Et stævne med rødder og retning

Et stævne med rødder og retning

Ofte taler vi om hygge og fællesskab, god lovsang og spændende undervisning, bagende sol og styrtende regn, lange madkøer og varm kaffe, når vi fortæller andre om vores stævneoplevelser. Men hvad får man egentlig ud af at tage på sommerstævne?

Marie Bermann Schmidt,  

Temaet for årets sommerstævne var Reformation – rødder og retning. Og lige præcis dét med rødder og retning er faktisk årsagen til, at Jan Christensen, Camilla Gaarden, Victor Printz Agerskov og Miriam Sembach kommer igen år efter år.

Forventningens glæde

Jan Christensen, 58 år, Sæby Baptistkirke

For Jan, som har været på sommerstævner og årsmøder i mere end 30 år, begynder forventningerne tidligt: ”Allerede når vi slutter det foregående stævne, begynder jeg at glæde mig. I år havde vi et menighedstelt med, hvor vi alle kunne samles. Det havde jeg store forventninger til, for det skaber et godt fællesskab at kunne dele de gode input, der gives gennem ugen.”

Også Camilla havde høje forventninger: ”For mig er sommerstævnet en bekræftelse på, at vi som baptister er én familie, uanset om vi er genetisk forbundet. Jeg bruger hvert år de fleste af mine timer i Hyggehjørnet, og det et privilegium at glæde andre med pølser, is og kaffe.”

For Victor og Miriam var det især fællesskabet, de havde glædet sig til. Miriam fortæller: ”Jeg har glædet mig til fællesskab med min kirke. Til at snakke med folk, jeg ikke snakker med så tit, og til at se, hvad Gud vil gøre i mit og andres liv.”

Dåben var årets oplevelse

Både Camilla og Victor nævner dåben som den største oplevelse. Camilla fortæller: ”Dåb er altid noget særligt. Den er bekræftelsen på vores tro og inkluderer endnu flere i vores familie. Hver gang jeg oplever en dåb, genoplever jeg min egen, og husker på, hvorfor jeg valgte at blive døbt.”

Victor Printz Agerskov, 14 år, Holbæk Baptistkirke

Victor uddyber: ”Min største oplevelse i år var da min ven Jonas, blev døbt. Vi skulle faktisk begge to have været døbt sidste år på stævnet, men Jonas var uheldig at brække benet og havde derfor ikke mulighed for at være med. Så det var stort at få lov til at være med til hans dåb.”

Helligånden leder ad nye veje

Miriam Sembach, 30 år, Roskilde Baptistkirke

For Miriam var den største oplevelse, at Gud talte til hende på en hel ny måde: ”At gå til forbøn har altid været svært for mig, men på stævnet lod jeg Helligånden lede mig. Jeg følte, at prædikerne talte ind i mit liv og var derfor til forbøn de fleste aftener. Jeg véd nu, at Gud har en plan for mit liv, at jeg er elsket, som jeg er, og at jeg ikke behøver lave mig selv om. Og så fik jeg også en fornemmelse af, hvor jeg gerne vil tjene i min menighed.”

Overlad tøjlerne til Gud

Jan fortæller, at det især var Thomas Sjödins undervisning om, hvordan vi forsøger at gøre mange ting uden at overlade noget til Gud, der ramte noget i ham: ”Nogen gange har vi som menighed travlt med at sætte noget i gang og bare arbejde og arbejde. Men vi bør måske standse op – hvile – og se, om der ikke findes en løsning eller vej, som vi er blevet blinde for i vores travlhed. Jeg har i hvert fald oplevet at ting, der gik i hårdknude, løste sig ved, at jeg sov på det!”

Hvad med næste år?

Camilla Gaarden, 39 år, Baptistkirken Pandrup-Birkelse

Alle fire er enige om, at de skal på sommerstævnet næste år. De glæder sig allerede nu til fællesskabet, til at blive udfordret i deres tro og til at udforske Guds mangfoldighed. På stævnet oplever man nemlig, at vi har rødder i vores store tilvalgte familie, som Camilla kalder det, og retning som fællesskab, når Guds Hellige Ånd sender os ad nye veje.

URL: https://baptist.dk/et-staevne-med-roedder-og-retning/