkt, hvor dåben kan blive opfattet som et forsøg på at styrke deres asylsag. Iran er jo et af de få mellemøstlige lande, hvor det at forlade islam kan udløse dødsstraf. Selv om denne frafalds-paragraf ikke er blevet anvendt som begrundelse for henrettelser indenfor de senere år, er der ud fra baggrundsmaterialet ikke tvivl om, at det kan være forbundet med betydelig risiko at forlade islam i Iran. Altså ved at lade sig døbe bringer en asylansøger sig i fare på en sådan måde, at det måske kan udløse et beskyttelsesbehov og dermed asyl.

Dåb af asylansøgere under sagsbehandlingen

Jeg er ikke enig med Bertel Haarder i det synspunkt. Jeg mener, det ville være helt forkert at gøre adgang til den kristne dåb afhængig af et menneskes opholdstilladelse. Det var jo netop folk, som befandt sig på kanten af det jødiske fællesskab pga. etnicitet, religion, samarbejde med besættelsesmagten osv., som Jesus tog imod til stor forargelse for datidens religiøse ledere. Men udover det elementære evangeliske perspektiv er der en række omstændigheder, som skal tænkes med i vores tilgang til spørgsmålet:

1. Der var i 2015 en voldsom stigning i antallet af iranske asylansøgere i Danmark sammenlignet med tidligere og efterfølgende år. I 2014 søgte 284 iranere om asyl. I 2015 drejede det sig om 2.787 og i 2016 faldt antallet igen til 300.

Den voldsomme stigning i antallet af konvertitter i 2016 afspejler altså en tidobling i antallet af iranske asylansøgere i 2015. Det er ikke givet, at der er tale om nogen væsentlig procentuel vækst. Det markante i tallene ligger i den generelle vækst af iranske asylansøgere snarere end i antallet af konvertitter blandt asylansøgerne. Hermed mister påstanden, om at konvertering er blevet en ladeport for iranske asylansøgere, noget af sin tyngde.

2. Det store antal iranske konverteringer må anskues i sin bredere globale sammenhæng: Iranere har det med at forlade islam, når de forlader deres hjemland. Det sker overalt i verden, også selv om de ikke er asylansøgere. Og en del af dem, der forlader islam, vælger at blive kristne. Så vidt jeg husker, var det den kristne hjælpeorganisation ‘Open Doors’, som for nogle år siden skønnede, at iranere var det folkeslag i verden, hvor flest konverterede til kristendommen. Det sker i udlandet, men også indenfor Irans grænser, hvor hemmelige husmenigheder er udbredte, eller hvor folk rent individuelt tilslutter sig kristentroen gennem påvirkning fra kristne medier, der sender programmer på persisk. Jeg har selv haft anledning til at møde flere personer i Iran, som var hemmelige kristne og levede et skjult og i nogle tilfælde isoleret kristenliv med internettet som eneste ramme for et ‘menighedsliv’.

Den voldsomme stigning i antallet af konvertitter i 2016 afspejler altså en tidobling i antallet af iranske asylansøgere i 2015.

Der er indlysende historiske grunde til det fænomen. Der er i store dele af den iranske befolkning en dyb skuffelse over det regime af kontrol og korruption, som den islamiske revolution under Ayatollah Khomeini i 1979 bragte med sig. Den modstand mod regimet kobles ofte sammen med en opfattelse af, at islam har bemægtiget sig og undertrykt en oprindelig rig og dyb persisk kultur. Farvahar-tegnet, som mange unge iranere bærer om halsen, er for mange et udtryk for den persiske selvbevidsthed og modvilje mod det islamiske styre eller mod islam i det hele taget.

Udover den historiske sammenhæng har religionshistorikere spekuleret på, om der også er en form for teologisk overensstemmelse mellem shia-islam og kristendommen, særlig i forståelsen af lidelsens betydning for forløsningen af verden. Jeg tror også, man må sige, at iranere i langt højere grad end europæere er religiøse mennesker og forbliver med at være det, selv om de bliver moderne. Som præst med en del iranere i menigheden må jeg konstatere, at de har et meget anderledes og mere intenst spirituelt liv end de fleste danske kirkegængere. De drømmer om Jesus og har visioner af ham, og de har følelserne med i deres trospraksis på en anden måde end de fleste af os andre.

3. Udlændingemyndighederne er blevet bedre til at foretage troværdighedsvurderinger. Som jeg læser udviklingen på det område, er der sket en betydelig forbedring i vurderingen af konvertitsager i Flygtningenævnet i løbet af de seneste fem år. Den første milepæl er efteråret 2012, hvor Flygtningenævnet ændrer praksis i konvertitsager. Tidligere blev der lagt stor vægt på at afgøre, om asylansøgerens konvertering var kommet nogle i hjemlandet for øre, som kunne tænkes at ville forfølge asylansøgeren ved hjemkomsten. Tanken var, at hvis ikke andre vidste om asylansøgerens konvertering, måtte det være muligt for hende eller ham at praktisere sin tro på en diskret måde, som ikke påkaldte sig omverdenens opmærksomhed. I praksis ville det betyde, at en konvertit i lande som Iran og Afghanistan ikke ville være i stand til at gå i kirke – med mindre man fik adgang til en undergrundsmenighed, og det ville i sig selv være forbundet med en sikkerhedsrisiko. I efteråret 2012 ændrede Flygtningenævnet praksis, så man herefter ikke kunne afvise en konvertit med henvisning til, at hun eller han kunne praktisere sin tro i det skjulte. Den praksisændring skete først og fremmest som konsekvens af en principiel sag ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, men også på baggrund af en henvendelse fra et samlet dansk bispekollegium til Flygtningenævnets formand, hvori biskopperne fastholdt den kristne tros offentlighedskarakter og gjorde gældende, at det ikke var i overensstemmelse med religionsfriheden at pålægge et menneske at skjule sin tro. Den praksisændring betød, at der efter 2012 er blevet lagt betydelig mere vægt på at vurdere troværdigheden af asylansøgerens konversion. Er der tale om en proforma-konvertering eller er konverteringen reel? Det har været det afgørende spørgsmål i en række af Flygtningenævnets afgørelser siden da.

Og naturligvis handler det ikke om, at Flygtningenævnet skal gøre sig til hjertekendere og fælde dom om troens ægthed. Det handler snarere om, at de skal øve sig i at afsløre bedrageri – altså situationer, hvor en asylansøger har gennemgået et konverteringsforløb alene for at opnå asyl. For at komme til bunds i det er det ikke tilstrækkeligt at spørge ind til graden af kundskab om den kristne tros indhold. Det er nødvendigt at danne sig et billede af, hvordan konverteringshistorien passer ind i den overordnede livshistorie, asylansøgeren fortæller. Fremstår den som et appendiks, eller er den integreret i selvforståelsen? Det Mellemkirkelige Råd udarbejdede i 2016 under vejledning af dygtige asyljurister en rapport om udviklingen i Flygtningenævnets troværdighedsvurderinger i konvertitsager. Efter at have gennemgået mere end 100 afgørelser var konklusionen, at Flygtningenævnet havde en omhyggelig og forsvarlig tilgang til spørgsmålet, selv om der også var mindre områder, hvor der blev foreslået en praksisændring.

Forsvarlig dåbspraksis

Fast kirkegang forud for den egentlige dåbsforberedelse.

I lyset af disse overvejelser om teologi og retspraksis på området er det altså min opfattelse, at det er forsvarligt, ja påkrævet, at vi som Folkekirke fortsat har mulighed for at døbe asylansøgere. Det spørgsmål, som derefter står tilbage, er, hvordan man forholder sig pastoralt forsvarligt til asylansøgere, som ønsker at konvertere. Vi har her at gøre med en målgruppe, som adskiller sig væsentligt fra gruppen af mennesker, som ellers opsøger Folkekirken for at blive døbt. Dels fordi der er tale om et religionsskifte – til forskel fra de fleste andre voksendåb i Folkekirken, som har karakter af, at et menneske aktivt tilslutter sig den tro, som udgør det værdimæssige grundlag for det samfund, man er vokset op i – og dels fordi asylansøgere befinder sig i en særlig sårbar situation. Mange asylansøgere lever i en tilstand, som er blevet beskrevet som ’fight and flight’. I den tilstand kan det være vanskeligt at træffe modne beslutninger, og der er en risiko for, at de kan komme til at sælge deres sjæl for en ret linser. En pastoral ansvarlig tilgang til en asylansøgers ønske om at blive døbt må derfor efter min opfattelse indeholde følgende elementer:

• Indledende samtale, hvori præsten spørger ind til historien bag ønsket om at konvertere.
• Her skal også gøres opmærksom på de utilsigtede følger, som en konvertering kan få ift. familie og hjemland, og det skal gøres helt tydeligt, at dåb ikke i sig selv er grund nok til at få asyl.
• Kirkelig praksis, dvs. fast kirkegang forud for den egentlige dåbsforberedelse. I Apostelkirken siger vi, at en asylansøger skal komme i kirken seks måneder, inden dåbsoplæringen, som også tager 6 måneder, begynder. Altså mindst et års forberedelse.
• Undervisning af en udstrækning og på et niveau der svarer til konfirmationsundervisningen, dog tilpasset målgruppen. Hvad materialer angår, er der hjælp at hente på Folkekirkens Asylsamarbejdes hjemmeside, hvor der er link til forskellige egnede lærebøger.

En mere udførlig vejledning på det område blev udarbejdet af Folkekirke og Religionsmøde i 2004, og revideret i 2016 under titlen: ’Vejledning omkring kirkers kontakt til og eventuelle dåb af muslimske asylansøgere’.

En påmindelse om, at kristen mission i sin første begyndelse og i sidste ende er Guds mission.

Det er altså efter min opfattelse både et stort ansvar, men også en stor og vigtig arbejdsopgave, man påtager sig ved at sige ja til at lede en asylansøger til dåb. Realistisk set bør det nok betragtes som et speciale, som udvalgte kirker og præster påtager sig og udvikler kompetencer til.

Opgaven er langt fra løst med dåben

En konvertit er ofte et menneske, der har mistet en stor del af sit gamle netværk, og som har behov for at kunne træde ind i et fællesskab, som kan rumme hende eller ham. Jeg ser et behov for, at der på sigt gøres en indsats for at skabe rammer for farsi-talende fællesskaber indenfor Folkekirkens rammer i tillæg til dem, der allerede eksisterer i fx Church of Love. Vi ser, at der vokser iranske grupper frem i nogle af de menigheder, der har døbt konvertitter, men der er også en del af de nye troende, som efter en kortere eller længere tid i kirken mister kontakten. Det kan selvfølgelig være, fordi deres konvertering har været proforma, men det er langt fra den eneste forklaring. Det kan også være, fordi de ikke fandt ind i et kirkeligt fællesskab, som mødte deres behov som nye kristne.

Rig og kompleks missionsudfordring

Altså står vi med den store tilgang af iranere og afghanere, der i disse år ønsker at blive kristne, over for en stor og rig og kompleks missionsudfordring, der kalder på varsomhed og omhu fra kirkens side. Alene det, at befolkningsgrupper, der gennem et par hundrede år har været genstand for ydremissions virksomhed, nu kommer til os her i landet med ønsket om at blive kristne, er jo tankevækkende og en påmindelse om, at kristen mission i sin første begyndelse og i sidste ende er Guds mission. Den tidligere anglikanske ærkebiskop Rowan Williams formulerede det sådan: ”Mission is finding out what God is doing and joining in” og ”It is not the church that has a mission; it is God’s mission who has a church.”^[1]

^[1]  Oversat: ”Mission er at finde ud af, hvad Gud har gang i, og give en hånd med” og ”Det er ikke kirken, der har en mission; det er Guds mission, der har en kirke”.

URL: https://baptist.dk/asylansoegere-og-daab/