At leve ligesom Jesus

At leve ligesom Jesus

Keld Dahlmann, Poul Nyborg og Pelle Kviesgaard,  

 

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Mattæusevangeliet kap. 28 vers 18b-20)

Den udfordring prøver vi at tage seriøst i Aarhus Valgmenighed. Vi er invitereret ind i en pagt med Gud, markeret i dåben – en ny identitet, som et retfærdiggjort og tilgivet Guds barn. Samtidig er der en oplæring, for disciplene har den fundet sted i deres tre år med Jesus på jorden, en oplæring i at leve som Guds børn og ambassadører for Guds rige. Med andre ord: En oplæring i at leve som Jesus. Det følgende er et udpluk af, hvordan vi gør det og nogle såkaldte livsmønstre, vi bruger i det.

Discipliner

Som mennesker har vi både stærke og svage sider. En er god til at snakke med mennesker og udfordre dem til at tage ansvar, mens en anden er god til at lytte og vise omsorg for den svage. For de fleste af os, er vores evner en kombination af vores personlighed og det vi har lært igennem livet. En evne er altså ikke kun noget, vi er født med, det er også noget vi kan lære! Derfor har vi en række forskellige discipliner, vi mener er vigtige, hvis vi skal vokse både som disciple og ledere.

Efterlign mig ligesom jeg efterligner Kristus

Målet er at leve som Jesus, men noget af vejen til det, går ifølge Paulus i 1. Korintherbrev kap. 11 vers 1 gennem Paulus selv. Der er altså et fælles mønster i livet i troen, som kan læres af andre – sammen med et individuelt aspekt, som åbenbares til den enkelte direkte fra Gud. Det fælles er ikke en endegyldig tjekliste, men vi må overveje, hvordan vores veje i Kristus ser ud. Hvilket forbillede sætter jeg f.eks. ift. forvaltning af mine ressourcer, økonomi, nådegaver og talenter eller hvordan kommer kærlighed, tålmodighed og gavmildhed til udtryk overfor familie, venner, modstandere, fremmede og folk i nød.

I disse spørgsmål formes vi, og former andre om vi vil det eller ej, en bevidstgørelse af den proces og en høj etik omkring den hører derfor nødvendigvis til for at undgå misbrug eller overførsel af negative mønstre.

Trekanten

Når vi læser om Jesus i evangelierne, ser vi, at han levede sit liv med tre typer af relationer – eller i tre dimensioner om man vil.

Op: Jesus havde en intim relation til sin himmelske far, som han talte med og brugte tid sammen med.

Ind: Jesus levede i fællesskab med andre mennesker, som han delte sin hverdag med. Som voksen samlede han en flok af disciple omkring sig, som han delte sin vision og sin hverdag med.

Ud: Sammen med disciplene rakte Jesus ud til sin omverden og gav det, han fik fra Faderen videre i ord og ikke mindst gerninger.

De fleste af os trives bedre i nogle af disse dimensioner end andre, men som disciple har vi brug for at leve i alle tre. At leve et liv i en levende relation til Gud (op), som en del af et kærligt fællesskab af disciple (ind), der sammen er på mission til den verden (ud), som Gud er i færd med at genoprette.

Cirklen

At være discipel af Jesus handler grundlæggende om at høre, hvad Jesus siger til os – og at gøre det. Det er noget sværere end det lyder. Og de fleste af os har vores styrke på den ene side af cirklen, nogle sidder fast i refleksionen, mens andre springer fra den ene uovervejede handling til den næste. Når vi bruger cirklen sammen med andre, bliver vi fastholdt på både fornuftig analyse og ansvarlig handling.

Halvcirklen

Gud har skabt os til et liv, hvor spændet imellem hvile og arbejde leves ud i en sund rytme. Halvcirklen beskriver denne rytme som et pendul, der svinger naturligt frem og tilbage. Som mennesker har vi nemlig brug for både arbejde og hvile – at være og gøre. I Johannesevangeliet kap. 15, vers 1-8 taler Jesus om vintræet som bærer frugt og bliver beskåret, for at bære mere frugt. En del af ansvaret er vores, halvcirklen hjælper os til at spørge os selv, om vi lever i en sund og holdbar livsrytme både på dags-, uge- og årsbasis.

Jeg er med jer

Dette er et udpluk af de livsmønstre, vi bruger. Vi bruger disse figurer, fordi vi tror, at der er et aspekt i at leve i Gudsriget, vi har brug for at lære og må være nemt at lære videre. Forudsætningen for det er dog altid først vores barnekår hos Jesus og den pagtsrelation, som Gud har med os. Hvis vi ikke har kærligheden, bliver enhver figur blot rungende malm og klingende bjælde (1. Korintherbrev kap. 13).

URL: https://baptist.dk/at-leve-ligesom-jesus/