
Siden ”100 år i Afrika”-udvalget blev nedsat, er store mængder historisk materiale blevet digitaliseret. Nu er fokus på bogudgivelsen og på en fejring, der kan mærkes i menighederne
Henrik Andersen,
Åbn lyd i nyt vindue”Ruinerne af de gamle huse, vi fandt, var umulige at gøre i stand. Derimod en mængde brugbare soltørrede mursten. Vi fik 12.000 sten frem og begyndte at opføre et hus. Desværre har de indfødte kun ringe sans for rette linjer, så min mand måtte lægge stenene selv. Efter tre ugers forløb er huset for så vidt færdigt, så vi kan flytte ind, men det mangler både loft og gulv. Men der er tykt lagt græs som tag, så i huset kan man opholde sig uden solhjelm på hvilket som helst tid af dagen. Huset er 4,5 meter bredt og godt 17 meter langt. Der er to små stuer og et lille rum til kasser og kufferter, et rum til poliklinik og et til opbevarelse af redskaber og værktøj. Så er herligheden, det første hus på de danske baptisters første missionsstation færdigt. Men det står endnu og har været i brug siden.”
I beretningen fra 1963 ser Johanne Andersen tilbage på rejsen i 1928 fra Danmark over Belgien til Urundi. Det land, vi i dag kender som Burundi (du finder lydfilen her). Johanne og N.P. Andersen var de første danske baptister, der blev sendt ud som missionærer. De nåede til Urundi den 17. maj 1928 og den 6. juni 1928 nåede ægteparret sammen med 80 bærere frem til Musema, hvor de byggede den første missionsstation.
I 2028 skal vi fejre 100 år i Afrika og forberedelserne er ved at komme i gang.
I efteråret 2022 ringede Morten Kjær Kofoed, sekretær for International Mission i BaptistKirken, rundt til en flok særligt udvalgte. Hurtigt fik han samlet et lille udvalg, der siden har holdt utallige møder på Teams og gravet i arkiverne. Udvalget har efterhånden samlet et omfattende materiale om BaptistKirkens første 100 år i Afrika:
Alt det digitale materiale er samlet på BaptistKirkens server, så alle der skal arbejde med jubilæumsforberedelserne, kan få glæde af materialet.
BaptistKirkens ledelse har besluttet, at der skal udgives en jubilæumsbog i anledning af jubilæet. Der er samlet et hold af skribenter, der er i gang med de første udkast til tekst. Historiker Jens Wendel-Hansen har påtaget sig opgaven som redaktør: Det sikrer, at der bliver tale om professionel historieformidling.
Udvalget fortsætter arbejdet med at finde og indsamle materiale. For at skabe overblik og hjælpe skribenterne bliver der afholdt webinarer for skribenterne med information om BaptistKirkens egne arkiver (både de digitale og det fysiske i Tølløse), adgang til Det kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og en række online-steder hvor der også kan findes information om missionærer og arbejdet i Afrika.
Udvalget har forsøgt at etablere et samarbejde med vores partnere i Rwanda og Burundi. Det har været svært: Folkemordet i Rwanda i 1994 og gentagne uroligheder i Burundi har medført, at baptistkirkerne ikke længere har arkiver af betydning. For at få ”stemmer fra syd” med i materialet og i bogen forsøger udvalget at gennemføre en række interviews med personer i Rwanda og Burundi, der kan fortælle om mødet med BaptistKirkens udsendte.
En bog kan belyse og oplyse. I særlige tilfælde kan den begejstre og måske samle mennesker for en sag. Men en fælles fejring kan forbinde – på tværs i BaptistKirken og fra nord til syd. Derfor har Morten samlet endnu et udvalg, der arbejder med en fælles fejring af jubilæet i 2028.
Der er mange ideer på bordet: Flere af dem handler om at gøre det spændende arkivmateriale tilgængeligt for mange:
Ideerne står i kø. Det bliver spændende at følge med i forberedelserne til fejringen.
Hvis du har materiale fra arbejdet i Rwanda og Burundi – billeder, lyd, dagbøger, breve eller andet, der kan være med til at fortælle historien, så kontakt Morten Kofoed. Listen med interview-emner er fortsat lang, så giv os gerne et praj, hvis du vil fortælle din historie.
Hvis vi har overset dig i vores søgen efter skribenter – eller hvis du på anden måde ønsker at bidrage til det fortsatte arbejde, er du meget velkommen til at kontakte udvalget.
Kontakt Morten Kjær Kofoed, e-mail: morten@baptistkirken.dk, Tlf.: 3011 2904
“Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte” – baptist.dk, 29. november 2025
”Fra de første skridt til 100 år i Afrika” – baptist.dk, 7. maj 2024
URL: https://baptist.dk/100-aar-i-afrika-baptistkirken-goer-klar-til-2028/