Revolutionerende påske

Revolutionerende påske

Opstandelse
- om at lægge tøj sammen og servere brunch

Allan Ibsen,  

Det første, den opstandne Kristus gør, er at lægge tøj sammen.
Klædet over ansigtet bliver rullet pænt sammen og lagt for sig selv.
Det sidste, han gør, er at servere brunch for disciplene på stranden.
Brød og fisk der bliver delt rundt, så alle de sultne og trætte får mad.

Universets skaber sidder ved et bål og steger mad til sine venner.

Jesu død er storpolitik i opgør med Romerriget.
Det er religionskritik i opgør med præsterne.
Det er voldsomt, vildt og blodigt.

Men hos Johannes er der – efter fredag – en helt anden tone.
Den korsfæstede og opstandne
lægger tøj sammen,
spørger: ‘Kvinde hvorfor græder du?’
siger: ‘Fred være med jer!’
steger fisk og varmer brød på et bål
til dem, der har svigtet ham.

Hvorfor gør han det, Johannes?

Fortæller så detaljeret
om så dagligdags ting,
ordne vasketøj og sørge for madpakker

Det har været påske,
korsfæstelse og opstandelse,
og så handler det om at
ordne vasketøjet og sørge for madpakker.

Ligesom det gør for os
efter påske.

Er det mon det, han vil have os til at forstå,
at verden aldrig bliver den samme igen,
og
der er vasketøj, der skal ordnes, og madpakker, der skal smøres?

At hele jorden og alle mennesker skal
forandres,
fornyes,
frelses,
og
der er vasketøj, der skal ordnes, og madpakker, der skal smøres.

URL: https://baptist.dk/revolutionerende-paaske/