- siger Johannes Aakjær Steenbuch. Han er vokset op på Bornholm med en frisindet og økumenisk kristendom. Familien tog på Danske Kirkedage og gik jævnligt i kirke hos deres venner, folkekirkepræsterne Inge og H.C. Lorentzen. I sin studietid har han bevæget sig i det grundtvigske studiemiljø omkring foredragsforeningen Studenterkredsen.
Torben Andersen,
Johannes Aakjær Steenbuch
Jeg håber at kunne fortsætte med at forske freelance i teologi- og kirkehistorie, i hvert fald på deltid. Min kone har studeret teologi, og det er planen, at hun skal være sognepræst. Hvor det bliver, ved vi endnu ikke.
Gennem mit arbejde med kirkefædrene gik det op for mig, at der er ting i den grundtvigske og lutherske teologi, der ikke stemmer overens med det, jeg læste. Folkekirken er selvfølgelig rummelig, men i stedet for at forsøge at få det til at gå op teoretisk valgte jeg for nogle år siden at blive medlem af Baptistkirken, for her er det ikke den teoretiske bekendelse til abstrakte læresætninger, det handler om, men den personlige bekendelse til Kristus som herre. Ved at læse nyere reformerte, dialektiske[1] teologer som franske Jacques Ellul og schweiziske Karl Barth samt tidlige engelske baptister har jeg nærmet mig den opfattelse, at dåben ikke er et sakramente. Den må forstås som en bekendelse til den nåde, der allerede er en realitet med Kristus’ død og opstandelse. Det betyder ikke, at barnedåben er ‘ugyldig’, men at bekendelsesdåb svarer bedre til evangeliet.
Dåben må forstås som en bekendelse til den nåde, der allerede er en realitet med Kristus’ død og opstandelse.
Jeg har boet på Nørrebro og kom i Kristuskirken, da der var såkaldt ‘Ørkengudstjeneste’[2]. Det slog mig, at der lå salmebøger i kirken, og da jeg besøgte Kristuskirkens formiddagsgudstjeneste, fik jeg afkræftet nogle af mine fordomme om frikirker som poppede og pjattede. Samtidig mødte jeg en god, personlig forkyndelse.
Baptistkirkens stærke side er dens bredde – at vi ikke har en bestemt bekendelse, som alting skal passe ind i, men at den enkelte i fællesskab med andre er fri til at læse og tolke Bibelen. Det er også den svage side, for det kan betyde, at teologisk refleksion spiller en mindre rolle. Baptistkirkens stærke side er også den græsrodsagtige og frie kirkeform, men risikoen er samtidig, at den laveste fællesnævner kommer til at sætte dagsordenen.
Det er måske at forkynde evangeliet ind i en kirkefremmed kultur, men uden at udvande evangeliet. Der er samtidig så mange forskellige teologiske synspunkter, at det kan være svært at navigere. Vi er nødt til at tale sammen økumenisk, altså fælleskirkeligt, for i det mindste at få en fornemmelse af, hvad vi hver især står for.
Det er for tiden det principielle: Hvad vil det sige, at Gud er nådig – at frelsen hverken afhænger af tro eller gerninger, men alene af Kristus? Det er der historisk givet utallige bud på. Spørgsmålet er, hvad det betyder for os i dag. Jeg arbejder stadig med oldkirkelige teologer, men baptisternes teologiske historie er også væsentlig.
Lige nu arbejder vi på en antologi med tekster af den dansk-tyske baptistpionér Julius Købner. Hans tekster oversættes af frivillige fra tysk – nogle af dem kommer løbende på www.baptistteologi.dk – og den samlede antologi skulle gerne komme, inden året er omme.
I den ortodokse kirke regner de kun med tre teologer. Men teologi betyder egentlig bare læren om Gud, så alt, hvad der har med evangeliet at gøre, er teologi. Karl Barth siger det sådan, at alle kristne er teologer.
Teologi er at udfolde evangeliet. Derfor er teologi nødvendig.
Teologi er at udfolde evangeliet. Derfor er teologi nødvendig, hvis vi vil vide, hvem Gud er, og hvad han vil os. Det er ikke vores viden, der frelser os, men indsigt i evangeliet om, at Gud frelser, er vores vigtigste åndelige føde. En væsentlig grund til, at vi har fået Helligånden, er netop, at vi skal forstå evangeliet. Det kan vi nemlig ikke af egen kraft.
Paulus skriver, at ’Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at kunne vise barmhjertighed mod alle’.[3] Det sætter det hele på spidsen, fordi det peger på, at der er et formål med vores fortabelse, nemlig, at Gud frelser os af ren nåde. Den amerikanske baptistprædikant Will D. Campbell har sagt: ’Vær dét, du er – forligt med Gud og mennesker!’ Det er centralt for de – for mig at se – historisk mest interessante baptister, at retfærdiggørelsen går forud for tro og omvendelse. Det er vigtigt, at det slet ikke er os, men Kristus det handler om. Vi skal ikke anstrenge os for at være noget, vi ikke er, men vi må acceptere, at vi er forligte med Gud én gang for alle.
Tak til Johannes for denne teologiske refleksion – til inspiration og måske debat!? Giv din mening til kende nederst på siden!
[1] Dialektiske teologer har den grundlæggende antagelse, at det menneskelige og det guddommelige er uforeneligt, og den troende er derfor efterladt i et spændingsforhold herimellem.
[2] Gudstjeneste inspireret af østortodoks liturgi
[3] Romerbrevet kap. 11, vers 32
URL: https://baptist.dk/teologi-er-at-udfolde-evangeliet/