Kristuskirken 1958, 29 år (Foto: Privat)
Bent Hylleberg,
Det gik, som Per Nørgaard ønskede. Han sov stille ind i hjemmet i Tølløse den 29. oktober 2025, 96 år gammel. Han var åndslivlig til det sidste, selv om kræfterne tog af. Et lysende fyrtårn i dansk baptisme er slukket. Mange mindes Per Nørgaard som inspirerende præst, lærer og debattør, der mødte os med sit intellekt og sin hjertevarme. En ener, der sprudlede og favnede, eksperimenterede og sprængte grænser. En kollega, der sidst i 1970’erne kun kendte Per flygtigt, husker, at ’Pers prædiken var umådelig inspirerende. Jeg følte nærmest, at jeg havde fået brusebad i Helligånd!’.
Kristuskirken 1958, 29 år (Foto: Privat)
Per Nørgaard voksede op i præstehjemmet hos Marie og Johannes Nørgaard på Nørrebro, da Kristuskirken var en menighed på 800 medlemmer plus 1.000 børn og unge. I 1943 fulgte han med til Tølløse, da hans far blev forstander på prædikantskolen. Også fra sin morfar P. Olsen, der var forstander på højskolen i Gistrup og på prædikantskolen i Tølløse, kendte han den livsvej, han valgte – at læse til præst på prædikantskolen og derpå i København, hvor han blev cand. theol i 1957.
Under studiet var han ungdomspræst på Nørrebro og på Amager, inden han blev søndagsskolernes landssekretær i 1958. Dengang med 8.000 elever og 700 lærere i søndagsskolerne. Efter tre intense arbejdsår, hvor Per lærte alle menigheder at kende, brød han som nygift op og rejste med Jette til USA i to år. Med ønsket om et internationalt udsyn gik han også i sin morfars og fars fodspor – på Union i New York, hvor han gjorde det Gamle Testamente til sit speciale, og på sydstatsbaptisternes højborg, Louisville, hvor han studerede amerikansk kirkeliv.
Tølløse 1987, 58 år (Foto: Privat)
Mens Per læste teologi i København, rejste han et halvt år til Indien sammen med en jævnaldrende teologistuderende fra Aahus, Johannes Aagaard. I Sydindien deltog de i verdenskongressen for kristne unge, hvorpå de studerede kristen mission i store dele af Indien, Pakistan og Burma. På sejlturen tur/retur opholdt de sig også i Aden på sydspidsen af den Arabiske Halvø. Dannelsesrejsen omfattede altså kirkens møde med såvel hinduisme, buddhisme som islam.
Det økumeniske perspektiv kom snart danske unge til gode, da Per og Jette fra 1963 sammen med kristne af luthersk, katolsk og frikirkelig rod inviterede til økumeniske lejre på Ømborgen flere år, før Danske Kirkedage så dagens lys i 1968. På den baggrund blev Per vores mangeårige repræsentant i Det økumeniske Fællesråd. Og ligeså ’vores mand’ i Kirkernes Verdensråd. Herfra satte han sine nyvundne erfaringer i spil her i landet.
Tølløse 1996, 67 år (Foto: Privat)
Per Nørgaard blev præst i to menigheder. Fra 1963 i den nye Korskirken i Herlev i 22 år. Og derpå i Tølløse i 11 år indtil han gik på pension i 1996. Gennem alle årene søgte han at sætte barnet i centrum. I Korskirken indførte han både børnetale og børnesalme i gudstjenestens begyndelse. Jette og Pers præstehjem blev et åbent sted, hvor de på skift inviterede to børnefamilier til spisning med én dagsorden: Efter måltidet skulle små og store inspirere hinanden og tilrettelægge den kommende søndags familiegudstjeneste.
Teologisk tænkte Per også nyt om børnene. Han argumenterede for, at de bør deltage i nadveren – på baggrund af det jødiske påskemåltid, Jesus’ udsagn om børnene og Gudsriget samt om spisefællesskabet i de nye kristne menigheder. ’Vi trænger til at indføre en bedre bordskik i menighederne’, sagde Per. Det skete snart i Herlev – og derpå i alle menigheder. I Tølløse foreslog han, at kirkens ’børnehjørne’ skulle flyttes op midt i kirken. Det fjerne ’børnehjørne’ – nederst bag bænkene – signalerer, at børnene er sat til side. Og her bliver børnene vænnet til at være – udenfor. Ovenikøbet i de år, hvor deres vaner dannes! Og voksne snydes for glæden ved at opleve børnene i menighedens midte.
Tølløse 2025, 96 år (Foto: Privat)
Med de nævnte erfaringer var det naturligt, at Per Nørgaard i 1966 kom i spil som rektor på det nye teologiske seminarium i Tølløse – hvor han ville have efterfulgt sin morfar og far i lige linje – og derpå i 1972 som ny idérig højskoleforstander efter Skolens brand. Men bestyrelserne turde ikke binde an med Per. Han var for kontroversiel og farverig, mente man, efter han havde deltaget i både seminarie- og højskoledebatten. Hvad vi gik glip af, véd ingen af os, men dét, Per ikke blev for få elever, blev han for mange som præst og sjælesørger gennem 33 år.
Alligevel satte Per sit præg på en generation af præster. Han underviste i 33 år i Gamle Testamente på Det teologiske seminarium. Han var en blændende fortæller, der mestrede den mundtlige tradition. Når Per gik på prædikestolen eller kom til et kateder, fjernede han en elastik fra et bundt kartotekskort, der var forsynet med stikord og citater. De fik numre, så der kunne tilføjes et kort, når han fik en tanke eller noterede andres indsigt. Ved brug af kortene talte han frit og levende uden binding til papir – og ur! Vi har derfor ikke mange lange manuskripter, der kan arkiveres. Hans indlæg handlede om aktuelle emner og var oftest korte.
Den viljestærke pensionist på vej mod havet! (Foto: Privat)
For Per var Bibelen en helhed. Opgaven bestod i at se dens 66 skrifter i den samtid, hvori de blev til – og tolke dem i ét helhedsperspektiv med Jesus som centrum. I den forstand var Per præget af Karl Barth. Ikke snævert, men også med sans for skabelsens Gud og hans vidunderlige skaberværk. Et af Pers faste udtryk i hans bøn lød: ’Der er så meget, vi ikke fatter, der hører til rammen om vort liv’. Så meget mere, tilføjede han, er der grund til at fastholde håbet om, at alt fuldendes i Guds rige. Og tro: ’At de opgaver, som Jesus nu stiller foran os, er forklædte velsignelser’.
Jette og Pers foretrukne feriested var Vesterhavet i Vendsyssel (Foto: Privat)
Jeg fik den fornøjelse at køre kirkebil for Per på hans gamle dage. Vi aftale køretiderne på SMS. Da jeg for to år siden skrev: ’Jeg runder pynten kl. 9.43’, svarede Per: ’Så pynter jeg rundingen’! Han havde ordet i sin magt. Humor og vid prægede ham til det sidste. Per Nørgaard har nu ’pyntet den sidste runding’ – og han har ’rundet den sidste pynt’. Gud give ham en glædelig opstandelse i sit Rige!
URL: https://baptist.dk/et-fyrtaarn-der-lyste-per-noergaard-til-minde/