Henrik Andersen,  29. marts 2026

Lyt til artiklen her:

Trine byder velkommen til Palmesøndag i Bethelkirken (Foto: Henrik Andersen)

Palmesøndag er der gudstjeneste for hele familien i Bethelkirken. Det er der egentlig hver søndag, men lige netop i dag er forkyndelsen målrettet barnlige sjæle under overskriften ”Æslets historie”. Nysgerrigheden er vakt hos unge og ældre.

Bethelkirken har et rigtigt kirkeorgel. Tidligere blev det støvet af ved hver eneste gudstjeneste. Nu sker sjældnere. Men i dag er der fuld pedal på lydstyrken, når Alice byder menigheden velkommen med  ”Din, Din er æren.”

Teksten som Johannes Møllehave fortæller den

Trine har hentet dagens tekst fra Johannes Møllehaves børnebibel. En ældre sag med gulnede sider, fortæller Trine om sit eksemplar. Men en fortolkning af ordet, der også er aktuel i vores tid.  Sammen lytter vi til historien om indtoget i Jerusalem. Om disciplene, der låner et æselføl til deres mester og om folkets glæde og hyldest til Messias, befrieren. En genfortælling, hvor Møllehaves fokus på menneskers svigt, giver plads til eftertanke:

”Ordet Hosianna betyder egentlig: Frels os Gud, men det var også det råb, man skulle bryde ud i, når Messias – den store befrier, jødernes konge – kom. De folk, som strør grønne kviste og breder deres kapper ud der, hvor Jesus kommer ridende, skulle kort tid efter blive så skuffede over ham, at de råbte ”Korsfæst ham.” Han var jo ikke den befrier, de havde regnet med. Han fik jo ikke revet Israel fri af romernes jernhårde magt.

Ulla (til venstre) og Naja fortæller “Æslets historie” (Foto: Henrik Andersen)

Æslets historie

Nu er vi nået til æslets historie, som Naja (æslet) og Ulla (æslets ven) fortæller:

ÆSEL:
”Nå, så sidder vi lige her lidt og tager en pause. Jeg er jo ikke så ung, som jeg har været. Jeg skal have en pause, bare jeg har rejst mig op. Mine ben er ikke så hurtige længere, og min ryg knirker højere end døren ind til stalden. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skal bruges til mere. Jeg står mest inde i stalden, mens de unge æsler de farer afsted – boomer – kalder de mig. Og så siger de hele tiden noget med six – seven. Jeg forstår dem ikke. (Æslet sukker højt). Jeg tror faktisk, jeg er blevet lidt… overflødig.”

(Mens æslet taler med sig selv, dukker æslets ven op.)

VEN:
”Nogle gange, når man føler sig overflødig, så er det bare fordi, man sidder og glemmer noget meget vigtigt.”

ÆSEL:
”Hvad skulle jeg dog have glemt? Jeg husker mest, at jeg er gammel. Og træt.”

VEN:
”Kan du huske, da du var lille?”

ÆSEL:
”Lille? Det er meget længe siden.”

VEN:
”Ja… men det var også noget helt særligt.”

Børn og voksne pynter korset med grene og påskeliljer (Foto: Henrik Andersen)

ÆSEL (retter sig lidt op):
”Ja…Nu du siger det… Der var engang… da jeg bare var et æselføl. Jeg var lille dengang. Mine ben var så tynde, og jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg hørte til. Pludselig kom der nogle mennesker. De tog mig med. Jeg blev lidt bange… men så mødte jeg hans blik. Jesus. Han var rolig. Han talte blidt, og han satte sig på min ryg. Og så… så skete det. Folk råbte. De vinkede med grene. Der var sang og glæde og jubel. Og midt i det hele…mig. Et helt almindeligt æselføl. Jeg var ikke stærk. Jeg var ikke modig. Men Jesus valgte mig.”

Mens æslet filosoferer videre over sin situation, bliver børn og voksne inviteret til at pynte korset med grene og påskeliljer. Mindre prangende end palmegrene, kapper på vejen og ”Hosianna”-råb fra folket i Jerusalem. Men med plads til refleksion og umiddelbar glæde over de første forårstegn.

Æslet møder Jesus

Naja og Ulla fortsætter med at fortælle æslets historie:

ÆSEL:
”Åh ja. Det var noget helt særligt den palmesøndag, hvor jeg mødte Jesus. Men årene gik. Jeg var ikke længere et barn – men et ungt æsel, og verden var stor og spændende! Der var så meget at se. Så meget at opleve. Så meget jeg selv ville prøve. Jeg tænkte ikke så meget på Jesus længere. Jeg tænkte egentlig mest på mig selv.”

VEN:
”Det kan man hurtigt komme til, når verden ligger åben og er fuld af muligheder.”

ÆSEL:
”Ja…Jeg havde travlt med at være vigtig og med at være fri. Travlt med at finde ud at være… mig. Jeg glemte at være der for andre. Glemte at lytte. Jeg glemte at være en god ven.”

VEN:
”Det kan vi godt komme til en gang imellem. Men heldigvis glemmer Jesus aldrig at være vores ven. Uanset hvor meget vores liv er fyldt af, vil han altid gerne være sammen med os.”

Alt der fylder – for meget (Foto: Henrik Andersen)

”Uanset hvor meget vores liv er fyldt af…” siger æslets ven. Sammen får vi mulighed for at tænke over alt det, der fylder vores liv – og give det, der fylder for meget, til Jesus. Vi skriver på post-it’s, og sætter dem op på det store røde hjerte i hjørnet af kirken.

Æslets fortæller om alt det, der fyldte i livet

ÆSEL:
”Så blev jeg voksen. Der var arbejde. Ansvar. Pligter. Der var så meget, der skulle nås, og mange ting, der skulle lykkes. Jeg ville have det gode liv for mig og min familie. Så jeg knoklede og drønede af sted. Men jeg glemte at standse op. Jeg glemte at mærke efter. Glemte at være taknemmelig. Alt det, jeg lærte af Jesus dengang… det druknede i travlhed.”

VEN:
”Nogle gange løber man så hurtigt, at man ikke opdager, at det gode allerede var dér, hvor man startede.”

ÆSEL:

”Men tror du, det er for sent at gøre noget ved det nu? Nu er jeg jo bare et gammelt æsel, så måske kan det hele være lige meget.”

VEN:
”Det er heldigvis aldrig for sent at sige TAK.”

Fællesskab i takkebøn (Foto: Henrik Andersen)

Det er blevet tid til en takkebøn. Sammen med et par spejdere leder Trine menigheden gennem bønnen og de tilhørende fagter, inden orglet igen bliver varmet op: Ingen Palmesøndagsgudstjeneste uden ”Hil dig, Frelser og forsoner.”

Gudstjenesten er ved at være slut. Vi møder æslet og vennen for sidste gang.

”Vi kan noget forskelligt, og derfor kan vi hjælpe hinanden.”

ÆSEL:
”Nu sidder jeg bare her. Gammel. Med masser af tid – men ingen, der rigtig spørger efter mig. De unge taler et sprog, jeg ikke forstår. De voksne har travlt. Og børnene… ja, vil de overhovedet være sammen med sådan et gammelt, langsomt æsel som mig?”

VEN:
”Måske er det ikke dig, der er blevet for langsom. Måske er verden bare blevet lidt for hurtig?”

ÆSEL:
”Ja… og måske… Måske har jeg stadig noget at give? Jeg har minder. Historier. Tid. Jeg kan lytte. Jeg kan gå langsomt sammen med børnene. Jeg kan fortælle dem om Jesus. Om dengang, han valgte mig. Jeg var et æsel, Jesus kunne bruge dengang, og jeg er det stadig – bare på en anden måde.”

VEN:
”Det er nemlig lige præcis rigtigt kære ven. Der er brug for os alle sammen her i kirken. Det er lige meget, om man er barn, ung, voksen eller gammel. Vi kan noget forskelligt, og derfor kan vi hjælpe hinanden.”

ÆSEL:
”Tak fordi du var her til at minde mig om det.”

VEN:
”Selv tak – nu kan du gå ud og minde en anden om det samme. Det er nemlig altid rart at få at vide, at der er nogen, der har brug for en.”

ÆSEL:
”Det vil jeg gøre, og det tror jeg også, at alle dem, der har været med i dag, vil gøre. God påske alle sammen.”

Gudstjenesten er slut. Vi tager hinanden i hænderne og synger ”Gennem al Guds folk.”

Efterskrift

Æslets historie er skrevet af Trine Engbo Sørensen. Har du haft en Palmesøndagsoplevelse, som du har lyst til at dele, så hold dig ikke tilbage. Skriv en kommentar efter artiklen her på siden – eller på baptist.dk’s Facebookside. Vi glæder os til at læse om din oplevelse.

Korset med grene og påskeliljer

URL: https://baptist.dk/vi-kan-noget-forskelligt-og-derfor-kan-vi-hjaelpe-hinanden/