Aimée Kjær Kofoed,  7. november 2017

Aimée Kjær Kofoed
– 44 år
– gift med Morten
– mor til Ida Mai og Augusta
– til daglig gymnasielærer
– for tiden medrejsende hustru i Rwanda og Burundi

Et par sekunder stod tiden bum-stille i vores stue. Både Morten og jeg hørte ordene som ”når” selvom Samuelsen nok kun havde sagt ”hvis”.

Kaffesøstre i stedet for Danida?

Så længe tilbage jeg kan huske, har vi kirkeligt baserede nærmest selvudslettende skrevet ansøgninger om statsstøtte til vores Afrika-arbejde. De har ikke måttet lugte det mindste af Bibel, frelse og evangelisation.

På mit universitet i midt 1990’erne var ’International Udvikling’ et af de absolut mest populære studier med venteliste. Ingen af de unge skævede til det kirkeligt baserede arbejde. Vi har meget længe været anset som undermålerne i et game, som vi selv engang opfandt. Hvor mange skoler og hospitaler er ikke blevet etableret af missionærer flere hundrede år før, der var opfundet ord som ‘kapacitetsopbygning’.

Kolonitidens hæslige sider er de kirkelige ofte tudet ansvarlige for i historieskrivningen. Men det turde være mindst ligeså åbenlyst, at undertrykkelse og udbytning ikke er det evangelium, som Jesus stod for.

Strømninger skifter, og tidens tendens er altså nu, at samfundet i stigende grad ser værdien af netop de styrker, som vi kirkeligt baserede udviklingsorganisationer har; såsom fred og forsoning, folkelig forankring, mobilisering i de mest afsides egne, integritetsopbygning, ligestilling, politisk neutralitet mv. Vi har været på statslige U-lands-kurser, og det gav en fast form og gennemsigtighed i U-landsindsatserne. Men befalingen: ”Hvad Jesus ville have gjort” har altid været vores begrundelse. Så hvad nu hvis statsstøtten stopper. Tjoh!, det ville igangsætte et jordskælv af dimensioner, og menneskeliv ville styrte igennem sikkerhedsnettene, som siden 1980’erne har været spændt ud i større eller mindre masker under de fattigste landes befolkninger. Men vi ved, at ligesom vi var der, før det blev moderne, så vil vi selvfølgelig også være der bagefter.

Kaffesøstrene

Jeg besluttede at prøve, om jeg kunne samle gode kræfter i mine omgivelser, som ville være med. De ’gode kræfter’ (ildsjæle på moderne dansk) for velgørenhed udenfor murene findes der flodbølger af. Vi har bare ikke været gode nok til at være særligt afhængige af ’de andre’, når nu vi selv var nok Det er vi så måske ikke længere… Det giver mig lyst til at dele mit arbejde med Kaffesøstrene med jer.

Kaffesøstrene skal være en virksomhed i Danmark, mens det skal være en NGO i Rwanda og Burundi. Produkterne skal sælges på markedsbetingelser. Vi forsøger at ride med på den sociale mediebølge på Facebook og Instagram; billeder tager følgerne med, mens projektet tager form.

Vi inviterer til pop-up-events, som vi sikrer kompromisløs top-kvalitet.

Kaffesøstrenes tætteste samarbejdspartnere er en nystiftet NGO i Kigali, ’The Shinning Ladies’, som er ledet af Laetitia fra AEBR, Burundis Baptistsamfund. Forskellen er, at hun driver NGO’en i sin fritid sammen med ni af hendes nære veninder, alle universitetsuddannede stærke storbykvinder. De træner kvinder i syning og akkumulerer en pengepulje, som de låner ud til sårbare kvinder for 2%. Der er allerede meget eventyrligt at sige om deres resultater.

En anden samarbejdspartner, LLCCM (Let the Little Children Come to Me), skal strikke lækre merino-uld-huer til Kaffesøstrene. Og den sidste og måske vigtigste gruppe kvinder, som vi har samarbejde med er kvinderne i kafferegionen Rubura og forhåbentligt også Musema. Her skal kvinderne også strikke, og derudover har jeg fået dem til at producere nogle fine andre unika smykker, kurve og bamser, som jeg vil afprøve på markedet, når vi kommer hjem til Danmark til jul.  Vi vil lancere tingene som ’Work-as-the-solution’ og ’Slow Fashion’. Og vi kan allerede mærke varmebølger af glæde og taknemmelighed fra vores afrikanske kaffesøstre, når vi deler visioner og planlægger tingene.

Pop-up 29. november

Det næste pop-up-event kører mine danske Kaffesøstre helt uden mig den 29. november på en super hypet restaurant Il Buca, Njalsgade 19C, Islands Brygge.

Vi har Irma i ryggen, som er vilde med konceptet, og som vil dække lidt af udgifterne og samtidig lave reklame på alle deres platforme til deres 100.000 kunder i ugerne op til.

Sidste gang rejste vi økonomi til en ko til Rubura. Jeg har selv haft fornøjelsen af at se den og dyreholdet deroppe i bjergene. Småt men utroligt meningsfuldt og veldrevet. Næste gang bliver det spændende at se, hvad pengene skal gå til. Jeg har en forsigtig drøm om, at vi selv kunne begynde at have merinofår i Ruburas bjerge, blive selvforsynende med merino-uld og få lidt ekstra kød til kaffebønderne. Sidst men ikke mindst kunne kvinderne for alvor komme i gang med at strikke smukke huer til os derhjemme i det kolde.

Julegaver?

Pop-up eventet er supersjovt. Man påfylder bageingredienserne til øko-cookies i smukke glas og køber lækker specialtykaffe fra Musema med hjem sammen med cookies-glasset i en superfin afristof-pose, som vi kalder Hyggepose. Hvis nogen i det danske skulle mangle ideer til deres firmas medarbejder-julegave, så håber jeg, I skriver, så jeg kan fortælle mere.

Kontaktinfo på:
www.kaffesoestrene.dk
Facebook.com/kaffesoestrene
Instagram: kaffesoestrene
aimee.kjaer@gmail.com

URL: https://baptist.dk/hvad-saa-efter-statsstoetten/