Maleri af Arne Haugen Sørensen
De dødes opstandelse – at døden ikke har den definitive magt over mennesket – er et afgørende tema i Det Nye Testamente. Fra Det Gamle Testamente har vi samtidig motivet, at vi er skabt i Guds billede, dvs. skabt med en høj bestemmelse og dermed en længsel efter den fuldendelse, som opstandelsen indebærer.
Johannes Værge,
Fordi jeg er af jord, er jeg knyttet til livet hernede,
men jeg bærer også et stykke af guddommeligheden,
og derfor gør en længsel efter den kommende verden mit hjerte uroligt.
Gregor af Nazians (ca. 330-390).
Gennem længslen udhuler Gud sjælene.
Ved at udhule dem gør han dem bedre i stand til at modtage ham.
Augustin (354-430)
’Vi skal alle forvandles’[1], skriver Paulus og redegør for det evighedshåb, der har sit grundlag i Jesus’ opstandelse. Forvandlingen i opstandelsen hænger sammen med, at der er et højere mål for os, end nogen af os når i det jordiske liv. Vi kommer uundgåeligt til kort, svigter, går fejl. Men vores livsvej er ikke slut med døden. I opstandelsens møde med Kristus klarlægges det, hvad der mangler. Det sker i dommen.
Vores skyld kan blive smertelig at se i øjnene, men det store håb er da at kunne tage imod det helbredende, rensende og fuldendende lys, der strømmer os i møde fra Kristus. Så vi i en lægende proces efter døden befries til det, vores dybeste længsel peger på: Et liv uden forvridninger, direkte forbundet med livskilden i et nyt, forløst fællesskab med hinanden – virkeliggørelsen af vores bestemmelse som skabt i Guds billede. En fuldendelse, hvor vi bliver ét med Sønnen og Faderen[2], hvor Gud bliver alt i alle[3], og vi skal ’bære det himmelske menneskes billede’[4], dvs. ligedannes med Kristus, Guds levende billede.
Maleri af Arne Haugen Sørensen
En skelsættende begivenhed i fortællingerne om Jesus er forklarelsen på bjerget[5] – hvordan Jesus med ét blev forvandlet og blev lysende, som ingen jordiske midler kan få noget til at lyse, og han talte med for længst afdøde skikkelser, Moses og Elias – en forbindelse tværs gennem tid og rum. Tilsammen er det udtryk for, at der i Jesus er en lysfyldt virkelighed af en anden verden på færde.
Det er det lys, som i beretningerne om Jesus helbreder syge, sætter lamme i bevægelse, kalder håb frem i stivnede og fortabte og overvinder døden. Kalder på vores dybeste længsel efter forløst liv. Det er dét forvandlende lys, vi på særlig måde vil møde i døden, i mødet med Kristus.
’Lys’ er et afgørende billede på det, som nyskabende – i livet og i døden – udgår fra Gud og Kristus. Skabelsen begynder med lys, vi udgår fra lysets hjem, og alt ender i Guds lys. ’Lys i dit lys skal vi skue’, som vi synger med Ingemann[6]. Dér er den begrænsede erkendelse og det stykkevise overvundet, så vi skal ’kende fuldt ud’[7], se det samlede billede, nå vores bestemmelse som lysets børn – forvandlede, befriede, dvs. rensede for det, der har forvansket Guds mening med hver enkelt af os. Dér samles alle mit livs tråde.
Gud selv er lys, og vi er skabt i Guds billede med den bestemmelse, som disciplene så lyse i Jesus i forklarelsen på bjerget. I dåben og troen tager vi allerede nu hul på at blive forvandlede på samme måde, blive lys. I nadveren styrkes dét indre menneske, som skal lyse, hvor Gud er blevet alt i alle. Allerede nu kan vi altså øve os i at tage det, der er grundlaget for det evige liv, til os: Det, der lyser i Kristus, kærligheds og sandheds forløsende ånd.
Om overgangen til opstandelseslivet hos Gud bruger Paulus[8] billedet af sædekornet, der opløses i jorden og kommer op som en plante, med klar forbindelse til det, der er lagt i jorden, men forandret i skikkelse. ’Vi skal alle forvandles’ – fra jordisk til himmelsk legemlighed. I det hele taget er det himmelske en anderledes indrettet virkelighed end den jordiske. Himlen i denne forstand er ikke en lokalitet og ikke det samme som den astronomiske himmel, som vi kan udforske med instrumenter. Himlen med stort H er en virkelighed, vi ikke har adgang til med menneskelige midler, kun med Guds, en virkelighed i andre dimensioner og på andre betingelser.
Og dog gælder det, at der dybest set kun er ét liv. Det himmelske, evige liv er fuldendelsen af det jordiske liv, befriet fra dødens og mørkets magt. Martin Luther bruger den formulering, at hele vores jordiske liv er det materiale, som Gud bruger til at nyskabe os i opstandelsen.
Johannes Værge er pensioneret sognepræst og forfatter til bl.a. ’Efter døden. En bog om det evige liv’, ’Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom’ og senest ’Guds skrøbelige arvinger. En bog om menneskets fald og fuldendelse’.
Der er altså en sammenhæng fra det jordiske ind i det himmelske – og den anden vej: Opstandelsetroen viser sammen med skabelsestroen, at der hviler en høj bestemmelse over mennesket. Vi er Guds arvinger, som Paulus skriver[9], modtagere af al den forvandlingskraft, Kristus har sat ind i verden. Bevidstheden om denne høje status er som en nådig, varmende lysåbning over vores jordiske liv, så vi ranker ryggen og bliver båret af tro og håb og af den kærlighed, der er forskud på arven.
1 1. Korintherbrev kap. 15
2 Johannes-evangeliet kap. 17, vers 22
3 1. Korintherbrev kap. 15, vers 28
4 1. Korintherbrev kap. 15, vers 49
5 Matthæus-evangeliet kap. 17, vers 1-8, Markus-evangeliet kap. 9, vers 1-8, Lukas-evangeliet kap. 9, vers 28-36
6 B. S. Ingemann: Til himlene rækker din miskundhed, Gud
7 1. Korintherbrev kap. 13, vers 9-13
8 1. Korintherbrev kap. 15, vers 35ff.
9 Romerbrevet kap. 8, vers 17
URL: https://baptist.dk/livet-efter-livet-laengsel-og-fuldendelse/
