Kvinden, passionen og budskabet

Kvinden, passionen og budskabet

Charlotte Bekker Willer er sådan et menneske, der indbyder til fortrolighed. Hun smiler med mund og øjne – både når hun taler, og når hun lytter. Man er ikke i tvivl om, at hun véd noget om mennesker. Og så forstår hun sig på kirkesprog, som hun selv siger.

Christina Lundegaard,  

Charlotte er 34 år, gift med Simon og mor til Joel og Nor på 5 og 3 år. Familien bor i Vanløse udenfor København i et moderne bofællesskab sammen med Simons forældre, Lise og Bjarne Willer.

Kvinden

Charlotte er proceskonsulent i ‘Innovative Kirker’. Det er et kreativt udviklingskoncept, som Baptistkirken i Danmark tilbyder menigheder, der har lyst til at se på sig selv med nye øjne. Et tilbud til de menigheder, der véd, hvem de er, men har brug for hjælp til at finde ud af, hvilken vej de skal gå. Charlottes primære opgave er at facilitere de fire workshops, som projektet tilbyder menighederne at deltage i. Gennem fælles idéudvikling, leg og samtale udfordres menighederne til ærlighed og nytænkning. Hvad vil de prioritere? Hvor vil de lægge deres kræfter?

Charlottes primære opgave er at facilitere de fire workshops, som projektet tilbyder menighederne at deltage i.

Charlotte er uddannet pædagog og har desuden en kandidatgrad i pædagogisk psykologi. Udover at vide meget om relationer, véd hun altså også en hel del om læringsfællesskaber – forpligtende fællesskaber, der lærer sig ud af problemer.

Det er Charlottes håb, at ‘Innovative Kirker’ kan hjælpe menigheder til i fællesskab med hende at opdage det potentiale, der er i menighederne, og gå på opdagelse i nye muligheder. Men selvom hun selv er fuld af idéer til, hvordan det kan se ud i praksis, så fortæller hun ikke menighederne, hvordan forholdene skal være hos dem: “‘Innovative Kirker’ skal ses som en ramme. Vi har udviklet den proces, som menighederne kan gennemgå, men de skal selv finde målene”, fortæller hun.

Selv tilhører Charlotte Regen i København, hvor hun er kommet, siden menigheden blev skabt for 13 år siden. Her er hun også ansat på halv tid som familie- og lederudviklingskoordinator. Menigheden, der fusionerede med Kristuskirkens Baptistmenighed for et par år siden, er primært en tilflyttermenighed, der er sammensat af mennesker med vidt forskellige historier og kirkeerfaringer. Det er en af menighedens store fordele, mener Charlotte, og erfaringerne kan hun tage med sig i sit arbejde med ‘Innovative Kirker’.

Passionen

Charlotte drømmer om sunde menighedsfællesskaber, og hun har et inderligt ønske om, at ‘Innovative Kirker’ kan være med til at skabe netop det: “Jeg drømmer om, at mange kirker bliver involveret, at projektet vokser, og at menighederne tør koncentrere sig om at skabe gode, afbalancerede fællesskaber og fokusere på det, der er vigtigst for dem. Hvis vi opnår det, er vi godt med”. Flere skal opleve Guds kærlighed.

Vi har udviklet den proces, som menighederne kan gennemgå, men de skal selv finde målene”, fortæller hun.

Charlotte finder stor inspiration i at møde mange forskellige mennesker i menighederne og opleve deres fællesskaber, og ‘Innovative Kirker’ skaber en fantastisk mulighed for at føre gode og ærlige samtaler. Samtalerne rykker noget i menighederne, og de rykker noget i Charlotte: “Jeg synes, det er vildt privilegeret, at jeg får lov til at komme ud i de her kirker. Jeg lærer rigtig meget og får nogle fantastiske kompetencer. Efter en god workshop kan jeg mærke, at jeg også bliver udfordret personligt. Vi behøver ikke at være ovenpå for at invitere folk ind.”

Budskabet

I Regen arbejder de ud fra to overordnede fokus: At elske Jesus og at elske København – kirkens nærområde. Kirken kan være den fred eller det tilflugtssted, som vi har brug for i hverdagen, og når vi hjælper hinanden og står hinanden nær, skabes der noget helt unikt. Det er Charlotte overbevist om. Og endnu engang tydeliggøres det, hvordan hendes liv og virke i Regen, både som menighedsmedlem og ansat, inspirerer hende i arbejdet med ‘Innovative Kirker’:Hvis det her kommer til at få aftryk på flere folk end dem, der kommer i kirken til hverdag, så ville jeg synes, det var helt fantastisk!” For selvom ‘Innovative Kirker’ med Charlotte i spidsen ikke har en færdig pakkeløsning klar til de involverede menigheder, så ønsker hun, at menighederne bliver i stand til at række ud over sig selv.

Charlotte, der stadig smiler, vil gerne minde os om, at evangeliet ikke har mistet sin relevans. I bund og grund handler det om at fortælle om Gud og hans kærlighed til os.

URL: https://baptist.dk/kvinden-passionen-og-budskabet/