”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd fra min mor undfangede mig.” De ord fra Salmernes Bog kap. 51 i Det Gamle Testamente er ofte blevet tolket som udtryk for det, man har kaldt 'arvesynd'. Den tanke har vi svært ved at forstå i en moderne, individualistisk kultur med et positivt menneskesyn. Vi spørger: ”Hvordan skulle jeg kunne være ansvarlig for noget, der er sket, før jeg overhovedet er blevet født?”
Johannes Aakjær Steenbuch,
Johannes Aakjær Steenbuch
Baptister har i tidens løb givet forskellige bud på, hvordan børn kunne frelses, når de nu ikke var troende og omvendte. Nogle har helt afvist læren om arvesynden, mens andre har peget på, at dens magt er brudt i kraft af Jesus. Nogle baptister har ment, at børn først er ansvarlige for at tage imod evangeliet, når de når en vis alder.
Det giver ingen mening at formulere en særlig ‘teologi om børnene’, for som mennesker står vi principielt i samme situation uanset, hvilken alder vi har. Vi forstår kun stykkevist, som Paulus skriver. Den dansk-tyske baptistpionér Julius Købner slog derfor fast, at vi alle er børn overfor Gud.
Når Jesus forklarer, at Guds rige tilhører børnene[1], skyldes det ikke, at børnene har en særlig privilegeret adgang til Gud. Pointen er snarere, at det ikke er vores evner og nok så modne åndelige kvalifikationer, der giver os adgang til Guds rige. Børnene har dog den fordel, at de ingen illusioner har om, at de kan gøre sig fortjent til nåden.
Det giver ingen mening at formulere en særlig ‘teologi om børnene’.
Når Jesus omvendt forklarer, at det er umuligt for en rig person at komme ind i Guds rige[2], er pointen jo, at det er umuligt for os alle sammen – men muligt for Gud. Pointen er, at vi alle er i samme båd og magtesløse syndere overfor Gud. Paulus gør det klart, at alle mennesker er blevet syndere med Adam, at ingen søger Gud, og at ingen derfor kan kaldes ’retfærdig’[3].
Synd betyder i Bibelen mere end bare at overtræde nogle regler. Synd og uretfærdighed kan defineres som det ‘at mangle en relation til Gud’. Synd er ikke nogle bestemte handlinger, men at vi som mennesker har et brudt forhold til Gud.
Det er altså ikke, fordi spædbørn er bevidst ‘onde’, eller fordi de har forbrudt sig mod en eller anden lov, men simpelthen fordi vi som mennesker fødes uden en relation til Gud. Den relation er der ikke naturligt, men skal oprettes.
Den gode nyhed er, at længe før vi blev født, har Gud gjort, hvad der skulle til for at genoprette den brudte relation mellem Gud og mennesker. Det er det, vi kan kalde ‘Guds forspring’.
I lyset af Jesus’ død og opstandelse har Gud alligevel en krog i os – allerede inden vi bliver født.
Som de naturlige mennesker, vi er født som, har vi ingen relation til Gud, men i lyset af Jesus’ død og opstandelse har Gud alligevel en krog i os – allerede inden vi bliver født.
Jesus kom ikke for at dømme mennesker, forklarer han, men for at tilgive og tage imod fortabte syndere. Jesus stiller ingen betingelser for Guds kærlighed. Derfor siger Jesus til sine disciple, at de ikke må forhindre børnene i at komme til ham.
Børn skal ikke igennem et ritual for at stå i det rette forhold til Jesus, for det har han allerede sørget for. I mange traditionelle kirkesamfund har man ellers ment, at børn skulle døbes for at få del i Helligånden, og derved komme i det rette forhold til Gud.
Men dåben er snarere et konkret udtryk for det forhold, som Gud allerede har oprettet til mennesker igennem Jesus. Baptister har peget på, at dåben derfor bør ske frivilligt og ved bekendelse. Dåben er, som Karl Barth udtrykker det, menneskets ’ja’ til det ’ja’, som Gud allerede har sagt i Jesus.[4]
Paulus forklarer, at de troendes børn er helligede ved dem.[5] Baptister har ofte læst det som et tegn på, at børnene i de tidlige kristne menigheder ikke var barnedøbte. Børnene er netop hellige uden at være døbt, fordi deres forældre er kristne.
‘Hellig’ betyder at være sat til side med et formål. Der ligger måske en pagtstanke i, at børnene er helligede ved troende forældre. Gud har indstiftet sin nye pagt med den kristne menighed. Men hvor andre kirkesamfund har ment, at børn af kristne naturligt var en del af den nye pagt, har baptister ofte peget på, at pagten handler om tro. Mange baptister har derfor afvist, at børn var en del af menigheden.
Børnene har en naturlig plads i menigheden, også selvom de ikke er døbte – endnu.
Risikoen er selvfølgelig, at man kommer til at opføre sig som Jesus’ disciple, der ville forhindre de små børn i at komme til ham. I dag er det mere udbredt at sige med Paulus, at børnene har en naturlig plads i menigheden, også selvom de ikke er døbte – endnu.
I mange år diskuterede danske baptister, om man skulle have et ritual for velsignelse af børnene. I begyndelsen var mange imod, men i dag er det almindeligt at praktisere barnevelsignelse. Denne udtrykker fint det forhold, at Guds kærlighed er betingelsesløs. Den sætter bekendelsesdåben i perspektiv, og minder os om, at Guds kærlighed også rækker uden for de døbtes rækker. Den nye pagt er i sidste ende for hele verden – også børnene.
[1] Lukas-evangeliet kap. 18, vers 16
[2] Lukas-evangeliet kap. 18, vers 24ff.
[3] Romerbrevet kap. 3, vers 9ff.
[4] Karl Barth, schweizisk reformert teolog, der i sine sene værker forsvarede et dåbssyn, der ligger tæt på baptisters.
[5] 1. Korintherbrev kap. 7, vers 14
URL: https://baptist.dk/i-skyld-har-jeg-vaeret-fra-jeg-blev-foedt/