Johannes Aakjær Steenbuch- ph.d. i patristik
- formand for Teologisk Forum i Baptistkirken i Danmark
Danske baptister er en ”hjemmegroet” bevægelse. Men bevægelsen har også rødder hos både engelske og tyske baptister samt reformationstidens døbere. I dåben bekender vi vores enhed i Kristus, som netop muliggør et fællesskab med forskelligheder. Ingen teologisk eller kirkelig bevægelse er ufejlbarlig, men er man bevidst om sine rødder, er der meget at lære fra historien.
Johannes Aakjær Steenbuch,
- ph.d. i patristik
- formand for Teologisk Forum i Baptistkirken i Danmark
Danske baptister har fra begyndelsen i 1839 med rette insisteret på, at evangeliet altid er nyt, og at det personlige gudsforhold ikke kan reduceres til stive rammer. ”På ny! mit løsen hedder” begynder således en af Julius Købners salmer.[1]
Baptister har været gode til at gennemføre et af reformationens grundprincipper: Ad fontes – til kilderne! Man har som reformationstidens døbere ikke villet nøjes med at reformere kirken, men ville i stedet tilbage til dens nytestamentlige form. Så måtte traditionerne komme i anden række.
Alligevel er der gode grunde til at besinde sig på sin historie og sine rødder.
Evangeliet rammer ”lodret fra oven”, som Karl Barth udtrykte det. Men kirken lever dog stadig i tiden, på historiens vilkår. At evangeliet fornyer alt, når det virkelig høres, ændrer ikke ved, at vi stadigvæk er mennesker i verden, af kød og blod.
Derfor har vi brug for historie, tradition og rødder. Det er netop i krydspunktet mellem historie og evangeliet, at kirken opstår. Vi har brug for begge dele, for mennesket er ikke et historieløst væsen.
Den bibelske fortælling om Guds historie med mennesker rummer begge aspekter. Som den reformerte teolog Jürgen Moltmann bemærker, bliver Gud i bibelen ”forstået gennem erindret historie, og erindret historie fører til håbet om kommende historie.”
Det er netop i krydspunktet mellem historie og evangeliet, at kirken opstår.
At stilstand er død, er en udbredt tanke i et konkurrencepræget samfund, hvor man for alt i verden ikke må sakke bagud.
Men bør kirken ikke her være en modkultur eller i hvert fald et sted, hvor det er ok ikke at kunne følge med udviklingen, og hvor vi ikke hele tiden behøver at være ”på vej”, men i stedet kan hvile vores trætte fødder?
Vi er som mennesker fejlbarlige, og det gælder også vores teologi. Vi ser kun stykkevis forklarer Paulus, og det betyder, at vi hos enhver teolog, selv den største, kan finde både skidt og kanel.
Baptisters helt store fortjeneste er, for mig at se, at man ikke har villet identificere sig med en bestemt teolog, men at man har villet tage udgangspunkt alene i evangeliet om Jesus Kristus.
At være baptist handler ikke om at bekende sig til en systematisk teologi eller en kompliceret trosbekendelse, for dåben er alene vores trosbekendelse.
Dåben er alene vores trosbekendelse.
I bekendelsesdåben bekender vi os som myndige mennesker overfor Gud, der i sin Søn allerede har gjort alt, hvad der skal til for at sætte mennesker fri.
Den frihed betyder også frihed i fællesskab med andre kristne, og baptisters dåbssyn indebærer således et anti-autoritært kirkesyn.
Men for at forstå, hvad det så videre betyder, er vi nødt til at tænke teologisk. Og der kan inspirationen fra historien være gavnlig.
Vi kan lære af historien, for historien giver os et sprog, som gør det muligt at tænke klart og præcist. Den kan ikke fortælle os, hvordan vi skal bære os ad i dag, og den kan ikke gøre det ud for god, aktuel forkyndelse. Men historien kan relativere stejle synspunkter, lære os at tænke kritisk og oplyse os, når vi mangler en brugbar synsvinkel.
Som en ”hjemmegroet bevægelse” har danske baptister mulighed for at rumme flere teologiske traditioner.
Fra reformationstidens døbere kan vi lære at tage Jesu ord og forkyndelse alvorligt, uden at forsøge at bortforklare den med spekulativ teologi og filosofi. Når Jesus forbyder sine disciple at herske og regere, at dømme og fordømme, og at lade andre kalde sig ”fader” eller ”lærer”, så mener han det.
Reformationstidens døbere lagde også særlig vægt på, at kirken med missionsbefalingen er sendt til verden for at forkynde Guds altomfattende kærlighed. Den tanke har inspireret mange baptister siden.
Dog mener jeg, at vi skal passe på med at identificere os alt for entydigt med reformationstidens døbere.
Danske baptister er historisk en ”hjemmegroet” bevægelse med rødder i 1800-tallets vækkelse, herunder også den grundtvigske. Men hurtigt vandt tyske og engelske ”partukularbaptister” indflydelse blandt danske baptister.
Partikularbaptisterne havde en reformert og på mange måder calvinsk teologi. Derved stod man på flere punkter i modsætning til reformationstidens døbere.
For mig at se er partikularbaptisternes helt store teologiske indsigt, at det alene er Jesus, der frelser. Det er ikke os, der vælger Gud, men Gud, der vælger os. Troen er ikke en betingelse, men et tegn på nåden.
Kan vi finde ud af at kombinere den indsigt med reformationstidens døberes vægtlægning på Guds kærlighed, er vi nået langt.
Som en ”hjemmegroet bevægelse” har danske baptister mulighed for at rumme flere teologiske traditioner.
Derved kan vi udfolde det potentiale, som i særlig grad findes hos baptister, nemlig at være et sandt økumenisk fællesskab, med plads til forskellighed i kraft af den enhed, der alene findes i Kristus.
[1] Baptisternes salmebog nr. 372
URL: https://baptist.dk/hvad-skal-vi-med-historien-om-danske-baptisters-roedder/