
Torsdagstanke
Jakob Zimmermann,
Der bliver i dag talt meget om forskelligheder og om, at vi er uenige. Derfor har jeg i længere tid tænkt meget på, hvad det vil sige, at vi er uenige, og hvad der egentlig er vigtigt, at vi har fokus på?
Jeg har tænkt på følgende spørgsmål: Hvad er egentlig vores kald som følgere af Jesus – og kaldet til vores tjeneste for Herren? Jeg har derfor læst om, da Jesus kalder de første disciple.
Jesus råbte ud til dem: “Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere.”
Det syntes jeg er et helt fantastisk vers og ord – MENNESKEFISKERE. Vi er kaldet til at være menneskefiskere. Ikke med fordømmelse eller krav om perfektion – men med åbne hænder og åbne hjerter.
Vores opgave er ikke at sortere, dømme eller afgøre, hvem der ’passer ind’. Den opgave tilhører Gud! Vi må møde mennesker dér, hvor de er. Se dem. Lytte. Række ud. Invitere ind – indgå i relation med andre mennesker! For Guds kærlighed er ikke for de få – den er for alle slags mennesker, i alle livets situationer.
Nogle gange kan vi måske blive usikre: Gør vi det rigtigt? Siger vi det rigtige? Men måske handler det ikke om at gøre det perfekt, men mere om at være villige. Villige til at elske, selv når det er svært. Villige til at dele håb, selv når vi selv tvivler. Vi skal ikke bære ansvaret for resultatet. Vi skal bare kaste nettet – og stole på, at Gud gør resten.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
URL: https://baptist.dk/kast-nettet-ud/