Maria Klarskov, Kimmie Philipsen og Silas Anhøj Solberg,
Mere præcist drejer det sig om en café, kaldet Café Julius og opkaldt efter Julius Købner, som også har lagt navn til Købnerkirken. De to er altså nært beslægtede og deler adresse, men caféen er drevet af den selvstændige forening Foreningen Julius, som arbejder uafhængigt af Købnerkirken. Café Julius arbejder på flere planer. Der er visioner om frivilligt arbejde og et erfaret behov for, at kirken er med til at løse nogle situationer i lokalområdet omkring Skotlands Plads og ude i den store verden.
baptist.dk har sat formanden for Foreningen Julius, Kimmie Philipsen, og formanden for Købnerkirkens menighedsråd, Silas Anhøj Solberg, stævne for at finde ud af, hvad der egentlig sker dernede i krypten.
Kimmie: Du kan hjælpe andre mennesker ved at spise din aftensmad og drikke din kaffe i Café Julius – det er da et fantastisk koncept! Du gør en god gerning, samtidig med at du får varm mad i hyggelige omgivelser og er sammen med andre mennesker. Café Julius skal blive det nye samlingssted for beboerne i lokalområdet. Vi har allerede en mødre-gruppe, der mødes og spiser aftensmad en gang om ugen. Vi forventer, at Café Julius i løbet af foråret og sommeren bliver endnu mere integreret i lokalområdet, når vi får udendørs servering, og derved bliver mere synlige på Skotlands Plads. Vi støtter også lokale projekter. Fx Barnets Blå Hus, et lokalt sted for børn i misbrugsramte familier.
Silas: Ideen om en offentlig café udsprang af en visionsproces i Købnerkirken, hvor vi snakkede om, hvilken kirke vi gerne ville være, og hvordan vi kunne være relevante for vores omgivelser. Vi definerer os selv som et fællesskab af mennesker, der sammen går den vej, Jesus har vist os. Købnerkirkens vision er at møde mennesker og hjælpe dem med at følge Jesus – sammen med os. Til det formål er en offentlig café et genialt redskab. Det giver helt nye rammer for mødet med mennesker i vores nære omverden.
Vi i Købnerkirken ser Café Julius som vores café.
Kimmie: Desuden hjælper det også lokalområdet, at de frivillige medarbejdere i Café Julius bliver en del af et team og et fællesskab. Her dannes sociale relationer samtidig med, at man gør noget godt for dem, der har brug for hjælp – både i lokalområdet og ude i den store verden. Jeg hører tit, at de frivillige synes, her er hyggeligt og rart at være.
Silas: Vi har valgt at stifte en selvstændig forening til at drive Café Julius. Der en navnemæssig meget tæt forbindelse mellem Cafe Julius og Købnerkirken – det er selvfølgelig helt bevidst, fordi vi i Købnerkirken ser Café Julius som vores café. Der er også et stort overlap mellem de aktive i cafeen og de aktive i kirken, men det har været vigtigt for os at skille tingene ad juridisk for at sikre caféen det bedste grundlag at virke på. Foreningen Julius har til formål at lave sociale projekter med næstekærlighed som en central værdi. Men foreningen har ikke et religiøst formål og forkyndelsen af det gode budskab vil altid foregå i regi af Købnerkirken. Det sikrer caféen et godt og selvstændigt udgangspunkt for at skabe gode samarbejdsrelationer også med andre organisationer, som har mere vægt på det sociale end på det kristne.
Kimmie: Den største udfordring er nok, at vi alle – administration som medarbejdere – er frivillige med fuldtidsjobs ved siden af. Ingen af os har erfaring med at starte virksomhed eller drive café, så vi har skullet lære meget undervejs. Det har været spændende og tidskrævende. Vi har ikke én leder, der har det store overblik, men en ledergruppe, som samarbejder om opgaven, hvilket giver lidt ekstra møder. Vi har heldigvis allerede mange frivillige medarbejdere, men vi kan sagtens bruge mange flere, så vi på sigt også kan udvide vores åbningstider.
Vi får udendørs servering, og derved bliver vi mere synlige på Skotlands Plads.
Silas: En anden udfordring er også, at mange mennesker, som vi aldrig har mødt før, ønsker at arbejde frivilligt i caféen. Det kan være svært at tilbyde dem noget at gå til hånde med i caféen, når vi stadig selv er ved at lære, hvordan man gør. Men vi er overbeviste om, at vi gør det rigtige, og vi er sikre på, at også denne opgave nok skal lykkes for os.
Kimmie: Den største gevinst er nok, at vi allerede nu genererer et overskud, og derfor kan hjælpe andre mennesker via de projekter, vi støtter. Lige nu er Café Julius nok ikke særlig kendt ude i den store verden, men vi har allerede doneret en del af vores overskud til projektet ‘Rise and Shine Nepal’ – et projekt som hjælper forfulgte enker i Nepal.
Vi har allerede doneret en del af vores overskud til forfulgte enker i Nepal.
Desuden er det da også helt fantastisk, at det strømmer til med nye frivillige medarbejdere, som vil være med til at gøre noget godt for andre mennesker og synes, at vores café er det helt rigtige sted at være. Det er vores mål og drøm, som vi allerede nu ser blive realiseret. Det er stort!
URL: https://baptist.dk/julius-vil-forandre-verden/