En aften i 1980 læste en ven følgende op for Hans Berntsen: ’Disse tegn skal følge dem, der tror: De skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.’ Fra da af var der vendt op og ned på Hans Berntsens liv.
Stine Kofoed Møller,
Hans Berntsen og hans nu afdøde kone Inge havde været til møde i Bethelkirken i Aalborg. De var inviteret på kaffe hos et vennepar, en bager og hans kone. Inden afskeden læser vennen et par vers op fra Bibelen. Det var ordene: ’Disse tegn skal følge dem, der tror… ‘.[1]
På det tidspunkt var der gået mere karriere end kirke i den for Hans. Det blev ikke til megen bøn og bibellæsning. Han var ikke en specielt aktiv kristen: ’Jeg havde hørt disse vers måske hundrede gange før, men da bageren læste versene op den aften, skete der noget inden i mig.’ Sådan beskriver Hans Berntsen det i sin bog ‘Et helt nyt liv!’ Kort efter blev han døbt med Helligånden, og hans tro fik en helt ny og levende dimension.
En evangelist, der brænder for at se mennesker komme til tro på Jesus.
Berntsen er inviteret til Ringsted Frikirke. Kirken er fyldt. Folk sidder i gangen; kirkens café er også i brug, så der er sikret en siddeplads til alle. De sidste må dog nøjes med at høre budskabet i højtaleren. 150 er kommet, og mange af dem er nye og lokale fra Ringsted og omegn. Hans hvisker til mig: ’Jeg bliver så begejstret, når der kommer nye mennesker!’ Det er ordene fra en evangelist, der brænder for at se mennesker komme til tro på Jesus.
Mens vi synger, tager Hans pludselig sin lille brune bog frem og begynder at skrive i den. Inden og under møderne modtager han ‘kundskabsord’ i form af smerter på kroppen. Så snart han har skrevet dem ned i sin brune bog, forsvinder smerterne igen. Inden han går i gang med at bede, fortæller han, hvor han har oplevet smerter, og folk, der har de smerter, rækker en hånd i vejret. Ikke alle har frimodighed til at række hånden op, men når det bliver deres tur til at blive bedt for, spørger de: ’Har der været en oppe med den skulder, som du talte om?’ – Og hver gang ser han, at de bliver helbredt.
Han fortæller til indledning, at han lige er blevet gift med Bente, og at de netop er hjemvendt fra Filippinerne, hvor de har været på en kombineret bryllups- og missionsrejse. De besøgte bl.a. et filippinsk fængsel, hvor store, stærke forbryderes hjerter smeltede ved at høre budskabet om Jesus, og de sagde ja til at modtage ham i deres liv.
Jeg manipulerer ikke med Gud. Han er ikke min marionetdukke.
Han fortæller også en del vittigheder. Der bliver grinet. Han formår at skabe hygge og tryghed i mødet, og han har alles fulde opmærksomhed. En ven sagde engang til mig: ’Det er som om, Hans trækker dagligstuen ind i kirkerummet.’ For Hans er det vigtigt, at folk hører budskabet om Jesus, og at de deltager i hele mødet, inden han begynder på forbønnen: ’Det er altid fantastisk, når nogen bliver helbredt, men det allervigtigste er, at de siger ja til Jesus, at de bliver frelst og får et evigt liv.’
Hans Berntsen har flere gange bedt for syge på TV. Senest i TV2-programmet: ’Healing – den sidste udvej’. På spørgsmålet, om han ikke manipulerer med Gud, når han stiller op på landsdækkende TV, er han meget klar i sit svar: ’Jeg manipulerer ikke med Gud. Han er ikke min marionetdukke. Det er ikke mig, der bruger Ham, men Ham, der bruger mig.’
Og hver gang ser han, at de bliver helbredt.
Hans har for mange år siden lavet en aftale med Gud om, at hvis Gud vil bruge ham til at bede for syge, så vil han stille sig til rådighed: ’Jeg lever efter missionsbefalingen. Jesus siger til sine disciple, at de skal gå ud i alverden og prædike evangeliet. Og at de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver raske. I dag skal vi gøre det samme, som Jesus bad sine disciple om. I samme skriftsted, siger Jesus også, at tegn og undere skal følge dem, som tror.’
Bliver du aldrig nervøs for, at der ikke sker nogen mirakler, spørger jeg: ’Jeg har lært at stole på, at det vigtigste er at gøre det, Jesus beder mig om. Og jeg lover aldrig nogen, at de bliver helbredt. Men da TV2 stillede op med to sklerose-patienter, tænkte jeg: Kunne de ikke have taget to med dårlig ryg? Om det var præstationsangst? Det tror jeg ikke, nok mere en nervøsitet på Guds vegne. Og så så vi, at Gud greb ind. Efterfølgende er der kommet mange sklerose-patienter på møderne for at få forbøn, og vi ser helbredelser iblandt dem.’
Hans fortsætter: ’Mange af dem er ikke kirkevante og har muligvis slet ingen tro, eller en meget lille tro, når de kommer. Det er meget klart, at det ikke er noget krav for den syge for at opleve helbredelse. Det, de har, er en tillid. Der står i Jakobs Brev: ’Hvis nogen iblandt jer ligger syge, kan I tilkalde menighedens ledere. De vil salve jer med olie i Herrens navn og bede for jer. Så vil bøn i tillid til Herren gøre jer raske’. Troens bøn kan udrette store mirakler.’[2]
Når Hans beder for syge, er hans bønner meget enkle og korte. Det er ikke lange bønfaldende ord, men en enkelt bøn i tillid til Gud.
’Ja, alle kan bede for syge. Bibelen fortæller, at nogen har en særlig gave til helbredelse. Jeg tror på, at Gud har givet mig den særlige gave, og jeg har fået frimodighed til at virke i den gave.’ Og Hans drømmer om, at Gud rejser mennesker op i kirkerne med gaven til helbredelse. Han oplever, at det er begyndt i det små.
For Hans er der ikke forskel på, om han kommer til en pinsekirke, baptistkirke eller folkekirke. Han glæder sig bare over kirkernes åbenhed. Efter mange års tjeneste, oplever Hans også, at danskerne generelt er blevet mere åbne overfor det åndelige: ’Før i tiden – når man talte lidt for meget om mirakler – så troede folk, at man var lidt skør. I dag er der en stor åbenhed, og jeg tror, de fleste mennesker – også selvom de ikke siger det – tror på, at der er en eller anden åndelig dimension.’
Kunne de ikke have taget to med dårlig ryg?
Berntsen har så uendelig mange historier om mennesker, der bliver helbredt. Når han fortæller, er det som om, der er en rød tråd i hans tjeneste: At ’dørene bare har åbnet sig’ for ham. Gud sender syge mennesker til ham – i og udenfor kirken – og han får kontakter i indland og udland. Han bygger kirker og skoler i udlandet, seneste indvielse af en ny kirke var i Afrika blandt masaierne i november.
Det mærkes tydeligt, at han har en stor tillid til og er afhængig af Gud. Da jeg sidder sammen med ham i hans nye hjem i Farum, hvor han bor sammen med sin kone Bente, oplever jeg et meget ydmygt og velsignet menneske. For to år siden mistede Hans sin kone Inge til kræften, og jeg må spørge, om han ikke er blevet sur på Gud over, at Inge ikke blev helbredt: ’Nej, aldrig. Inge sagde: Jeg er heldig, at jeg kommer før jer andre.’
Jeg må spørge, om han ikke er blevet sur på Gud over, at Inge ikke blev helbredt.
Hans er kommet på Facebook – et medie, han ikke havde regnet med, var noget for ham. Det viser sig at være et fantastisk redskab. Han fik meget hurtigt så mange venner, at der nu ikke er plads til flere. På sin Facebook-side lægger han videoer op af helbredelser og fra rejser i udlandet. De bliver vist og delt mange gange. Når jeg spørger, om han fristes til at stoppe, er svaret meget klart nej. At bede for syge og tjene Jesus giver ham energi.
Køen til forbøn har været lang, meget lang, og Berntsen har nu været i gang i 3-4 timer. Endnu engang har mange modtaget et mirakel, nogle ved at blive helbredt, andre ved at sige ja til Jesus – eller begge dele. Hans er også ved at være træt, men han siger ja til en sidste bøn, da jeg sniger mig hen til ham i caféen og spørger, om han også lige vil bede for mig.
[1] Markus-evangeliet kap. 16, vers 17-18
[2] Jakobs brev kap. 5, vers 14
URL: https://baptist.dk/det-er-gud-der-bruger-mig-ikke-omvendt/