Raymond Jensen,
Efter en perlerække af helligdage i første halvdel af kirkeåret er Guds tredelte natur fastslået og fejret. I anden halvdel af kirkeåret hører vi de store fortællinger om den treenige Guds virke: Peters fiskedræt, fortællingen om den fortabte søn, den rige mand og Lazarus o.a.
Trinitatis søndag har ikke sit udgangspunkt i en konkret historisk begivenhed, men indleder en periode, hvor Guds storhed forsøges beskrevet og kaperet, og hvor kaldet til efterfølgelse af Jesus er i fokus.
Gud er stor, og Gud er en udelelig enhed. Ikke desto mindre har Bibelen valgt at hjælpe os ved at beskrive Gud som en enhed bestående af tre dele, nemlig Fornyeren, Frelseren og Faderen.[1]
Helligånden er livgiveren, som helt konkret gør Guds nærvær levende i det enkelte menneske. Sønnen er Jesus Kristus, det inkarnerede ord, befrieren, som giver Gud ansigt og udlever kærligheden på jorden. Faderen er den skabende kraft og illustreres ofte ved naturens storhed. Han troner over alle og i alle!
Faderen og Sønnen er med i alt, hvad Helligånden gør. Den, som tager imod Helligånden, har indtaget den udelte Gud, og har på den baggrund del i det inkarnerede ord. Trinitatis-tiden er den rolige tid, ordet er hørt, og har vundet genklang. Nu er det tid til vækst, modning og handling.
Paulus vejleder til det gode liv: ’I øvrigt, brødre, glæd jer! Bring alt i den rette stand, tag imod formaning, vær enige, hold fred! Og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer. Hils hinanden med et helligt kys! Hilsen fra alle de hellige. Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!’[2]
Maximos Bekenderen[3] udtrykker det således: ’Selvom vi tilbeder Gud, der er hinsides alt, som Treenighed og Enhed, så er han hverken tre eller en, sådan som vi kan forestille os, når vi tænker på et tal.’
[1] Filipperbrevet kap. 4, vers 3-6
[2] 2. Korintherbrev kap. 13, vers 11-13
[3] Peter Halldorf: Det hellige år, s. 196
URL: https://baptist.dk/trinitatis/