Birthe Munck-Fairwood
Jeg husker tydeligt den første gang, jeg mødte en afrikaner, der ikke var en fremmed. Jeg var på vej gennem lufthavnsbygningen i Jomo Kenyatta lufthavn i Nairobi. Pludselig gik det op for mig, at her var det ikke afrikanerne, der var fremmede. Det var mig.
Birthe Munck-Fairwood,
Birthe Munck-Fairwood
Hvor længe er man fremmed? For mig varede det dengang tre uger. Så var jeg vel hjemme igen – med en ny forståelse for, hvad det vil sige at være fremmed. Fremmedhed er ikke en medfødt egenskab, men en status der afhænger af kontekst og selvforståelse. Hvis jeg var blevet i Kenya i tre år, ville jeg så stadig have været fremmed? Måske. Jeg ville stadig se anderledes ud og have en anderledes kapital af minder og livserfaring. Forhåbentlig ville jeg have lært sproget og så mange kulturelle koder, at jeg kunne begå mig uden at vække unødig opsigt eller anstød. Men svaret ville ikke være mit alene. Kenyanerne ville have det sidste ord. Ville de stadig se mig som en fremmed?
I Danmark har omkring 740.000 personer ifølge Danmarks Statistik udenlandsk baggrund – enten er de selv, deres forældre eller bedsteforældre i sin tid kommet hertil et andet sted fra. Af dem har én ud af tre dansk pas, og hver fjerde er født i Danmark. Alligevel kalder vi dem ofte stadig de fremmede. Måske er det ikke overraskende, at mange siger, at de ikke føler, at de helt hører til her.
De taler sproget, har måske taget en dansk uddannelse, går på arbejde og betaler skat. Men samtidig fortæller de om en dybereliggende følelse af ikke helt at være accepteret – om efter mere end én generation i Danmark stadig at indgå i den officielle statistik over indvandrere og efterkommere. Her defineres ‘efterkommer’ besynderligt nok som en udlænding født i Danmark. Og de fortæller om igen og igen at blive spurgt: ”Hvor kommer du fra?” Underforstået: ”Vi kan se, at du ikke hører til her. Du er ikke en af os. Du er en fremmed.”
Samtidig fortæller de om en dybereliggende følelse af ikke helt at være accepteret.
Vi kan alle være med til at gøre en forskel, så mennesker, der kommer hertil, får en god indgang i Danmark. Det er ikke nok, at nydanskere gerne vil integreres. Den gode integration forudsætter en indsats fra begge parter. Som en congoleser spurgte: “Når mine danske naboer ikke kender mig, hvordan kan de så vide, om jeg er en god eller dårlig nabo?”
Integration handler om empati og om at komme hinanden i møde, så det anderledes ikke længere er skræmmende.
Frygt for det fremmede og anderledes er en grundlæggende menneskelig følelse. Vi har ofte frygt for den mangfoldighed af mennesker, kulturer og religioner, som i dag er en del af den danske virkelighed. Men fordi frygt skaber afstand mellem mennesker, er det så vigtigt, at vi mødes. For integration handler om empati og om at komme hinanden i møde, så det anderledes ikke længere er skræmmende.
Her gives ingen enkle svar. Og måske er det ikke så vigtigt. Når man er født og opvokset i et andet land, vil der altid være en del af en, der er anderledes, selv om man i hverdagen føler sig på lige fod med landets indbyggere. For mange af vores nye medborgere er Danmark deres nye land. De taler stadig deres modersmål og har ikke glemt deres familiehistorie, men de føler sig meget danske og har lært at tage det bedste fra flere kulturer og traditioner. Hermed er de med til at berige Danmark.
For mange af vores nye medborgere er Danmark deres nye land.
I den kristne grundfortælling bliver vi mindet om menneskelivets vilkår. Vi er alle på vandring. Når vi fejrer gudstjeneste, lyder den aronitiske velsignelse. Den gamle bøn om, at Gud må give os sin omsorg, sin nåde og sin fred minder os om, at vi alle, danskere og nydanskere, flygtninge og asylansøgere, er på rejse sammen gennem menneskelivet med velsignelsen som rejsekost. For Gud er intet menneske fremmed. I den kristne kirke er der ingen outsidere – ingen fremmede.
URL: https://baptist.dk/hvornaar-holder-man-op-med-at-vaere-fremmed/