f. 1979Daniel Øhrstrøm,
Indtil i sommer boede jeg med min kone og vores tre børn i en lille lejlighed på Frederiksberg i en gammel og meget lydt ejendom. Sommetider følte jeg mig som Krummes far. Underboen kunne høre hver eneste klods, børnene tabte – og betragtede det vist også som en slags krigserklæring hver gang, vi kom til at larme.
Daniel Øhrstrøm,
f. 1979Daniel Øhrstrøm,
Det gjorde mig meget stresset og urolig, for jeg ville gerne have et godt forhold til hende, men det lykkedes aldrig. Og i stedet for kom jeg til at skælde børnene ud hver gang, der – naturligt nok – kom lyd på deres lege. Så var det nemmere at lade dem hænge over deres iPads.
Det ærgrer jeg mig mest over nu, hvor vi er flyttet tilbage til Bornholm – lykkeligt befriet for underboer. Børnene kigger stadig alt for meget ned i deres IPads, som de oven i købet har fået af deres nye folkeskole ud fra en moderne læringstanke.
De nye hjælpemidler er også smarte, men de skal jo bruges med måde. Og jeg er bange for, at jeg selv har været et dårligt forbillede for mine børn på det punkt. Jeg bruger også meget tid med min mobil. En dag spurgte en af mine drenge ligefrem, om jeg var mere glad for min telefon end ham. For jeg kiggede mere på den! Det gjorde ondt!
En dag spurgte en af mine drenge ligefrem, om jeg var mere glad for min telefon end ham.
Jeg øver mig derfor i at være mere nærværende – selvom denne tekst også er skrevet på min mobil! Men når jeg kigger rundt i gadebilledet, kan jeg se, at jeg ikke er den eneste, der kigger for meget ned. Overalt hænger folk over deres skærme. Det fik mig sidste år – mens vi stadig boede på Frederiksberg – til at skrive en lille bysalme om at kigge op i stedet for ned.
Kirkespir peger opad
Dengang brugte jeg ofte min daglige cykeltur fra Frederiksberg til Kristeligt Dagblads redaktion på Strøget til at bede – og sommetider også til at skrive små salmer. En del af dem er med i min samling ‘Det bedste er i vente’, men den her har ikke været trykt før. Jeg fik inspirationen til den, da jeg en dag opdagede, at der overalt på min cykelrute var kirkespir, der peger op mod himlen, mens alle, jeg så på min vej, i stedet kiggede ned i deres mobiltelefoner – tilsyneladende uden at opdage hinanden eller Gud på vejen.
Min tanke var, at Gud aldrig har for travlt til os, så vi bør heller ikke have for travlt til ham. Siden har jeg ofte brugt denne lille salme, når jeg holder foredrag om dannelse. For som Meir Goldschmidt sagde, er dannelse den udvidede evne til opmærksomhed. Man kan ikke være dannet for sig selv. Det sker i samspil med andre. Dannelse kræver, at man kigger op.
Det er også den blinde vinkel ved meget selvudvikling. Der kommer ironisk nok sjældent meget ‘selv’ ud af at være ‘selvoptaget’, som Joakim Garff siger i min lille interviewbog ‘Vild med dannelse – fra Goethe til Google’. Selvet styrkes nemlig også i samspil med andre og Gud. Og ‘man kommer først til sig selv’ i mødet med andre, og når man lægger sig tilbage i Guds hånd – ved at kigge op.
Et dannelsesprojekt
Det er blevet et stadig vigtigere dannelsesprojekt i vores digitale tid, hvor vi hurtigt afskærmer os fra andre med vores små skærme og alle de såkaldt sociale medier, som jeg selv er storforbruger af.
Man kan ikke være dannet for sig selv. Det sker i samspil med andre. Dannelse kræver, at man kigger op.
Det har desværre ikke ændret sig, selvom vi er flyttet til Bornholm, hvor man ikke – som på Strøget – nærmest bliver betragtet som psykisk syg, hvis man søger øjenkontakt med et medmenneske på gaden. Men her er jo også IPads og mobiltelefoner, der er skabt til at skabe kontakt med andre – men altså i hvert fald for mig typisk gør det modsatte. Og så prøver jeg at huske at kigge op i stedet for ned.
Du travle Gud, der kender milliarder
Mel: I Danmark er jeg født (i Sebastians version)
Tekst: Daniel Øhrstrøm
Du travle Gud, der kender milliarder,
der be’r til dig i stor elendighed;
du ser mig cykle over boulevarder,
mens byens kolde byger siler ned.
Du ser mig gå i stå på løbetur på Broen,
jeg løber for at løbe fra uroen.
Dér beder jeg:
Jesus, vis vej for mig!
Se kirkespir, der peger mod din himmel,
mens biler iler hvileløst forbi.
I busser nusser folk med flade skærme;
mobiler gør, at ingen holder fri.
Og alle kigger ned med kunstigt lys i øjet
og ignorerer tiggerne på Strøget.
Dér glemmer jeg,
Jesus, at det er dig!
Du fødtes i en stald, men kom til byen,
hvor du blev svigtet, dræbt og overhørt,
men kærligheden rejste dig til skyen,
og frelserplanen fik du gennemført.
Nu gør du Himlen klar med boliger til mange,
så dem, der tror, skal ikke være bange.
Dig takker jeg,
Jesus, så husk på mig!
Beton og stål og glas er vores verden,
men himlen pakker stadig byen ind.
Du følger kærligt vores travle færden
og blæser liv i byen med din vind.
Se træerne i blomst i maj i Kongens Have,
de viser smukt, at livet er din gave.
Dér mærker jeg,
Jesus, du elsker mig!
De gamle huse husker os på fædre,
der byggede, men nu er gået bort.
Nu prøver vi at bygge alting bedre,
men livet er en rejse, der er kort.
Men når vi køres rundt med kistelåg i biler,
så åbner Himlens porte, hvor du smiler.
Da vågner jeg,
Jesus, og møder dig!
URL: https://baptist.dk/man-kommer-foerst-til-sig-selv-ved-at-se-op/