Vibeke Dalsgaard
Jeg er overbevist om, at dette citat er en af vores første tanker, når vi sidder med et nyfødt barn i hænderne, uanset om vi er forældre eller andre pårørende. Trods alle gode intentioner lykkes det ikke altid. Så tænker du: ’Jeg gjorde noget forkert!’ Trøst dig med, at vi er andre, som også har oplevet, at det ikke lykkedes.
Vibeke Dalsgaard,
Vibeke Dalsgaard
Måske er det alligevel godt, at vi véd noget om barnet. Det kan lede os i det arbejde, det er at hjælpe barnet til tro. Vi kan begynde med mennesket som skabning. Vi er søgende og undrer os og stiller spørgsmål. Der er aldrig udgravet en kultur, uden der er fundet rester, der viser en religiøs søgning. Ateister findes måske, men ateistiske samfund findes ikke.
Troen på Jesus skal vi lære, men mennesker har søgt den religiøse dimension og dyrket solen, månen eller forfædrene alt efter, hvad der gav mening for dem. Poetisk er det beskrevet, at Gud hvisker et ønske om, at vi skal høre ham til i øret på ethvert nyfødt barn. Vi er alle født med en længsel mod vores skaber, og altså født troende.
Når vi skal hjælpe barnet på vej, er det vigtigt at vide, at barnet også er født med en vilje til at overleve. I de første år af et menneskes liv drejer det sig om at få de basale ting for at overleve – mad og tryghed. Hvis barnet ikke får dækket de basale behov i den første tid, kan det ende med at dø. I alle tilfælde af omsorgssvigt får det uoprettelige konsekvenser for resten af livet og ofte også for troen. Hvordan kan jeg tro på en kærlig Gud, hvis de mennesker, som jeg er betroet, ikke opfylder mine behov for at kunne leve? Så den første oplevelse af ‘Gud’ er, når mor eller far bøjer sig over vuggen, tager barnet op og giver dét, som barnet har brug for.
I alle tilfælde af omsorgssvigt får det uoprettelige konsekvenser for resten af livet og ofte også for troen.
Samtidig begynder barnet at gøre sig erfaringer med verden. I begyndelsen ikke med ord, men med sanserne. Udviklingspsykologen Jean Piaget sagde, at barnet altid vil relatere nye oplevelser og sansninger til noget, det véd i forvejen. Livmoderen var god og varm, men mors bryst er også varmt, men hov – ny erfaring – her er mad. Fars favn er også god, men kun når jeg er mæt! Sådan fortsætter barnet med at opbygge erfaringer i hjernen. Det er de erfaringer, som senere betyder, at barnet kan forholde sig til en særlig ny viden om at have en kærlig Far i himlen.
Barnet tænker altid konkret, og derfor skal vi også kommunikere konkret.
Efter et par år kommer der ord til, og vi kan begynde en anden kommunikation med barnet end den sansemæssige. Her er det vigtigt at vide, at barnet indtil ca. 10 års alderen ikke kan tænke abstrakt. Barnet tænker altid konkret, og derfor skal vi også kommunikere konkret, når vi fx svarer på spørgsmål. Svarene skal – uden at vi taler ned til barnet – tales ind i dets begrebsverden og til dets aldersniveau. Det kan være svært, for børn kan stille meget store spørgsmål og være konkrete til det makabre, og vi kan forfalde til at væve lidt rundt. Hvis vi bliver undvigende eller fx siger, at det skal barnet ikke bekymre sig om, ender vi med, at det holder op med at høre efter.
”Ja, farmor er ved at være gammel.”
”Så skal du nok snart dø. Hvad sker der, når du dør?”
”Så kommer jeg op til Gud i himlen.”
”Min mor siger, at man kommer ned i jorden.”
”Ja, det gør man også, men Gud henter os op i himlen.”
”Hvordan gør han det?”
”Det ved jeg ikke, men det ved Gud.”
”Nå. Okay!” – og så var det på plads.
Korte konkrete svar, som inspirerer barnet til at komme tilbage med nye spørgsmål. Vi kan nogle gange føle os fristede til at sige noget mere, når vi har ‘hul igennem’, men det fører sjældent til noget konstruktivt. Vi skal svare og vente på barnets egen refleksion.
Sprog er ikke alt, og det siges, at kun 10 % af det, vi opfatter hos hinanden, går ud som ord af munden. Vores kropssprog og vores adfærd betyder langt mere. Især børn er mestre i at afkode os, og derfor er de dygtige til at afsløre hykleri. Vi skal leve dét, vi siger.
I min barndom fik jeg en kort periode en veninde fra et godt kristent hjem. Der blev talt meget om Jesus’ kærlighed, bedt og holdt andagt hos dem. De var langt mere synligt kristne end i mit hjem, så kortvarigt var jeg fascineret. Samtidigt oplevede jeg også en følelsesmæssig kulde, og børnene blev ofte straffet for ting, som jeg slet ikke forstod. Min veninde oplevede ikke kærligheden, som blev sagt i ord, men kulden og straffen som en del af troen. Det kom der ikke meget godt ud af.
Det vigtigste, vi kan gøre for at gøre Jesus’ ord til vores børns arvegods, er at give dem kærlighed, omsorg og selv leve et liv, som de kan spejle sig i. Derudover kan vi på det praktiske plan fortælle eller læse historier fra gode børnebibler. Vi kan lære dem at bede og tage dem med i kirke, så de lærer, at kristentroen er forankret i et varmt fællesskab.
Børn er mestre i at afkode os, og derfor er de dygtige til at afsløre hykleri.
I menighederne skal vi give børnene plads og små opgaver. Det gør dem delagtige i fællesskabet og lærer dem, at det er godt at høre til.
Sidst, men ikke mindst, kan vi bede for dem. Vi kan gøre alt, hvad vi kan, og måske lykkes det ikke alligevel, men Jesus kan det, vi ikke kan: ’Lad de små børn komme til mig’, siger han[1]. Vi skal altid bede for, at de også kommer til ham.
[1] Markus evangeliet kap. 10, vers 14
URL: https://baptist.dk/guds-ord-det-er-vort-arvegods-det-skal-vort-afkoms-vaere/