Hvis er børnene? Sådan lød spørgsmålet. Svaret blæser i vinden – måske. Er børnene samfundets eller forældrenes? Er børnene Guds eller djævelens? Og hvilke børn taler vi om?
Bent Hylleberg,
Tankerne om ‘de små’ kan gå i mange retninger. Det mest almindelige spørgsmål ved en skilsmisse lyder: ‘Hvis er børnene?’ I pædagogisk regi handler det hurtigt om fjernelse af børn fra inkompetente forældre. I et økonomisk perspektiv diskuterer vi det rimelige i, at samfundet forskelsløst betaler børnepenge til alle.
Vi vil alle danse med, når det gælder om at sikre ‘gode vilkår’ for de mindste – i det mindste dem, der lever på vores breddegrader. Med den himmelflugt i tankerne handler spørgsmålet pludselig om børn, der drukner på Middelhavet. Hvem har ansvar for de børns skæbne? Kan vi sætte grænser for vores ansvar overfor ‘børn’? Ikke når det gælder børns trivsel. Men Gud tager sig heldigvis af børnenes evige ve og vel.
For børnenes skyld skal vi som forældre ofte have hjælp til at tage vare på vores børn.
Hvis vi som voksne har ansvar for vores egne handlinger, er børnene, der kommer til verden, normalt forældrenes. Ingen tvivl om det – så meget desto mere, som vi i et oplyst samfund kan adskille seksuel nydelse og børnefødsler. Ansvaret for barnet er forældrenes. Og heldigvis er de fleste børn ‘ønskebørn’.
For børnenes skyld skal vi som forældre ofte have hjælp til at tage vare på vores børn. Derfor har vi dagsinstitutioner og skoler. Hjælpen, der ydes her, kan forældre se som fællesskabets tilbud om at ‘socialisere’ børnene til et fællesliv i kulturen. Hvis forældre og politikere negligerer deres ansvar for børnene, overtager andre – fx Børns Vilkår – opgaven. Professor Løgstrup[1] har lært os, at vi altid ‘holder noget af et andet menneskes liv i vore hænder’. Det er et etisk grundvilkår.
Børns tarv ligger om noget ved roden af det evangelium, kirken er sat i verden for at tjene.
Ligesom med skolen forholder det sig også med kirken. Som kirke er vi til for at hjælpe forældre med at tage vare på børnene – herunder også deres åndsliv, dvs. deres udvikling til hele mennesker. Selv hvis samfundet pga. afkristning ikke regner kirkens opgave som nødvendig, fritager det ikke kirken for ansvaret. Børns tarv ligger om noget ved roden af det evangelium, kirken er sat i verden for at tjene.
Når spørgsmålet om, hvis børnene er, bliver stillet til en teolog, må mit svar også omfatte det syn på barnet, som evangeliet indeholder. Her deler teologerne sig. Mit perspektiv hører hjemme i den gren af reformationen, som døberbevægelsen prægede. De gik nye veje.
I Den katolske Kirke var det i kraft af kirkens embede – den rette ordination – at barnet blev sat fri fra fortabelsens virkelighed over i Guds rige. Barnet var i sig selv en del af ‘en fortabt masse’. Luther stod i den tradition. Luthersk forstået får barnet del i frelsen ved, at dåbens sakramente udføres. Dåben kan også forrettes med gyldighed – med frelsen som dåbsgave – af ikke-ordinerede døbte kristne. En sådan dåb kaldes dog ‘nøddåb’.
I døberbevægelsen tolkede man Det Nye Testamentes udsagn om dåben anderledes. Børn går ikke fortabt uden dåb, fordi Gud i Jesus’ liv, død og opstandelse har gjort det, der skal til, for at et barn hører hjemme i nådens sfære. Men til ret dåb hører, at den, der døbes, personligt modtager Guds gaver i tro.
En af kirkens vigtigste opgaver er at være til stede i familiernes livsverden på en sådan måde, at ‘Guds forspring’ bevares. Det sker ved, at evangeliet forkyndes til opbyggelse for de troende og for dem, der endnu ikke har bekendt deres tro i dåben, herunder børnene. Det er kirkens opgave at give barnet et sprog for troen. Derfor bør forældre lære at bede med deres barn. Og derfor inviteres børn til gudstjeneste og fællesskab på deres egne præmisser for at høre, at de først af alt er elsket – af Gud. Først når vi oplever os regnet med, begynder vi at tro på en sag – og at leve for den. Derfor er det vigtigt, at børn får en erfaring af, at de hører hjemme i Guds folk.
Gud har brug for dig i sin tjeneste for en ny og bedre verden. Det er dét, du døbes til!
Ved barnevelsignelsen siger jeg: ”Som kristne tror vi, at Gud har et forspring i ethvert barns liv. Han kommer altid først – og hvor Gud er på spil, er han til stede med kærlighed og velsignelse. Dét er det vigtigste af alt. Vores tro er et ekko af Guds nåde. Vi lærer Guds nåde at kende via de bibelske fortællinger. På den måde bliver vi en del af Guds historie med hans verden! Han indbyder os til at udfolde troens gave og til at træde i Jesus’ fodspor til gavn for andre. Derfor beder vi om Guds velsignelse over et barn med navns nævnelse.” Herpå læser jeg beretningen om Jesus, der tager imod børnene og velsigner dem.[2]
Og jeg slutter med at minde om det, der skal til for at bevare Guds forspring i barnets liv: Guds og menneskers trofasthed, herunder forældrenes og menighedens forbøn, så barnet – når tiden er inde – ønsker at blive døbt for at tjene Gud sammen med hans folk. Og når barnet spørger: ”Hvorfor skal jeg døbes?” lyder det gode svar: ”Gud har brug for dig i sin tjeneste for en ny og bedre verden. Det er dét, du døbes til! Kom – vær med! Vov at være, hvad du i Kristus er!”
[1] K. E. Løgstrup (1905-81), professor ved Aarhus Universitet i Etik og Religionsfilosofi
[2] Markus-evangeliet kap. 10, vers 13-16
URL: https://baptist.dk/er-ethvert-barn-mon-et-guds-barn/