Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Awake samlede unge på tværs af kulturer, kirker og kommunegrænser til en aften med lovsang, forbøn og et budskab om frihed, tilgivelse og en ny begyndelse i Jesus

Henrik Andersen,  

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vindue

Klokken er næsten 19, da Richard Cung går på scenen i Åbenkirke i Herning. Vi er til Awake Worship, og stemningen blandt de næsten 300 teenagere og unge er forventningsfuld. De er klar.

Bandet (Foto: Brendan Van)

Richard inviterer de unge til at forlade stolesæderne og komme frem foran scenen, hvor stolerækkerne er flyttet væk, så alle kan være der:
”Du skal hilse på tre personer, du aldrig tidligere har mødt! Ønsk dem en god aften. Vi er i Guds hus: Her skader det ikke at hilse på hinanden! Kom frem – Vi skal synge, vi skal danse for Herren i aften. I kommer alligevel ikke til at sidde ned de næste 20 minutter!”

Publikum jubler. Alle er med på at have en fest med hinanden og med Herren i aften. Da Richard fortsætter med strækøvelser, er der ikke flere tilbage på stolerækkerne.

Lovsang (Foto: Brendan Van)

Drømmen lever – endnu mere

Det begyndte sidste år med den samme drøm hos de fire initiativtagere: Rammi Cinzah, Filip Za Iap, Peter Tluang og Richard Cung. Drømmen om at samle unge på tværs af kirker og kirkesamfund til fælles lovsang og tilbedelse. De fire unge mænd var inspireret af missionsbefalingen i Mattæus-evangeliets kapitel 28, vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple  …”

Richard fortalte sidste år:
”Vi kommer alle fire med chin-baggrund, og vores udgangspunkt for drømmen var musikken til gudstjenesterne i chin-menighederne. Man synger meget salmer, og når der bliver udgivet nye lovsange, savner de unge at synge dem.”

Derfor var det naturligt for de fire initiativtagere at tage udgangspunkt i deres egen baggrund i chin-menighederne. Det var også der, den økonomiske støtte i første omgang kom fra. I 2026 er endnu mere af drømmen gået i opfyldelse: Over 200 har bestilt billet på forhånd og publikum er i ordets bedste betydning multietnisk og ”multi-kirkeligt.”

AWAKE WORSHIP NIGHT II

– blev støttet økonomisk af Chin Bethel Church (Skjern), Calvary Mission Church (Esbjerg), Baptisternes Børne og Ungdomsforbund (BBU) samt Chin Christian Association Denmark (CCADK). Endvidere havde private doneret penge til arrangementet, der foregik i Åbenkirkes lokaler i Herning lørdag den 28. marts 2026.

Awake  – en del af en bevægelse blandt unge?

Inden lovsangen overtog lydbilledet, fortalte Awakes SoMe-ansvarlige Isabella Izette Tychsen, at budskabet om Awake Worship anno 2026 er nået langt ud:
”Jeg kommer selv fra Kolding og har apostolsk baggrund, flere i bandet er fra pinsekirken i Aalborg. Og vi kan se på billetbestillingerne, at der er mange etnisk danske deltagere i år.”

For Isabella er Awake ikke bare en enkeltstående aften. Hun ser arrangementet som del af en bredere bevægelse blandt unge kristne:
”Der er faktisk en del lignende initiativer rundt omkring i ’Kirke-Danmark’. I Kolding har vi lige haft et ’Lad os tale om tro’-arrangement målrettet unge mennesker, ’Praise’ – hvor unge bare dukker op og synger gospel – ser ud til at brede sig til flere byer. Der er også udsendelser i tv, hvor unge står frem og fortæller om deres tro. Der sker noget blandt de unge – og det er Awake med til!”

Aftenens setliste (Foto: Brendan Van)

Lovsangen er kommet op i gear. Bandet og sangerne har alle med. Vi har alle sammen haft mulighed for at forberede os: Allerede i slutningen af januar lagde Awake-teamet set-listen på musiktjenesten Spotify. Stemningen i salen og lovsangsbandets engagement er helt på højde med de polerede musikvideoer på Spotify. Alle kender sangene og synger med.

En ung mand med en mission

Aftenens taler var Daniel Malan, ungdomspræst i Åbenkirke i Herning. En ung mand med et kald til at arbejde blandt unge. Han møder unge mennesker dér, hvor de er. Med blik for den usikkerhed, overtænkning og identitetskamp, mange bærer på. Det afspejler sig også i hans foredrag og øvrige formidling uden for kirken. Her har han fokus på selvværd, socialt pres og friheden til at leve uden hele tiden at være styret af, hvad andre tænker. I Åbenkirke forener han den tilgang med sin præstetjeneste: en nærværende omsorg for det enkelte menneske og en tydelig forkyndelse af Jesus som den, der møder mennesker med nåde, sandhed og en ny begyndelse.

Aftenens taler, Daniel Malan fra Åbenkirke i Herning (Foto: Brendan Van)

I sin prædiken foldede Daniel korsets budskab ud for de unge. Med udgangspunkt i temaet om Jesu blod vendte han igen og igen tilbage til, at evangeliet ikke først og fremmest handler om at tage sig sammen eller blive et lidt bedre menneske, men om frihed, tilgivelse og en ny begyndelse. De unge fik at vide, at de ikke behøver bevise deres værdi, for i Jesus er de allerede elsket, set og gode nok. Og da Jesus døde på korset, bar han også det, de selv slæber rundt på af skyld, skam og nederlag. Derfor, lød Daniels pointe, er ingen færdige eller fortabte: I Kristus er der fra død til liv, fra nederlag til håb og fra fordømmelse til tilgivelse.

Forbøn og refleksion

Daniel slutter sin prædiken med bøn og med en opfordring til at bede for og med hinanden. Efter prædikenen er musikken i et lidt lavere gear. Vi synger den gode gamle ”Løfte vore hænder” og de unge følger opfordringen til at bede for og med hinanden – lige der på gulvet foran scenen. Mange søger også mod forbønsst ationerne ude i kanten af salen. Fra scenen bliver opfordringen til bøn og forbøn gentaget flere gange. Vi synger ’Make Room’:

Bandet (Foto: Brendan Van)

Here is where I lay it down
Every burden, every crown
This is my surrender
Here is where I lay it down
Every lie and every doubt
This is my surrender

Og det er præcis, hvad der sker: De unge lytter, overgiver sig og lægger deres byrder, løgne og tvivl om livet frem i bøn. I salen får påskebudskabet om frihed i Kristus et konkret udtryk.

Samme budskab på mange måder

Budskabet om at blodet har sat dig fri kommer i mange varianter aftenen igennem: I en gammel video med Billy Graham, lyder det: ”Du vil blive tilgivet, som om du aldrig har syndet – ved blodet!”. Og sammen synger vi Grundtvigs ’Hil dig, Frelser og forsoner’ i moderne tempo. Selv om ordene er fra 1837, synger alle med. Der er våde øjne, da vi når til ’Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis! ”

Pastor Khon Mong sender de unge ud i verden (Foto: Brendan Van)

Aftenen nærmer sig afslutningen, da pastor Khin Mong går på scenen med budskabet til de unge om, at de er en udvalgt generation:
”Måske tænker du: ’Jeg er ikke værdig’. Men du tager fejl. Du er speciel. Gud skabte dig helt specielt. Du er en del af en udvalgt generation. Udvalgt til at bringe evangeliet ud: I din skole, på dit arbejde og blandt de mennesker, du møder. ”

Lovsang! (Foto: Brendan Van)

Så var der kage!

Mens trommehinderne falder på plads og fimrehårene i det indre øre rejser sig igen, er der socialt samvær – og kage! De fire venner, der kendte hinanden, men først blev venner efter at have delt drømmen og visionen om Awake sidste år, gjorde det igen. Sidste år lovede Richard, at de ville forsøge at vende tilbage med:
”… en intens og nærværende aften med fokus på lovsang, frihed og fællesskab blandt mange forskellige kulturer. Der bliver tid til både høj energi og stille momenter med tilbedelse, så alle kan være med. Og Gud vil møde mennesker personligt, lige der hvor de er. Det handler ikke om performance eller show, men om at ære Gud på tværs af alle nationaliteter. Det er det, vi vil prøve at gøre.”

Awake kom tilbage i 2026. Det blev en aften præcis som Richard lovede. Det var den svære to’er. De unge glæder sig til fortsættelsen!

(Foto: Brendan Van)

URL: https://baptist.dk/awake-worship-ii-naesten-300-unge-samlet-til-lovsangsfest-i-herning/