Bibelsyn og bibelbrug

Bibelsyn og bibelbrug

Der er ikke nogen bog, der betyder mere for mig, end Bibelen gør. Betyder det så, at jeg læser tilstrækkeligt i den? Nej, desværre ikke.

Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken, Aalborg,  

Der er ikke nogen bog, der betyder mere for mig, end Bibelen gør. Betyder det så, at jeg kender den tilstrækkeligt godt? Nej, heller ikke, desværre. Men der er alligevel ikke nogen anden bog, som har påvirket og forvandlet mig i en sådan grad som den. Ligesom der heller ikke er nogen anden bog, som inviterer mig ind i en fortælling og en efterfølgelse, som den gør. Og jeg har gennem mit liv lært at genkende, hvordan jeg alt for let rammes af forvirring, mismod, sortsyn og manglende vejledning i de perioder, hvor jeg forsømmer min bibellæsning.

Ikke nogen anden bog har påvirket og forvandlet mig i en sådan grad.

To rum for bibellæsning

I forholdet til Bibelen bevæger jeg mig hele tiden frem og tilbage mellem to ’rum’: Min tjeneste som præst og leder i en menighed, og mit personlige liv med de relationer, jeg nu engang indgår i. Begge rum har jeg i den grad brug for at fylde med bibellæsning. Hvis læsningen forsømmes i forhold til det ene rum, påvirker det uvægerligt livet i det andet rum.

Bibelen er Guds ord

Jeg har fundet stor glæde i bogen “Hvad mener vi med at Bibelen er Guds ord?” af Mikael Tellbe.[i] Han har med den bog hjulpet mig til at forstå mit eget syn på Bibelen bedre, ligesom hans forfatterskab inspirerer mig til at leve endnu mere i og med Bibelen.

Jeg har ikke brug for at bevise, at Bibelen er Guds ord.

Jeg tror og bekender, at Bibelen er Guds ord. Og ordene ’tror’ og ’bekender’ er vigtige for mig i denne sammenhæng. For jeg har ikke brug for at bevise, at Bibelen er Guds ord. For det kan være svært. Ligesom jeg heller ikke kan bevise, at Gud findes. Ligesom ateisterne heller ikke kan bevise, at Gud ikke findes. Det er en trossag. Jeg tror, og jeg bekender, at Bibelen er Guds ord. Jeg tror og jeg oplever, at jeg ved læsning af Bibelen hører Guds ord tale til mig. Jeg tror, og jeg oplever, at Gud møder mig gennem læsningen af Bibelen.

Jesus Kristus åbenbarer Gud

Jeg tror på, at Bibelen er Guds ord, fordi jeg tror på Jesus Kristus. Sådan vender det for mig. Det er ikke troen på Bibelen, som har givet mig min gudstro. Men det er troen på Jesus Kristus som Guds enbårne Søn og som min Herre og Frelser, som har givet mig troen på og bekendelsen om, at Bibelen er Guds ord.

Jeg tror på, at Gud er en Gud, som åbenbarer sig. Og jeg kan lære Ham at kende i det omfang, Han åbenbarer sig for mig. Jeg tror på en Gud, som har åbenbaret sig – og som stadigvæk åbenbarer sig. Det gør Han på flere måder. Men den stærkeste åbenbaring af Gud selv finder vi i Jesus Kristus. Og den åbenbaring finder jeg først og fremmest i Skriften, i Bibelen. Derfor tror jeg, at Bibelen er Guds ord.

Det stærkeste lys

Nogle gange – også indenfor vores eget kirkesamfunds rammer – støder jeg på mennesker, som siger noget i stil med: “Vi kan og skal ikke bruge Bibelen til at argumentere for vores synspunkter!” Måske er baggrunden for et sådant standpunkt, at man er stødt på mennesker, som billedligt talt har brugt Bibelen til at ’slå dem i hovedet’ på grund af deres synspunkter. Hvis det er tilfældet, kan jeg have en vis forståelse for deres udtalelse. For naturligvis skal vi ikke bruge Bibelen på den måde. Men hvis det er et udtryk for, at man lægger større vægt på verdslige og/eller humanistisk funderede argumenter end Bibelen, så må jeg tage afstand fra det standpunkt. Hvis ikke vi tror på, at Bibelen er vores stærkeste lygte for vores fod og lyset på vores sti, når det handler om at forstå Gud, os selv, dem vi er i relation med, og den verden vi lever i, hvad har vi så tilbage? Hvordan skal vi så finde vej?

Et kærlighedsbrev

Finder jeg alt det, jeg gerne vil finde, i Bibelen? Nej, det er ikke en matematikbog med en komplet facitliste. Det er et kærlighedsbrev med en invitation ind i en relation med – og efterfølgelse af – Ham, som både er min Frelser, min Herre, og min Ven.

Læs også ‘Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?’


[1] Michael Tellbe: Dr.theol. og lektor i Ny Testamente ved Örebro Teologiska Högskola (ÖTH) og Akademi för Ledarskap och Teologi (ALT)

URL: https://baptist.dk/bibelsyn-og-bibelbrug/