Den 8.-9. februar afholdt nordisk afdeling af Faith and Order møde på Diakonissestiftelsen i København. På mødet deltog repræsentanter for nationale kirkeråd og kirkesamfund fra Danmark, Norge, Sverige og Finland samt Tyskland. Jeg var med som repræsentant for Teologisk Forum i Baptistkirken i Danmark.
Johannes Aakjær Steenbuch,
Faith and Order (”Tro og Kirkeforfatning”) eller mere præcist Faith and Order Commission (”Kommissionen for tro og kirkeforfatning”), er en gren af Kirkernes Verdensråd. Kommissionen arbejder med både teoretiske og praktiske spørgsmål om kirkens indretning og dens rolle som profetisk vidne i verden.
Temaet for mødet var moralsk stillingtagen samt dåbssyn. Vi diskuterede papiret ”Moral Discernment in the Churches” (”Moralsk refleksion i kirkerne”), som blev udsendt i 2013. Papiret er formuleret i kølvandet på den erkendelse, at moralske spørgsmål i dag har en tendens til at virke mere splittende i en økumenisk sammenhæng, end de før har gjort.
Vi er derfor nødt til at reflektere over, hvad det er for nogle ressourcer vi gør brug af, når vi diskuterer moralske spørgsmål. Hvorfor vi har så forskellige meninger om centrale spørgsmål, når vi nu – tilsyneladende – har det samme udgangspunkt? Det handler blandt andet om, hvilken rolle vi tillægger skriften, fornuft, tradition, kirkelige autoriteter, videnskab, kultur, og så videre.
Fra dansk hold bemærkede Mogens Mogensen, at der burde lægges større vægt på at tænke moralske spørgsmål i forlængelse af kirkens historie (se her). Gud er en Gud, der inkarnerer sig og har en historie med mennesker, og derfor kan kirken ikke låse sig fast i ahistoriske sandheder. Vi bør lære af kirkens historiske diversitet, når vi i dag reflekterer over moralske spørgsmål.
Jeg bemærkede, at papiret, trods forsøg på at favne bredt, indeholdt nogle meget stærke påstande om fornuftens rolle. Blandt andet hævdes det, at ”alle kirker anerkender, at fornuften er central for moralsk stillingtagen”. Men særligt i en dansk sammenhæng findes en tradition for at læse fx lignelsen om den barmhjertige samaritaner som en pointe om det modsatte.
Samaritaneren giver sig ikke til at spekulere over moralske principper, han skynder sig ikke til Jerusalem for at deltage i et økumenisk møde, eller for at få det store råd til at sende delegationer ud for at hente folk op af grøfter – i stedet føler han medlidenhed med den nødstedte og hjælper ham, tilsyneladende uden større moralsk refleksion.
Der er selvfølgelig andre måder at forstå lignelsen på, men det bør dog stå klart, at der findes kirkelige traditioner, der anser moralske beslutninger for ofte at være noget intuitivt og spontant snarere end fornuftbaseret.
På andendagen var det økumeniens fremtid samt dåbssynet, der var på dagsordenen. Odair Pedroso Mateus, formand for Faith and Order, talte kort om forholdet mellem den økumeniske bevægelse og den globale evangelikale og pentekostale bevægelse.
Mateus’ pointe var, at den økumeniske bevægelse var et produkt af reformationens syn på kirke og teologisk metode, mens evangelikalismen og pentekostalismen i højere grad overskrider de oprindelige kirkeskel i kraft af et helt andet syn på kirke og tro.
Vi er ved at tabe til efterkommerne af den radikale reformation, bemærkede Mateus med et glimt i øjet, og tilføjede, at han til et møde i Evangelisk Alliance havde påpeget, at det var den økumeniske bevægelse, der var de konservative, mens de evangelikale med deres individualisme var de egentligt moderne.
Karen Marie Leth-Nissen fra Københavns Universitet præsenterede sit ph.d.-studie om danskernes opfattelse af dåben. Der var tale om et religionsociologisk studium af danskernes begrundelser for at døbe hhv. ikke døbe deres børn i folkekirken.
Kirken får ikke noget ud af at brande sig som modkultur, forklarede foredragsholderen, så når dens medlemmer ikke taler om Kristus i forbindelse med dåben, bør kirken heller ikke. Så vidt jeg forstod var pointen, at kirken skal tilpasse sig kulturen. Hvad det skulle gavne stod ikke helt klart i første omgang. Først senere fremgik det, at pointen var, at hvis kirken ville ”sælge” sit produkt, måtte den tilpasse sig ”markedet”.
Denne tilgang mødte hovedrysten fra flere af mødets deltagere. Fra Sverige blev der peget på, at mange i Svenska Kyrkan har erkendt, at man ikke kan opfatte sig som kulturkirke med et medlemstal på kun 50% af befolkningen. Hvis man mister medlemmer ved at tale kulturen imod, må det være sådan. Det handler ikke om at være populær, men om at være tro mod sin Herre.
Vi blev enige om, at næste møde skulle handle om det teologiske håbs rolle i en verden præget af omskiftelighed, usikkerhed og konflikt – gerne med et eskatologisk perspektiv på ”gudsriget”. Jeg bemærkede, at vi har et ansvar for at formulere et gangbart alternativ til de udbredte populære forestillinger om verdens ende, som i mange tilfælde er ude af trit med klassisk, økumenisk teologi.
Se også Er kirken en moralsk autoritet? (på baptistteologi.dk)
URL: https://baptist.dk/daabsyn-og-moralsk-refleksion-i-kirkerne-til-moede-i-faith-and-order/