Min kone og jeg har ofte besøg af vores børnebørn. De elsker at gå på opdagelse i kælderen. Der har jeg et skab, hvor der står ting fra min ungdom. De kan ikke bruges mere, men jeg kan ikke nænne at smide dem ud, for de har en affektionsværdi. Her går børnebørnene på opdagelse. Forleden fandt de mit gamle kamera fra 80’erne og nogle gammeldags filmruller, Kodak, 36 stk. De spurgte undrende: ”Hvad er det for noget, morfar?”
Poul Asger Beck,
Det gik op for mig, at selv om den ældste er ti år, så har de jo aldrig oplevet at bruge gammeldags filmruller. I stedet tager de gerne og med stor behændighed billeder med mobilen. Den yngste på fire år løber endda frejdigt rundt og laver sin egen videofilm. ”Det er da pærelet”, siger han med et stort smil.
Måden, vi tager billeder på, har altså radikalt forandret sig i løbet af de seneste år. Men det betyder på ingen måde, at vores behov for at tage billeder er blevet mindre. Måden, vi deler vores fotos på, er også totalt forandret. I gamle dage skulle vi jo aflevere vores Kodak-film i en butik, og så gik der dagevis, før vi så resultatet. I dag er billedet klart i samme øjeblik, det er taget, og sekunder efter kan hele verden nyde synet via de sociale medier.
Det er ikke behovet for at tage og dele billeder, der har forandret sig, men alene måden vi gør det på. Behovet for at tage og dele billeder er kun vokset i takt med, at det er blevet lettere. Den grundlæggende og ganske radikale ændring i måden, vi tager og deler billeder på, ser vi også på en lang, lang række af livets andre områder. Ændringerne er så store og så mange, at nogle taler om et paradigmeskifte.
Også kirkens område oplever store forandringer. Måden, det er relevant at være kirke på, forandrer sig med stor hast. Men det betyder på ingen måde, at behovet for tro, håb og kærlighed er blevet mindre. Snarere tværtimod. I takt med at så meget forandrer sig i det ydre, vokser også behovet for at finde et fast holdepunkt i det indre. Behovet for en personlig relation til Gud bliver stadig større i disse år.
Ændringerne er så store og så mange, at nogle taler om et paradigmeskifte.
Men ofte sker det på andre måder end gennem de etablerede kirker. Måske er det derfor, vi ser en massiv fremvækst i fx gospelkor, hvor deltageren oplever at synge sig livsglad ind i Guds nærvær. Eller i de mange pilgrimsvandringer, hvor vandrerne erfarer at ‘bede med fødderne’. Eller de stadig flere der i en retrætes stilhed og gennem guidede bibelmeditationer erfarer grundlæggende forandringer i deres kærlighed til Gud.
Alt sammen tydelige tegn på, at vores længsel efter og behov for Gud er stærkere end nogensinde. Samtidig med at måden, vi lever vores tro på, står under lige så store forandringer som overgangen fra Kodakfilm til digitale billeder.
Mange midaldrende oplever, at det er meget vanskeligt at få den yngre generation til at slutte op om den bestående form for kirke. Måske fordi det for de unge opleves som at være på det forkerte sted og gøre de forkerte ting? Det giver ikke rigtig mening længere.
Mange, der før var særdeles aktive og med stor glæde brugte lang tid og mange ressourcer i kirken, oplever, at aktiviteterne bliver meningsløse. De bliver trætte og derfor passive. Højst sandsynligt, fordi de oplever at være på det forkerte sted og gøre de forkerte ting. Det giver ikke rigtig mening længere. Gruppen af mennesker, der forlader kirken, er en af de største ‘kirkelige’ grupper, siger eksperterne.
Behovet for tro, kirke og meningsfulde trosfællesskaber er mindst lige så stort, som det altid har været.
Mange åndeligt søgende, der aldrig har fundet en plads i kirken, oplever gang på gang oprigtigt at gå i kirke og gå tomhændet hjem igen. De oplever at være på det forkerte sted og gøre de forkerte ting. Det gav ikke mening.
Intet af det, tror vi, er Guds gode vilje. Ingen af disse grupper er uden for Guds kærlighed eller interesse. Og nok så vigtigt: De, der i den etablerede kirke trofast slider og holder ud, dem ønsker Gud også at give liv, fylde, mening og indhold.
Hvor leder Gud os i en tid med store forandringer?
Det bliver drøftet lørdag d. 18. november på Landskonference 2 i Vejle.
Oplæg ved ‘Præsten og Psykologen’:
Hvem vil vi være kirkesamfund og menighed for og med?
Tag gerne hul på samtalen på Facebook – baptist.dk
Det er vores dybeste overbevisning, at Guds ønske om at nå, elske og frelse mennesker er det samme, som det altid har været, og det samme gælder vores længsel efter Gud.
Behovet for tro, kirke og meningsfulde trosfællesskaber er mindst lige så stort, som det altid har været. Det, vi behøver at se på, er måden, vi er kirke på. Her går Gud med os og viser os vejen. Det har Gud altid gjort, og han vil ikke svigte os nu, hvor vi behøver ham mest.
Men i fællesskab har vi stor brug for at bede og tænke, læse og lytte, dele og berige hinanden i denne vanskelige og sårbare proces. Vil du med på rejsen?
URL: https://baptist.dk/hvor-er-vi-paa-vej-hen-og-hvorfor/