ADVENT – JUL – HELLIGTREKONGER – FASTE – PÅSKE – PINSE – TRINITATIS
Kirkens år forløber i sin egen rytme, der fastlægges af højtiderne. Kirkeåret er uafhængigt af årstiderne, men sætter sit præg på menighedens liv. Serien omhandler den fase i kirkeåret, der er relevant ved udgivelsen af det enkelte nummer af baptist.dk.
Raymond Jensen,
I adventstiden fejrer vi Guds ankomst til jorden. Gud kom bag på menneskene og søgte ned til jorden i et spædbarns skikkelse. ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde.”[1]
Jesus’ komme til jorden satte mennesker ind i en ny tidsregning, et nyt værdisæt. Tidens fylde var kommet. Kærlighedens tidsregning var indført. De første kristne havde et særligt navn til 1. søndag i advent: ’Til dig løfter jeg min sjæl’.
I adventstiden synger vi lovsange, og vi tager så småt fat på julens elskede sangskat. Gennem sangene får vi hjælp til at åbne vores vinterfrosne hjerter, og vi synger: ’Nu tændes 1000 julelys’. Det er ikke os, der har 1000 stearinlys derhjemme. Nej, vi åbner vores øjne og hjerter for, at Gud har tændt 1000-vis af stjerner på den mørke, dybblå vinterhimmel. Men den stjerne, der er kilden til vores adventsglæde, hedder Jesus.
Advent kommer af det latinske udtryk adventus Domini, der betyder Herrens ankomst. Gud kommer i advent. Gud er altid den kommende. Det er Gud, der gør, at alting er til – også i dette nu. At vi eksisterer. Men Gud vil give os mere end bare det at eksistere som biologiske væsener. Hele tiden banker Gud på vores dør[2] for at give os noget mere; for at give os del i det liv, Jesus åbner for os.
Advent er ikke alene et nyt kirkeår, men nyt liv og en ny vidunderlig tid. Ordet eventyr er i familie med ordene advent, adventus – komme, ankomst, hvad der kommer til os! Advent er en afbrydelse af den sædvanlige trummerum. Vi fejrer, at vi er gået ind i en ny tidsalder. Guds himmelske univers er smeltet sammen med vores biologiske, jordiske verden. Jord og himmel er blevet til ét.
Vi har en daglig tilbagevendende mulighed for at være eller blive et nyt menneske. En kristen. Jesus er kommet til jorden. Til frelse og håb for det fortvivlede menneske. Den, der ligger ned, skal rejse sig. Den, der er fortvivlet, får håb:
”Se, min tjener. Han slås ikke med nogen, han råber ikke op.
Han træder ikke den knækkede spire ned
og slukker ikke den væge, der stadig gløder.”[3]
[1] Galaterbrevet kap. 4, vers 4
[2] Johannes’ Åbenbaring kap. 3, vers 20
[3] Matthæus-evangeliet kap. 12, vers 18-21 (Den Nye Aftale)
URL: https://baptist.dk/til-dig-loefter-jeg-min-sjael/