At have ret til sin egen opmærksomhed burde være en fundamental frihed. Men i dag er det langt fra tilfældet.
Emil Jul Hylleberg, stud.scient.pol. og SoMe-assistent på Berlingske,
Den berømte politolog Giuliano Da Empoli har vist, at vi nu lever i ’Rovdyrenes tid’. En tid, hvor magt er ret, og hvor populismen igen vinder frem. En ny epoke, hvor tech-giganter, milliardærer og politiske influencere forsøger at forme vores adfærd og samfund igennem de små skærme, vi alle har i lommen. Og de lykkes i høj grad med det.
Mange af os taber kampen om vores egen opmærksomhed.
I dag mærker mange unge konsekvenserne af at være digitalt indfødte. Vi scroller løs på vores mobiler, og på de sociale medier alene bruger vi i gennemsnit over 2,5 time om dagen. Det sker til trods for, at 57 procent af os ifølge DUF’s seneste ungeanalyse gerne vil bruge mindre tid foran en skærm.
Vi står i en situation, hvor mange af os ikke er langt fra at have tabt kampen om vores egen opmærksomhed. I dag kan de fleste af os ikke se en film uden samtidig at tjekke Instagram hvert femte minut. Og dét at læse ti sammenhængende sider i en bog er for mange en bedrift at være stolt af.
Men oddsene er også imod os. For de sociale medier er ikke sociale længere. De er reklamefinansierede platforme, der er gearet til at udnytte vanedyr som os. Mod en hær af forskere, hvis mission er at fastholde vores opmærksomhed, er det ikke raketvidenskab, at så mange af os taber kampen om vores egen opmærksomhed. Kampen er langt fra jævnbyrdig.
De sociale medier har selvfølgelig også meget godt at byde på, og vores digitale forbrug er hele tiden en afbalancering af fordele og ulemper. Men nu er vi efterhånden nået til et punkt, hvor det er tydeligt, at ulemperne er ved at tage over.
For når støjen skrælles fra, står vi tilbage med nogle medier, der systematisk hijacker, analyserer og sælger vores opmærksomhed til højest bydende. Status er, at vi kun ser indhold fra profiler, vi følger – på platforme som Facebook og Instagram – omkring 5-10 procent af tiden. Hovedparten udvælger Facebook til os.
Men hvilken demokratisk fremtid ser vi reelt ind i, hvis vi ikke har kontrol over vores egen opmærksomhed? Hvis algoritmer, tech-giganter og politiske influencere mere eller mindre har kontrol over, hvilken information vi eksponeres for?
Da de sociale medier først brød igennem, fremstod de som en fantastisk og uskyldig form for ny, social infrastruktur. Men i dag ligner de ingenlunde det produkt, som tech-giganterne oprindeligt lokkede os med.
Udfordringen er, at de sociale medier systematisk skævvrider vores politiske landskab.
Udfordringen er, at de sociale medier systematisk skævvrider vores politiske landskab. Moderate stemmer får moderat plads, og ekstreme stemmer får ekstremt meget plads.
Til alle tider har mobiliseringen af fordomme spillet en stor rolle i politiske slagsmål. Men i dag har de sociale medier muliggjort det i et langt større omfang.
Ekkokamre har altid været et problem i den virkelige verden, men i den virtuelle er udfordringen eksploderet. Ligeså frigørende ekkokamre kan være for forfulgte minoriteter, lige så aktiverende kan de sociale medier fungere for nye ekstreme bevægelser.
En af udfordringerne er, at jo mere individualiserede vores nyhedsstrømme bliver, desto mere udviskes vores referencerammer.
En ting er, at vi får mindre kulturelt tilfælles, når vi ikke længere ser de samme film, lytter til de samme sange eller læser de samme bøger. Men værre er, når vi ikke længere får de samme nyheder: når personaliserede algoritmer kun viser udklip, der fremhæver venstrefløjens skandaler og højrefløjens triumfer – eller højrefløjens skandaler og venstrefløjens triumfer. Resultatet er et verdensbillede uden farver og nuancer.
Politisk uenighed og kampen om vælgernes gunst er kernen i ethvert demokrati. Men i rovdyrenes tid fungerer algoritmerne som benzin på bålet, der forvandler sund debat til giftig polarisering.
Politisk uenighed og kampen om vælgernes gunst er kernen i ethvert demokrati.
Tech-giganter som Google og Meta er magtfulde monopoler. Og magt korrumperer – specielt i fraværet af konkurrence. Derfor bør første skridt være at skærpe konkurrencelovgivningen og bane vejen for alternativer: vi skal pålægge tech-giganter et krav om inter-operabilitet.
Interoperabilitet handler om at udveksle informationer, så forskellige virksomheder kan bygge ovenpå og forbedre hinandens teknologi, hvis det er teknisk muligt.
Prisen for at sige fra og finde en bedre platform er for høj.
Interoperabilitet var et grundvilkår, da internettet blev født, og var en af kerneingredienserne i ’Silicon Valleys’ opskrift på succes. I den periode vandt forbrugerne, og virksomhederne var tvunget til at holde sig på dupperne. Men det er næppe tilfældet længere. I dag bruger mange af os Facebook, ikke fordi vi elsker produktet, men fordi prisen for at sige fra og finde en bedre platform er for høj.
Med interoperabilitet ville vi – som almindelige brugere – kunne forlade Facebook uden at miste hele vores netværk, profil og alle vores opslag. Vores data ville ikke længere være Facebooks ukrænkelige ejendom. Med interoperabilitet vil enhver anden virksomhed kunne konkurrere med Facebook om at udbyde den bedste sociale platform. Og som forbrugere ville vi kunne vælge den, der passer os bedst, uden at miste alle vores sociale forbindelser.
Hvis vi skal vinde kampen om vores egen opmærksomhed, skal vi turde sige fra overfor tech-giganterne. Vi skal stille krav til dem. Ellers risikerer vi, at de sociale medier udvisker de bånd, der ellers binder os sammen.
URL: https://baptist.dk/sociale-medier-udvisker-de-baand-der-binder-os-sammen/