Allan Ibsen,
“Nu kommer jeg til jer og holder dom,
mod dem, der unddrager daglejeren hans løn,
og dem, der afviser den fremmede,
enken og den faderløse.
Men mig frygter de ikke.[1]
Mange gange i Det gamle Testamente – næsten som et omkvæd i en sang – kan vi læse om, at Gud taler om omsorg for enken, den faderløse og den fremmede. Det er oplagt, at både enken, den faderløse og den fremmede er udsatte. De kan kun komme godt videre ved andres hjælp. Derfor har Gud et specielt øje for dem, og det samme skal vi have.
Man kan blive enke eller enkemand på to måder.
Ved død eller distance.
Der er ægteskaber og forhold, der er døde, mens begge ægtefæller stadig trækker vejret. De er levende i et dødt forhold, distance har dræbt forholdet. Noget i parforholdet er dødt, noget, der skulle holde det i live, er der ikke mere: Den dybe samhørighed, de dybe samtaler, berøringerne, at blive mødt med respekt og forståelse, blive set og hørt. Dét er dødt, og det, der skulle holde det i live, er der ikke mere. Og man går alene – sammen med den anden, der stadig er i live, men forholdet og alt det, som det skulle leve af, er dødt. Man går ikke med sørgebind og græder offentligt, men sorgen er der. Savnet er der. For der er noget, der er dødt og borte.
På hebraisk betyder ordet enke ‘at tungen er bundet’. Der er ingen at tale til og med. Det kan ske, mens to mennesker stadig trækker vejret, at deres forhold er dødt, og de begge eller den, der stadig elsker, sørger. Det gælder også singler, der oplever sorgen ved, at ’tungen er bundet’, for der er ikke en elsket at tale til. Man er ikke blevet valgt. Der er ingen at være to med, og man sørger.
Man kan blive enke eller enkemand på to måder.
Ved død eller distance.
Derfor har Gud øje for enken og enkemanden.
For de lever i sorg.
Man kan blive faderløs på to måder.
Ved død eller distance.
Det kan være, fordi faderen aldrig var der. Han var borte, ude i verden, ude i hans liv og ikke i barnets liv. Han er ikke død, men det er, som om han er. Barnet oplever sig dødt for ham. For ham og hans verden er barnet ikke en del af. Det kan være moderen, der kun kan rumme sig selv og sit eget, og hun kan ikke magte at rumme barnets følelser og verden. Det kan være barnet eller den unge, der har oplevet en far eller mor, der holdt mere af de andre søskende. Og sorg og savn sidder dybt inde.
Man går ikke med sørgebind og græder offentligt, men sorgen er der. Savnet er der. For der er noget, der er dødt og borte.
Men sorgen og savnet kan også vende den anden vej rundt. Forældre kan også opleve det. Børnene elsker man, og man vil gerne gøre det bedste for dem. Men noget kom i vejen. Tiden gik af sig selv. Kravene var store. Og en dag oplever man at stå der uden den nærhed og fortrolighed, man ville have opbygget til sine børn. De er heldigvis ikke døde, og jeg er ikke død, men det forhold, jeg gerne ville have til dem, er der ikke. Det er ligesom dødt, og det gør ondt, og sorg kan blive overvældende i nattetimerne. Man går ikke med sørgebind og græder offentligt, men sorgen er der. Savnet er der. For der er noget, der er dødt og borte.
Man kan blive faderløs på to måder.
Ved død eller distance.
Derfor har Gud øje for de faderløse.
For de lever i sorg.
Vi kender det at være i et fællesskab – hos venner, i menigheden, i familien. Vi skulle være forbundne, kunne dele alt, men der er en fremmedhed, en distance. Vi kender det på arbejdspladsen. Vi skulle arbejde sammen, men det blev konkurrence, og der kom afstand, og det skader og gør ondt. Vi kender venskaber, der ikke holdt, og som sluttede brat. Måske véd vi hvorfor, måske véd vi ikke, hvad det var, der skete, men det sluttede. Man går ikke med sørgebind og græder offentligt, men sorgen er der. Savnet er der. For der er noget, der er dødt og borte.
I det fremmede kommer utrygheden, når de fleste mennesker gør ting på en anden måde.
Til vort land kommer mennesker, der bliver kaldt fremmede. Bliver fremmedgjorte. Dér, hvor man havde hjemme. Dér, hvor det var trygt at gøre ting på den måde, andre gjorde. Dér, hvor man havde hjemme og kunne slappe af, når man spiste, sang, klædte sig som andre. Dér, hvor man kunne sproget, dets nuancer og finurligheder, dobbeltbetydninger og det usagte. Dér er man ikke mere.
I det fremmede kommer utrygheden, når de fleste mennesker gør ting på en anden måde. I det fremmede kan det være svært at slappe af i det dagligdags, for de fleste spiser, synger, klæder sig på en anden måde. Som hos enken er ‘tungen bundet’ for den fremmede. Bundet af usikkerhed og mangel på hjertesprog. Mange af os har oplevet det, når vi har besøgt steder udenfor turistreservatet. Når vi har besøgt lande, beboet af folk, der taler, spiser og gør ting anderledes end os.
Alle mennesker
af anden farverig herkomst
af anden festlig herkomst
af etnisk herkomst
søger tryghed.
Vi behøver at føle os trygge for at leve fuldt ud.
Man kan blive fremmed på to måder.
Ved at være fremmed og ved at blive fremmedgjort.
Derfor har Gud øje for de fremmede.
For de lever med utryghed.
Nu kommer jeg til jer og holder dom,
mod dem, der unddrager daglejeren hans løn,
og dem, der afviser den fremmede,
enken og den faderløse.
Men mig frygter de ikke,
siger Hærskarers Herre.
[1] Malakias kap. 3, vers 5 ff.
URL: https://baptist.dk/man-kan-vaere-enke-faderloes-eller-fremmed-paa-to-maader/