Jørn Henrik Petersen
For Luther var det – også i verdslige anliggender – hovedsagen at gøre Kristus gældende. Hans hovedpointe var, at frelsen i tro sætter mennesket frit til at tjene medmennesket, at gøre 'kærlighedens gerninger'. En fremadskridende sekularisering betyder, at 'troen' spiller en mindre rolle, og religiøse doktriner ændres til sekulariserede værdisæt.
Jørn Henrik Petersen,
Jørn Henrik Petersen
Folketingets nu afdøde formand, socialdemokraten Erling Olsen så den demokratiske socialisme som en verdslig og kollektiv udgave af den kristne næstekærlighed. Det er kernen i en civilreligion med fokus på, hvordan den enkelte skal handle som ‘god statsborger’. I en gudløs argumentation blev Gud reduceret til næstekærlighedsbuddet. Det blev grundlag for en velfærdslære, der gjorde næstekærligheden synonym med lighed, fællesskab, solidaritet, tryghed, universalisme og barmhjertighed.
Men vægtlægningen på næstekærlighed og omsorg for ‘den anden’ kan man næppe forstå uden århundreders kristen forkyndelse som bagtæppe; men det er gjort verdsligt, så buddet i en gudløs verden snarere betegner skellet mellem godt og ondt, rigtigt og forkert.
Uden frelsen i troen på Kristus som det bærende kan man ikke tale om velfærdsstaten som et barn af Luther, men århundreders forkyndelse af ‘kærlighedens gerninger’ danner klangbund for de begreber, der i næstekærlighedens navn indgår i civilreligionen.
Hos Luther var ansvaret for ‘den anden’ indbygget i fællesskabet. Det bærer ansvaret for næsten.
Luther byggede på en tanke om alles ansvar for og alles solidaritet med alle. Han ville næppe forstå den tanke, som bærer den nordiske velfærdsstat: At velfærdsstaten omfatter alle borgere. Selv om han skelnede mellem ‘værdigt’ og ‘ikke værdigt’ trængende, nærmer hans syn på fællesskabet sig velfærdsstatens kerne.
For Luther var næstekærligheden både individuel og kollektiv. Det svarer til skellet mellem næstekærlighed som fuldbyrdelse og som idé. I fuldbyrdelsen fastholdes den enkelte på det personlige ansvar for næsten, mens idéen nedskriver buddet om næstekærlighed til et korrektiv af det forhold, at mennesker har det svært med fuldbyrdelsen.
Vi finder også Luther i velfærdsstatens krav om mådehold, generøsitet og arbejdsvilje:
Vi lever ikke som Luther i et feudalt samfund. Velfærdsstaten er ikke noget, ‘øvrigheden’ har trukket ned over os, men et resultat af politiske beslutninger om at tøjle vores selviskhed – det Luther kaldte vores ‘indkrogethed’. I det perspektiv bliver velfærdsstaten et ‘som om’-samfund, hvor vi i fællesskab har påtaget os ansvaret for ‘den anden’, som om vi udøvede ‘kærlighedens gerninger’. Den bliver næstekærlighedens surrogat, der skal overvinde den menneskelige trang til at smyge sig uden om ‘tjenesten for næsten’. Velfærdsstaten løfter helt luthersk forsørgelsesopgaven som et kollektivt ansvar – også selv om dens midler er anderledes.
Velfærdsstaten bliver næstekærlighedens surrogat.
Velfærdsstaten er luthersk, fordi den hviler på, at mennesket har værdi i sig selv som skabt i Guds billede, og fordi Luther i kraft af sin opfattelse af det almene præstedømme måtte se en social sikkerhed for alle som en god ting. Men det er et problem ved velfærdsstaten, at den er skabt af de samme, som lever i den. De ville tøjle selviskheden, men nissen er flyttet med. Det ytrer sig i ‘krævementalitet’, skatteunddragelse og mangel på arbejdsvilje.
For Luther kunne der ikke bygges samfund på næstekærligheden. Og det er måske heller ikke muligt på ‘næstekærlighedens surrogat’, men under alle omstændigheder befinder vi os i en ændringsproces med ’konkurrencestaten’ som mål. Hvordan ser den så ud i et luthersk perspektiv?
De ville tøjle selviskheden, men nissen er flyttet med.
Mens velfærdsstaten så mennesket som enestående og med værdi i sig selv, ser konkurrencestaten menneskets værdi som bestemt af dets nytte på arbejdsmarkedet. Mennesket er økonomisk eller opportunistisk. Det skyr arbejdet, men elsker dets frugter. Derfor skal det detailstyres gennem økonomiske incitamenter og rammes af sanktioner, hvis det ikke reagerer som ønsket. Tillid til menneskets gode vilje erstattes af kontrol og overvågning. Derfor bliver de ‘afhængige’, de ‘sårbare’ og de ‘udsatte’ gjort til syndebukke og genstand for fortørnelse og vrede.
Hos Luther var ansvaret for ‘den anden’ indbygget i fællesskabet. Det bærer ansvaret for næsten. Det er vanskeligt at forene med tanken om et fællesskab knyttet til arbejdsmarkedet.
Uden frelsen i troen på Kristus som det bærende kan man ikke tale om velfærdsstaten som et barn af Luther.
Når den enkelte handler individualistisk og selvisk uden solidaritet med de fattige og svage, taler Luther om ‘indkrogethed’ eller ‘kødets klogskab’. Det er langt fra værd at idealisere eller gøre til norm for menneskelig handling. For Luther var den egeninteresse, der spejlede sig i en religiøs eller økonomisk selvcentrering, en modsætning til den kærlighed, der ikke søger sit eget, men først og fremmest ‘de andres’.
Derfor kan egennytten eller opportunismen aldrig gøres til norm i luthersk tænkning, for skabelsen er ikke sket med egennytten for øje, og fordelingen af ejendom skal altid vurderes i et omfordelingsperspektiv. Derfor ville Luther givetvis have det svært med tanken om en konkurrencestat. Se, det er jo nok værd at tænke over!
URL: https://baptist.dk/luther-velfaerds-og-konkurrencestaten/