Mogens S. Mogensen:
Religions- og forsamlingsfrihed er forankret i grundlovens §67: ’Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.’ Et af de religiøse samfund er den evangelisk-lutherske kirke, der som folkekirke understøttes af staten. Andre religiøse fællesskaber er frikirkerne og den katolske kirke samt ikke-kristne religiøse samfund. Grundloven bestemmer, at begge gruppers forhold skal ordnes ved lov, og det sker i praksis gennem Folketingets løbende lovgivning. Religiøse fællesskabers tilstedeværelse er altså beskyttet af grundloven, men Folketinget lægger de juridiske rammer for de religiøse fællesskabers virke.
Mogens S. Mogensen,
Mogens S. Mogensen:
Sådan har det – juridisk set – været siden 1849, men politikernes og befolkningens syn på religiøse fællesskaber har ikke været konstant. Helt frem til 1960’erne, hvor sekulariseringen for alvor begyndte at slå igennem, var der en grundlæggende positiv holdning til religion, forstået som kristendom. Kristendommen blev af de fleste opfattet som et vigtigt fundament for samfundet – en holdning, som især folkekirken nød godt af som majoritetens religionssamfund, mens andre kirkesamfund som minoriteter nok oplevede en mindre positiv holdning, og frikirker undertiden blev betragtet som sekter.
Sekulariseringen indebar, at mange begyndte at tro, at religion – efterhånden som modernitet og oplysning skred frem – ville miste betydning og måske efterhånden helt forsvinde. Men sidst i århundredet skete det modsatte: Religion vendte tilbage med fornyet styrke. I Danmark var det østens religioner og østlig inspireret religiøsitet – og ikke mindst islam – der satte religion på dagsordenen igen. Der tales langt mere om religion mand og mand imellem i dag, end det var tilfældet fx i 70’erne, og det er ikke længere så ildeset at fortælle åbent, at man er kristen og tilhører et kristent fællesskab. Samtidig må kristne indse, at samfundet er blevet multireligiøst, og at vi kun repræsenterer én stemme blandt mange religiøse stemmer – og ikke længere en privilegeret stemme.
Kristendommen blev af de fleste opfattet som et vigtigt fundament for samfundet.
Når man ser på udfordringerne i verden, er religion så en del af problemet eller en del af løsningen? I udviklingsarbejdet rundt om i verden har der været en voksende erkendelse af, at religion må tages alvorligt i ethvert udviklingsarbejde, og at der i religion og i religiøse fællesskaber er vigtige ressourcer at trække på. Samtidig oplever vi også en politisering af religion, idet kristendommen bruges politisk til at styrke dansk kultur og sammenhængskraften i samfundet, som det fx sker, når det i regeringsgrundlaget slås fast, at Danmark er et kristent land.
Den dominerende reaktion på religionens tilbagekomst har været at se religion som et problem.
Men den dominerende reaktion på religionens tilbagekomst har været at se religion som et problem, bl.a. på grund af de terrorangreb, som i de seneste årtier er blevet udført af ekstremistiske muslimer. Derfor ser mange religion som et farligt problem, der skal løses. Ateister er vågnet op til dåd og tager ideologisk set kampen op med religion – i forlængelse af en sekularistisk tradition. Andre har ønsket, at det offentlige rum blev sekulariseret, så religion blev forvist til privatlivet. Et eksempel på det er den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, der – måske nok især med tanke på islam – mente, at der var for meget religion i det offentlige rum.
Derfor afholdt Grundtvigsk Samfund i maj en høring på Christiansborg med titlen ‘Hvor bange er vi for religion?’ Årsagen til den negative holdning til religion skal måske nok findes i frygten for islam (eller ekstreme udgaver af islam), men i praksis får den konsekvenser for alle religiøse fællesskaber, da der gennemføres en religionspolitik, der tager afsæt i et negativt syn på religion og religiøse fællesskaber.
For ’de fra folkekirken afvigende trossamfund’ er betingelserne for at blive godkendt og dermed få visse privilegier – som fx adgangen til at forrette vielser med borgerlig gyldighed – blevet kraftigt strammet det sidste par år. Samtidig sker der fra politisk hold en slags særliggørelse af religion og religiøse fællesskaber, der dybest set er et udtryk for diskrimination.
Der sker fra politisk hold en slags særliggørelse af religion og religiøse fællesskaber, der dybest set er et udtryk for diskrimination.
Den såkaldte imam-lov, der blev vedtaget i foråret, kriminaliserer således bestemte ytringer fremsat i en religiøs sammenhæng, mens de samme ytringer fremsat fx i en politisk sammenhæng er lovlige. Et andet eksempel er et lovforslag, der undtager præster i alle trossamfund fra at kunne blive nævninge og domsmænd med den begrundelse, at de er religiøse forkyndere! Igen handler politikerne, så man får det indtryk, at de er bange for religion og religiøse personer.
I den situation er der grund til at appellere til politikere og alle andre i det danske samfund om at respektere den danske tradition for åndsfrihed og frisind, samtidig med at alle religiøse fællesskaber tydeligt må vise, at de er bevidste om deres ansvar for at bidrage til det fælles bedste i samfundet.
URL: https://baptist.dk/samfundets-syn-paa-religioese-faellesskaber/