Fra begyndelsen af Bibelen lyder Guds kald: ”Hvor er du menneske?”[1] Guds kald bliver til menneskets råb, der lyder gennem hele Bibelen: ”Gud, hvor er du?” [2]
Den iagttagelse inspireret af Magnus Malm indledte Lasse Åboms oplæg til samtale om præster og menigheder på BaptistKirkens temadag.
Hanne Kiel,
Lasse Åbom:
Bibelen er historien om Guds svar på vores råb. Kirkehistorien er historien om vores svar på Guds kald.
Guds svar på menneskers råb er i Det gamle Testamente udvælgelsen af jøderne som sit folk, som et kongerige af præster og et helligt folk for Gud. Den tanke fortsættes i Det nye Testamente, hvor de kristnes fællesskab – menigheden – kirken skildres som Guds folk. Paulus siger det meget stærkt: de kristne er Kristus’ legeme i verden, og han taler om, at vi iklæder os Kristus og lever i Kristus.[3]
Vi er budskabet. Når verden råber: ”Gud, hvor er du?” Er svaret: ”I de kristnes fællesskab – menigheden – kirken er jeg nærværende hos jer”. Gud inkarneres i verden som menneske i Jesus’ fødsel, og kirken er en gentagelse af inkarnationen. Gud er til stede i verden gennem kirkens eksistens.
Derfor lyder Guds spørgsmål, Guds kald til de kristne: ”Menneske, hvor er du?”
På Jeremias-studietur til London blev kirkens kald til diakoni meget klart, fortalte Christian Sofussen, der læser teologi på Aarhus Universitet. Efter en række dage med fokus på det åndelige besøgte gruppen Frelsens Hær. Her oplevede de kirken i tjeneste for de udsatte. Det blev tydeligt, at kirken – menigheden – de kristnes fællesskab er kaldet til efterfølgelse, til at være nær hos mennesker i verden.
Nyere missionsteologi har lært os, fortsatte Lasse Åbom, at kirken er ikke er målet, men snarere midlet i Guds mission. Kirken arbejder ikke selvstændigt med mission, men arbejder med på Guds mission, MISSIO DEI. Der er kirke, fordi der er en mission og ikke omvendt.[4] Bonhoeffer sagde det således: ”Kirken er kun kirke, når den er til for andre.”
Yoder og andre anabaptister opfatter kirken som tegn på Guds Rige. Man tager ikke til Paris for at se et skilt til Eiffeltårnet. Skiltet er ikke et mål i sig selv, men skiltet hjælper os til at finde og se Eiffeltårnet. På samme måde er kirken ikke et mål i sig selv, men hjælper os til at finde og se Gud.
Opgaven – og visionen – er altså, at menigheden skal være tegn på Guds rige. Den skal være et skilt, der viser videre til Gud.
Det er mandatet, og det betyder jo i grunden, at som ansatte i menighederne har vi en dobbelt arbejdsgiver. Vi har en konkret menighed og en sammenhæng, vi skal fungere i, men vi har også et mandat – et kald – en tjeneste, der ikke flyder fra ansættelsekontrakten, men fra det, vi tror, Gud vil, vi skal i verden.
Det er en særlig fare i vores tradition, at kirken, opretholdelsen af menigheden, bliver målet i sig selv.
Ved ethvert initiativ er det væsentligt at overveje, hvorfor (why) man gør det. Det er budskabet i Simon Sineks ’The Golden Circle’, som Charlotte Friis præsenterede os for. Vi ved alle, hvad (what) og hvordan (how) vi gør, men ved vi også, hvorfor vi gør det?
Når vi ved hvorfor, er det nemmere selv at bevare fokus på opgaven og at motivere andre til at være med. Derfor opfordrede Charlotte Friis menighederne til at finde frem til, hvorfor de handler, og til at sørge for at holde fokus på årsagen, evt. gennem forbedringer eller forandringer. Charlotte Friis læser ’Professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation’ (3K) på Diakonhøjskolen i Aarhus.
Det er altid en udfordring, fortsatte Lasse Åbom, og alle former for kirker er svar på at leve den udfordring ud. I vores tradition er den særlige udfordring, at præstens stilling er udsat, og alles mening er vigtig. Derfor bliver hvert menighedsmedlems holdning rettesnor for det, vi skal gøre, hvordan gudstjenesten skal udformes, og de aktiviteter, vi skal sætte igang i kirken. Men rettesnoren må aldrig være menneskers – den er Guds.
Det spændingsfelt står vi i som præster – og jeg skal ikke fortænke nogen i at knække halsen på det, for det er udfordrende. Det, vi gør, skal være baseret på vores mission – ikke vores smag – for ellers er vi ilde stedt. Når vores preferencer – og ikke vores passion eller mål – styrer vores valg, er vi ilde stedt som kirke.
Det er ikke kun en kritik af det gamle, men i lige så høj grad en kritik af det nye. Som Teun van der Leer sagde i sommer: ”Vi deler os langt hellere på baggrund af smag og stil end dogmatiske forskelle”.
Kirken er inkarnationens sted i nutiden. Menigheden bærer Guds nærvær blandt mennesker. Det drejer sig om at reparere verden; at være til velsignelse. Den funktion kræver en heling af os og af vores verden.
Måske skal vi ikke være så bange for at tænke i sæsoner og skift. Der er måske en tid til at dø, eller der er en tid til genopstandelse. Heling betyder at vokse i dybden og at begynde med os selv. Heling af os selv og verden. Ikke bare fastholde og tillade vores spiritualitet at forblive forkrampet.
”Tjeneste er ikke kun at være ude blandt mennesker. Tjeneste er også at arbejde med de bagved liggende strukturer og opgaver”, sagde Cecilie Mølbæk Jørgensen, der også læser på 3K. Hun fortalte om sit arbejde med YEGO: ”Jeg har ikke særlig meget kontakt med de mennesker, jeg arbejder for at hjælpe, men uden alt det arbejde, der ligger bag et udviklingsprojekt, ville der slet ikke være noget projekt. Jeg er i tjeneste, når jeg prøver at gøre verden til et bedre sted at være – også selvom det ikke er for dem, der er tæt på mig lige nu og her.”
Vi er kaldet til kollektiv tjeneste; til i fællesskab at reparere verden, sluttede Lasse Åbom sit oplæg. De kristnes fællesskab er kaldet til at tage del i MISSIO DEI – Guds mission. Hvis vores tænkning om det at være de kristnes fællesskab – menighed – kirke ikke går tilbage til Abraham, så er vi ilde stedt. Vi er velsignet, for at vi kan være til velsignelse.
[1] 1. Mosebog kap. 3, vers 9
[2] Salmernes Bog kap. 10, vers 1
[3] Salmernes Bog kap. 10, vers 1; 1. Peters brev kapo. 2, vers 9-10; 1. Korintherbrev kap. 12, vers 12 og 27
[4] David Bosch: ‘Transforming Mission’.
URL: https://baptist.dk/vi-tjener-men-hvordan-tjener-vi/