Lena Jørgensen:
Er der børn i menigheden, må der selvfølgelig også være noget i gudstjenesten, der henvender sig til dem. Det kan være sang, børnevenlig tekstlæsning med billeder eller at børnene har en opgave: Byde velkommen ved døren, samle penge ind, tænde lys osv. Men det kunne også være børnetaler.
Lena Jørgensen,
Lena Jørgensen:
Det er vigtigt, at børnetalens indhold harmonerer med den tekst eller det tema, som gudstjenesten er bygget op om. Der skal være en rød tråd, som er til at få øje på. Jeg lægger også vægt på at være ærlig. Det skal være noget, jeg selv har oplevet, eller som jeg føler stærkt for.
Ja – bestemt ikke ved en lang talestrøm. Der skal være noget visuelt og børnene skal involveres eller aktiveres. Måske kan de holde remedier, som indgår i børnetalen, eller være statister i den historie, man fortæller. De kan måske lede efter fåret, der blev væk. En ‘hemmelig’ ting man har med i fx en kuffert, som først afsløres hen i forløbet, øger også opmærksomheden.
Det er en rigtig god måde at fange børnenes – og de voksnes – interesse på. I dukketeater er det tilladt at sige alt muligt – næsten da – og man kan stille både dumme og naive spørgsmål. Det er det utroligste, sådan nogle dukker kan få sig selv til at sige – helt uden at rødme.
Det kan være du tænker: ‘Det er ikke noget for mig – det har jeg slet ikke mod til’. Men det er faktisk ikke så slemt. Man sidder jo gemt bag et tæppe, og det er dukkerne, der taler, ikke én selv. I Odense har det været to mus, som har talt, og i de seneste år har min muse-kollega og jeg skiftedes til at skrive stykkerne.
Jo! Ofte har jeg fortvivlet lørdag aften sagt til Gud: ‘Jeg har jo ikke noget!’ Alligevel er det altid lykkedes at få holdt børnetalen. Gud har aldrig ladet mig i stikken.
Så, hvis du har lysten – kast dig bare ud i det!
Julius: Hej Anton – hvad laver du her?
Anton: Ikke noget – eller det vil sige – jeg venter.
Julius: Venter du? Hvem venter du på?
Anton: Ikke på nogen. Jeg venter bare med at gå hjem.
Julius: Nå, hvorfor det?
Anton: Jo, for i morges, inden jeg skulle i skole, sagde min mor, at jeg skulle passe de små, når jeg kom hjem.
Julius: Jamen, skal du så ikke det?
Anton: Nej, hvorfor er det lige mig, der skal gøre det? Det kan da lige så godt være en af mine andre søskende – der er jo så mange andre.
Julius: Jo, men din mor har jo sagt det til dig.
Anton: Æv ja – men hun kan da bare sige det til en af de andre.
Julius: Jamen Anton – det kan jo være, de skal hjælpe til med noget andet – købe ind eller vaske op eller sådan noget. Det kan jo være, det er din tur til at se efter de små.
Anton: Jeg har ikke lyst. Skal vi ikke hellere gå hjem til dig og spille sky-landers?
Julius: Nej, ved du nu hvad, Anton! Det går altså ikke. Det handler faktisk om ansvarlighed.
Anton: Ansvar-hvad-for-noget?
Julius: Ansvarlighed. Det er et nyt ord, jeg lige har lært.
Anton: Hvad betyder det?
Julius: Ja, det er noget med, at vi skal gøre det, der er brug for. Jeg mener det, der er vigtigt, sådan at vi hjælper hinanden. Altså: Du skal hjælpe din mor med det, du kan – fx passe de små.
Anton: Arh – det er vel ikke så vigtigt. Jeg kan jo bare passe dem en anden dag. Jeg skal vel også have lov til at holde fri, når jeg har lyst.
Julius: Hvad nu, hvis din mor bare har lyst til at holde fri? Hvad nu, hvis hun siger: ’Det er ikke så vigtigt, at jeg laver mad til musebørnene i dag – jeg kan da bare lave det en anden dag!’
Anton: Nej, det kan hun da ikke!
Julius: Nej vel. Det gør hun heller ikke. Din mor er nemlig ansvarlig. Hun gør det, der er vigtigt. Det skal du også gøre, Anton.
Anton: Ja – det er vist rigtigt.
Julius: Du, Anton. Skulle jeg ikke lige gå med dig hjem og se efter de der kulrede museunger?
Anton: Ja, gider du? Tak, Julius – du er min bedste ven.
Julius: Ved du hvad, Anton? Det kan være, du må få lov til at holde fri i morgen – så kan vi jo bare spille sky-landers i morgen, ik´?
Anton: Laurits – er det dig? Hvad laver du?
Laurits: (Siger ikke noget)
Anton: Laurits, gemmer du dig?
Laurits: Shhh. Er han gået?
Anton: Gået. Hvem?
Laurits: Ja, Ingolf. Var det ikke ham, der var her lige før?
Anton: Jo, det var det. Han er gået. Gemmer du dig for Ingolf?
Laurits: Gemmer og gemmer – jeg har bare ikke lige lyst til at møde ham lige nu.
Anton: Hvorfor ikke?
Laurits: Nej – det har jeg bare ikke.
Anton: Jamen, hvorfor ikke? Der må da være en grund. Er der sket noget?
Laurits: Ja, det kan man godt sige. Der er sket det, at hans cykel er blevet væk.
Anton: Nå, men hvad har det med dig at gøre?
Laurits: Jo, forstår du. Den anden dag skulle jeg til fødselsdag, og jeg havde glemt at købe en gave, og klokken var rigtig mange, så jeg kunne næsten ikke nå det. Jeg løb af sted og havde rigtig travlt, og så var det, at jeg kom forbi Ingolfs hus, og så fik jeg øje på hans cykel – den stod lige inden for hækken – og så tænkte jeg, at jeg lige kunne låne den. Det ville Ingolf nok ikke have noget imod.
Anton: Nej, det tror jeg heller ikke, at han ville. Men hvad så?
Laurits: Jo, så cyklede jeg hen til butikken og skyndte mig ind for at købe gaven, men da jeg kom ud, så var den væk!
Anton: Hvad – var gaven væk?
Laurits: Nej, nej, ikke gaven – cyklen var væk.
Anton: Var cyklen. Av det var ikke så godt. Hvad sagde Ingolf så?
Laurits: Ja, det ved jeg jo ikke, for jeg tør slet ikke snakke med ham. Men jeg hørte, at han gik og spurgte de andre, om de havde set hans cykel. Inden han fik spurgt mig, så skyndte jeg mig væk, så han ikke kunne se mig.
Anton: Av, så har du det ikke så godt.
Laurits: Nej – jeg har helt ondt i maven.
Anton: Det kender jeg godt.
Laurits: Gør du, Anton?
Anton: Ja, jeg gør. Engang var jeg kommet til at vælte min mors bedste vase. Det var en vase, som havde stået hjemme hos min mormor, så den var rigtig gammel, og min mor var så glad for den.
Laurits: Jamen, hvordan kunne du komme til at vælte den?
Anton: Ja, det var jo, fordi jeg legede: ‘Jorden er giftig’, og så klatrede jeg lidt på den reol, hvor vasen stod, og så væltede reolen.
Laurits: Hold da op – det var ikke så godt. Hvad sagde din mor?
Anton: Jeg ved det ikke rigtig, for jeg skyndte mig ud, og jeg turde ikke komme hjem igen. Det var først, da det blev mørkt, og jeg begyndte at fryse, og jeg var rigtig sulten, at jeg kom hjem – jeg var jo nød til at gå hjem til sidst. Selvom jeg ikke turde. Jeg var rigtig bange, Laurits.
Laurits: Det kan jeg godt forstå.
Anton: Så da jeg kom hjem, så måtte jeg jo sige til mor, hvad jeg havde gjort, og jeg græd og var rigtig ked af det, og jeg sagde undskyld.
Laurits: Hvad sagde hun? Fik du mange skæld ud?
Anton: Nej – det var det helt fantastiske. Mor sagde, at det selvfølgelig var en vase, som hun var glad for, men det var jo kun en ting, og hun var mere glad for, at jeg ikke var kommet til skade, da reolen væltede. Og så sagde hun, at hun var mest glad for, at jeg selv kom og sagde undskyld. Og ved du hvad, Laurits, det skal du også gøre.
Laurits: Mig – nej, det tør jeg ikke.
Anton: Jamen, så kan du jo ikke snakke med Ingolf mere, og så vil du blive ved med at have ondt i maven. Du er nødt til at sige undskyld.
Laurits: Jamen, det er så forfærdeligt, at hans cykel er væk, og det er min skyld.
Anton: Ved du hvad, Laurits – jeg skal nok gå med dig.
Laurits: Vil du? Åh, Anton – du er min bedste ven. Jeg kan sige til ham, at han må få mine lommepenge, indtil der er nok til en anden cykel.
Anton: Det kan også være, vi kan spørge politiet, om de har fundet Ingolfs cykel. Det sker sommetider.
Laurits: Er det rigtigt? Det ville være helt fantastisk. Tak, Anton!
Anton: Øv-øv-øv-øv
Julius: Jamen dog. Du lyder ikke så glad. Er der noget galt?
Anton: Galt! Alting er galt.
Julius: Uha da. Er der slet ikke noget, du kan være glad for?
Anton: Nej, ingenting.
Julius: Jamen, hvad med julen – var den ikke god? Fik du ikke nogen gode julegaver?
Anton: Jo, jeg fik en hættetrøje, hvor der var skrevet noget på – den var rigtig sej, men den var for lille.
Julius: Jamen, så kan du jo bare bytte den.
Anton: Ja, det har jeg jo prøvet, men så havde de den selvfølgelig ikke i min størrelse, og så var farven helt forkert, og der stod noget helt andet på.
Julius: Nå da. Men du fik vel andre gaver?
Anton: Jo, jeg fik en fjernstyret bil. Den var jeg glad for, men så kom min far til at træde på den, så den blev helt smadret. Jeg fik også en lommelygte, der kunne lyse rigtig godt, men min lillebror kom til at tabe den i en stor vandpyt, og så var den ødelagt.
Julius: Du er godt nok uheldig. Men nytårsaften – det var da sjovt. Der var vi jo sammen, og vi fik rigtig god mad. Og vi så alle raketterne – det var da flot – synes du ikke?
Anton: Ja, det kan du sagtens sige. Jeg synes ikke, det var særlig sjovt at have brugt alle sine lommepenge på en stor raket, og da jeg så skulle tænde den, så fløj den bare ikke op i luften. Det var en fuser. Hvor sjovt er det? Og så var det i øvrigt regnvejr.
Julius: Ja, det var det jo. Og du vandt selvfølgelig heller ikke mandelgaven til jul.
Anton: Jo, det gjorde jeg faktisk.
Julius: Der kan du bare se. Det er ikke alting, der er dårligt. Hvad vandt du?
Anton: Jeg fik en lottokupon. Men den vinder jeg selvfølgelig ikke noget på.
Julius: Nej, ved du nu hvad, Anton – du tror vel ikke, der er ret mange, der vinder på lottokuponer. Jeg synes godt nok, at du er noget af en sortseer. Du skulle hellere tænke på alle de gode ting, der er.
Anton: Hva’ for nogle gode ting?
Julius: Ja fx, at du ikke er syg. Eller at du har gode venner. Eller at du får mad hver dag. Alt sådan noget. Der er da meget, man kan være glad for. Jeg tror i hvert fald ikke, at Gud har skabt alting for at gøre os kede af det. Tværtimod. Jeg tror, at han gjorde det for at gøre os glade, og for at vi skal have et godt liv.
Anton: Det er let nok at sige. Hvad så når alting går imod en?
Julius: Ja, så tror jeg, at vi skal prøve at hjælpe hinanden med det, der er besværligt. Det er jo det, man har gode venner til.
Anton: Jamen, hvordan?
Julius: Ja, fx så har jeg faktisk to lommelygter, og ved du hvad, du må godt få den ene.
Anton: Er det rigtigt? Det vil jeg gerne. Tak.
Julius: Og det med bilen – du har jo snart fødselsdag – så kan du jo ønske dig en ny.
Anton: Ja, det kan jeg jo godt. Det var en god ide. Ih, Julius, jeg har det allerede meget bedre.
Julius: Ja, det gælder bare om at se lidt lyst på tingene. Og ved du hvad, Anton? Det kan da godt være, at du vinder på lotto-kuponen.
Anton: Ja, måske er jeg heldig.
URL: https://baptist.dk/det-er-for-boern/