Kronik efter Landskonference 2, 2026
En tæt afstemning på Landskonference 2 rejser spørgsmål om menighedernes frihed, retten til at vælge ledere og forståelsen af baptistisk identitet.
Christian Sofussen,
Kronikken afspejler alene skribentens egne holdninger.
På Landskonferencen den 3. oktober var der flere store og kontroversielle spørgsmål på programmet. Alligevel var det punktet om det manglende punkt 4.c i BaptistKirkens værdier og fælleserklæring, der til sidst viste sig at være mest foruroligende for mig. Forslaget i sig selv, som det kom fra ledelsen, kan næppe siges at være kontroversielt. Som et forsøg på at opnå et (måske lidt opgivende) kompromis mellem fløjene i BaptistKirken, kan det mest siges at være en intetsigende omgang, der lyder:
“Derfor: vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt ud fra deres karakter, kompetencer, gaver og kald.”
Jeg har svært ved at forestille mig nogen, der ikke kan gå ind for det, eller som ikke håber, at enhver kirke allerede har dette som værdi. Dette forslag blev stemt igennem og er derfor også nu det nye punkt 4.c i BaptistKirkens værdier og fælleserklæring.
Det er en naturlig konsekvens af, at vi er flere sammen og ikke har nok i os selv.
Der hvor det bliver foruroligende er, at der også var afstemning om et ændringsforslag fra Roskilde Baptistkirke, som blev nedstemt med én stemmes flertal imod. Forslaget bevarede Ledelsens forslag, dog med en tilføjelse, som lød:
“I nationale sammenhænge er ægteskabet mellem en kvinde og en mand en del af grundlaget for vores forkyndelse og lederskab.”
Det problematiske for mig er ikke som sådan, at der stilles et forslag jeg er uenig i og som trækker i en anden teologisk retning end jeg ønsker.
Jeg kan leve med, at mit kirkesamfund ikke repræsenterer alle de teologiske standpunkter, der er vigtige for mig. Sådan har de fleste andre baptister det sikkert også. Det er en naturlig konsekvens af, at vi er flere sammen og ikke har nok i os selv. Jeg vil selvfølgelig ønske, det lige netop er mine mærkesager, der er i centrum og at vi alle kunne være enige om dem, men sådan er det ikke altid.
Jeg kan leve med at være del af et mindretal i BaptistKirken og med, at jeg og min menighed for fællesskabets skyld må begrænse vores praksis på områder, vi finder vigtige, så vi stadig kan indgå i det større fællesskab på områder vi finder væsentlige. Sådan har mange baptister sikkert accepteret at leve gennem tiden, og måske gør de det stadig. Så er der frihed til at vælge BaptistKirken til eller fra, alt afhængig af hvor vigtig og væsentlig vi betragter en given sag. Jeg vil selvfølgelig ønske, at mit kirkesamfund kan rumme min og min menigheds praksis, uden det skaber problemer, men det kan ikke udelukkes det vil ske.
Hvorfor skulle vi indrette det nationale fællesskab efter andre principper end de lokale?
Jeg kan sådan set også leve med, at BaptistKirken indskrænker menighedernes frihed til at indrette sig, som de vil, uden risiko for udskillelse, hvad enten den er selvvalgt eller bestemt af de øvrige menigheder. Det er ikke ønskeligt, men kan være nødvendigt og det skaber klarhed i forhold til, hvad vi har med at gøre og om en given menighed hører til i det større fællesskab. Jeg vil selvfølgelig ønske vi aldrig kommer i en situation, hvor et sådant brud skulle blive nødvendigt, men det er nu engang en mulighed.
Hvad jeg til gengæld har svært ved at leve med, er at man tydeligt tilstræber, at begrænse menighedernes ret til at vælge de ledere og forkyndere, menighederne ser sig vejledt af Gud til at kalde. Det er for mig at se et klart brud med den klassiske baptistiske forståelse af det almene præstedømme og baptismens syn på kald og udvælgelse af ledere, to centrale dogmer, der har været definerende for den baptistiske teologiske tradition.
Man kan indvende, at med ændringsforslaget har menighederne stadig mulighed for lokalt at kalde og vælge frit og at det egentlig er det, der er styrken ved og meningen med kongregationalismen. Under diskussionen om bidragsmodellen blev vores baptistiske frihedstraditioner netop fremhævet som gældende både lokalt og nationalt. En udbredt holdning var, at manglende betaling af det vedtagne bidrag ikke må få konsekvenser for medlemskab eller stemmeret. Det er baptistisk tradition, at man frivilligt giver, hvad man kan og vil, og den frihed må også gælde nationalt. Den holdning forekom mig udbredt blandt støtterne til Roskildes ændringsforslag. Det undrer mig, at man ikke også mener, at det princip gør sig gældende i andre sager.
Har man i de enkelte menigheder haft samtalen om, hvad man mener vores kirkesamfund skal være?
Og hvorfor skulle det i det hele taget ikke gøre sig gældende i en national sammenhæng? Der er problematikkerne ikke væsensforskellige fra de lokale menigheder, andet end at fællesskabet er større, så hvorfor skulle vi indrette det nationale fællesskab efter andre principper end de lokale? Og når det nationale fællesskab er Baptistkirken i Danmark, er det vel i sig selv et problem, ikke at indrette det efter den teologi og de værdier og principper, der gør sig gældende lokalt.
Derfor er det for mig mest nærliggende at sige, at menighedernes forhold til BaptistKirken må svare til de enkelte medlemmers forhold til deres egen menighed. De principper, der i den baptistiske forståelse gælder for det almene præstedømme og for kald og valg lokalt, bør derfor også gælde nationalt. Det leder mig til at spørge, med tanke på, at de delegerede til Landskonferencen må antages at repræsentere deres menigheder:
Er det virkelig sådan, at næsten halvdelen af menighederne i Baptistkirken i Danmark ikke længere mener at enhver, der er døbt og medlem ikke bare har pligt, men også ret til at tage del i kirkens affærer og engagere sig i dens mission?
Er det virkelig sådan, at næsten halvdelen af menighederne i Baptistkirken i Danmark ikke længere mener at det er kirkens medlemmer i forsamling, der ved Helligåndens vejledning har kompetence til at vælge sine egne ledere og forkyndere?
I mine øjne ser det ud til, at næsten halvdelen af menighederne i BaptistKirken vil trække vores kirkesamfund væk fra grundlæggende baptistisk kirkelære og dermed i en retning, hvor jeg kan være i tvivl, hvor længe det overhovedet giver mening at tale om en baptistkirke, skulle det blive gennemført.
Det er selvfølgelig ikke givet, at de delegerede rent faktisk i lige netop dette spørgsmål repræsenterer deres menigheds holdninger eller at en menigheds delegerede stemte ens til forslaget, men det er dog menighederne, der har sendt de delegerede. Har man i de enkelte menigheder haft samtalen om, hvad man mener vores kirkesamfund skal være?
Jeg håber at de, der stemte for ændringsforslaget bare, ikke havde tænkt deres stemme godt nok igennem, at de måske tænkte, at det er mere skånsomt og kærligt at indføre en form for formel mellemposition, hvor de, man ikke mener lever op til en vis moralsk livsførelse stadig kan være medlemmer, men ikke fuldt ud tage del i kirkens liv, frem for helt at udelukke dem fra medlemskab.
Ser vi bort fra det problematiske teologiske aspekt i det, er der dog også et stort menneskeligt problem her. Det bliver svært at forholde sig konkret til sin status og værdighed i fællesskabet. Det bliver svært at forholde sig frit til hvem man er i verden, over for fællesskabet og over for Gud. Det er at sige: “Du må gerne være her! Du må gerne være med! (men ikke rigtigt alligevel)”.
Indvendingerne mod vores nuværende ret til at opstille og vælge kandidater til tjeneste nationalt fremføres som en enkeltsag, rettet mod en bestemt gruppe mennesker. Det er svært for mig at acceptere sådan en indvending, særligt når der ofte henvises til et bibelsk grundlag, der ikke begrænser sig til en enkelt gruppe, men også til flere andre, som vi tilsyneladende ikke har et problem med at inkludere. Hvorfor skal den, der arbejder om lørdagen (2. Mos 31,12-17), den, der giver lån mod renter (3. Mos 25,35-38; Ez 18,13), eller den, der er skilt og gift igen (Matt 5,31-32), ikke nævnes i samme omgang? De figurerer alle sammen som lovbrydere på lige fod med dem, der lever i andre ægteskabelige konstellationer end mellem en kvinde og en mand. Mig bekendt har vi ofte haft ledere og forkyndere, der falder ind under de kategorier og derfor kan det ikke være mindre relevant, at have dem med.
Du må gerne være her! Du må gerne være med! (men ikke rigtigt alligevel)
Hvorfor det skal ses som legitimt på den måde at fokusere på en bestemt gruppe, er der sikkert flere historiske årsager til. Ingen af dem synes mig at retfærdiggøre det teologisk og kirkeligt. Homoseksuelle er ved tidligere lejligheder blevet sat i bås med pædofile og alkoholikere og det undrer mig, at man er så kortsigtet, at man ikke i stedet sætter dem i bås med de førnævnte grupper, der ikke længere i vores samfund bærer et stigma, når det bibelske grundlag ellers sætter dem i kategori sammen.
Jeg har ikke selv den læsning og teologi, der nødvendiggør at jeg skiller nogle ud, i hvert fald ikke ud fra skarpe, lette kategorier, som det forekommer mig er udbredt visse steder, men det ærgrer mig, at jeg sjældent har set, at de, der har en sådan læsning og teologi, formår i deres argumentation at have nuancerne og bredden med, som deres teologi tilskriver. Uden det, hvordan skulle de, der med ændringsforslaget risikerer ikke at kunne tage fuldt og helt del i fællesskabet, kunne opfatte det som andet end en afvisning af, hvem de er?
Jeg er glad for, at ændringsforslaget ikke blev vedtaget, men jeg havde slet ikke forventet at det ville få sådan en tilslutning. Antallet af stemmer for ændringsforslaget vidner om en dyb identitetskrise i BaptistKirken, der ikke bare drejer sig om et enkelt spørgsmål, omend det er vigtigt, når det har så store menneskelige konsekvenser, men også om noget så grundlæggende som kirkesynet.
Jeg ved ikke, hvor vi er på vej hen, men hvis ikke støtterne til ændringsforslaget overvejer, hvad deres synspunkt betyder for vores baptistiske kirkesyn og fællesskab, har jeg svært ved at se andet end splittelse forude.
URL: https://baptist.dk/hvem-er-det-egentlig-vi-er/