Danmark er ’et kristent land’. Det har den nuværende regering stående i sit regeringsgrundlag. Alligevel oplever vi, at der – for første gang siden 1849 – sker indskrænkninger i religionsfriheden overfor andre kristne kirker end den lutherske og når det gælder fx jøder og muslimer. Det sker med de såkaldte imam-love, der blev vedtaget i Folketinget før jul.
Lone Møller-Hansen og Bent Hylleberg,
Et flertal af Folketingets partier blev enige om ’Enighedspapiret’ i 2016. Det førte til vedtagelse af flere love, der findes på Folketingets hjemmeside (www.ft.dk). De handler bl.a. om obligatorisk kursus m.v. for religiøse forkyndere (L 30) og om kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring (L 18).
Måske skulle der snarere have stået, at Danmark er ’et luthersk land’? Folkekirken er i Grundloven den privilegerede kirke i Danmark. Og når der argumenteres blandt politikere for, at Folkekirkens præster ikke rammes af de omtalte love, viser det, at imam-lovens formål er forskelsbehandling, og at lovgiverne lukker øjnene for, at også en folkekirkepræst er en religiøs forkynder.
Betyder denne lovgivning nu, at politikerne får held til at sætte yderligere skel imellem Folkekirken og andre kristne kirker? Det er der heldigvis intet, der tyder på. Måske tværtimod. På baggrund af det sidste års intense fokus på nye religionslove er kirkerne rykket tættere sammen. Det er sket på flere måder.
Danske Kirkers Råd (DKR), der repræsenterer 15 kirker fra de ortodokse til pinsekirken og nogle internationale kirker, er gået i front for at forsvare ytrings- og religionsfriheden. Samtidig ser det ud til, at nogle af kirkerne bevidst har opprioriteret Rådets arbejde, idet forretningsudvalget netop nu er bemandet med to lutherske biskopper, den katolske biskop, formanden for FrikirkeNet og BaptistKirkens generalsekretær. Det er ikke sket tidligere.
Vi får forhåbentlig en definition, der klart skelner mellem et trossamfunds ydre og indre forhold.
I DKR står man last og brast og samarbejder imod den lovgivning, der foregår for øjeblikket. Med rådets formand, biskop Henrik Stubkjær, i spidsen skærpes solidariteten. Det sker i et godt samarbejde med jøderne, men desværre uden repræsentanter fra muslimerne.
I marts forventer vi den endelige rapport fra Trossamfundsudvalget. Udvalget blev nedsat af den tidligere ’røde’ regering, men det har fortsat sit arbejde under begge ’blå’ regeringer. Udvalget er imidlertid blevet overhalet indenom af de omtalte religionslove, der er vedtaget af et flertal fra begge sider i Folketinget.
Trossamfundsudvalgets rapport vil indeholde et oplæg til lovgivning, der skal udfylde den ene af Grundlovens løfteparagrafer – den, der handler om ’de fra folkekirken afvigende trossamfund’, dvs. frikirker, jøder, muslimer og alle andre trossamfund. Her får vi formentlig for første gang en definition på et trossamfund. På sigt kommer en sådan definition også til at omfatte Folkekirken.
Vi får forhåbentlig også en definition, der trækker klare grænser mellem et trossamfunds ydre og indre forhold. På den måde bliver politikerne tvunget til at skelne mellem dét, de eventuelt kan blande sig i – de ydre forhold (fx relationerne til staten og økonomiske privilegier) – og dét, de skal blande sig uden om – de indre forhold (teologi og etik, fx kvindelige præster).
Hvis det går som i de øvrige nordiske lande, er det kun et spørgsmål om tid, før Folkekirken bliver et trossamfund på linje med alle andre. Derfor vil en fastlagt definition af grænsen mellem ydre og indre forhold også komme til at gælde Folkekirken. Folkekirken har gode grunde til at stå solidarisk med os andre.
Om rapporten vil indeholde en korrektion til eller en forlængelse af imam-lovgivningen? Det vides ikke endnu. Vi kan håbe det første!
URL: https://baptist.dk/staar-folkekirken-last-og-brast-med-os-andre/