”Ja, men når vi dør, så er det bare slut. Der er ikke mere. Så er det færdigt. Når vi er døde, er vi døde, og der er kun stor tomhed og intet liv.” Og ”Vi ved det ikke, men håber, at der er noget bagefter”. Sådanne udsagn har jeg hørt mange gange, når jeg har talt med mennesker.
Elise Gaust,
Jeg vil sige så indtrængende, som jeg kan: Livet er evigt. Det slutter ikke bare med døden.
Jeg hørte to læger, der stod ved min seng, være rørende enige om, at jeg var død.
Jeg ved det, fordi Bibelen siger det, fordi Jesus siger det. Men jeg ved det også, fordi jeg selv har oplevet det. I 1966 var jeg meget syg og uden bevidsthed, men kunne stadig høre. Jeg hørte to læger, der stod ved min seng, være rørende enige om, at jeg var død. Men før de endeligt ville slukke for respiratoren, ville de lige have deres eftermiddagskaffe. Jeg var ikke i stand til at gøre dem klart, at jeg var i live. Indvendigt sagde jeg: ’Er jeg død, Gud, jamen, så kommer jeg nu!’
Jeg oplevede, hvordan jeg blev ført gennem et mørke og ud i et lys så vidunderligt skønt. Jeg oplevede mig stadig som et menneske. Jeg var hel, jeg var rask. Jeg blev ført frem mod en anden skikkelse af lys, som var indbegrebet af kærlighed og varme. Jeg var ikke i tvivl om, at det var Jesus, jeg stod foran. Jeg fik nogle ord om, at jeg skulle tilbage. Jeg fik også et løfte og et kald til at tjene Ham og være hos Ham og være i Hans tjeneste. Og så blev jeg sendt tilbage, væk fra lyset.
En tredje læge kom og skulle lige se til mig, og han opdagede så, at der stadig var lidt liv i mig. Det må have været en noget chokerende opdagelse. Langsomt kom jeg til bevidsthed igen, men jeg vågnede op som totalt lammet og kunne ikke tale. Dog vidste jeg dybt inde, at jeg var værdifuld, elsket og kendt af Gud.
Jeg blev rask og genoptog mit liv med to små børn. De næste to et halvt år var jeg kirkebetjent og gjorde rent i en kirke. Det måtte da være at tjene Gud!
Men så blev jeg igen syg, fik hjertestop og døde for anden gang. Denne gang var jeg væk i længere tid end første gang. I journalen står, at jeg var død i otte minutter. Jeg kom igen op til Jesus og følte den samme vidunderlige kærlighed strømme imod mig. Her ville jeg gerne blive, men Jesus sagde til mig, at Hans kald til mig var, at jeg skulle fortælle om Ham. Jeg skulle følges med Ham og leve mit liv sammen med Ham. Så sagde han: ’Gå tilbage til dine ’søskende’ og sig til dem, at jeg lever, at livet er evigt. Gå tilbage og sig, at jeg lever, at livet er evigt!’
Er jeg død, Gud, jamen, så kommer jeg nu!
Det har jeg prøvet at leve mit liv efter. Det er en nåde at få lov til at gå ud med det budskab, at alle mennesker er elskede, også når vi er tvivlende og forvirrede. Anden gang, jeg blev syg, havde jeg stadigvæk løftet og kaldet fra første gang, og derfor sagde jeg: ’Jeg ved, jeg skal leve’.
Med sklerose og leddegigt kan mit liv undertiden synes for svært, men derigennem har jeg også oplevet at tale med mange mennesker om håbet og det, at Jesus lever og elsker os.
Elise Gaust
- medlem af Hjørring baptistmenighed og præst for Hirtshalskredsen fra 1994
- præst i Køge Bugt menighed 1982-94
- teologiske studier ved Københavns Universitet 1981-86 og i Stockholm 1990
Vi skal leve i bevidstheden om, hvem Han er, og hvem vi er. At vi er grænseløst elskede – selv i vores mest totale magtesløshed og kommen til kort. Dér, hvor vi intet magter – hverken at spise eller røre os – selv dér kender Han os og har omsorg for os. Selv dér er vi brugbare for Ham. Vi kan synes, at livet er svært og måske også håbløst ind imellem, men vi er aldrig nogensinde alene.
Vi vælger her og nu, hvor vi skal tilbringe livet, når vi dør. Nu må vi tro på det, som Jesus sagde: ’Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør!’[1] Vi skal leve i bevidstheden om, at det er nåden og Guds kærlighed, som fører os, er med os og omslutter os.
[1] Johannes-evangeliet kap. 11, vers 25
URL: https://baptist.dk/livet-er-evigt/
