Alternativet til nutidens individualistiske, relative sandhedsbegreb, er ikke en absolut sandhed, men kærlighed.
Johannes Aakjær Steenbuch,
Johannes Aakjær Steenbuch
:
Fordi den treenige Gud er fællesskab i sit væsen, kan sandheden i den kristne teologi kaldes ’relationel’. Derfor er kærlighed alternativet til den moderne individualistiske, relative forståelse af sandheden. Vi siger ofte, at sandheden er blevet ’individuel’ og ’relativ’.
De store fælles sandheder er blevet til mange små. De sociale medier fungerer som ekkokamre, hvor vi hver især får bekræftet vores egen sandhed, uden at vi behøver at føre bevis og begrunde vores meninger.
Hvad betyder det egentlig, når vi nu i stedet kalder sandheden relativ snarere end absolut?
Nok har vi en velbegrundet skepsis overfor absolutte sandheder, som i form af politiske og religiøse ideologier ofte har gjort mere skade end gavn. Men hvad betyder det egentlig, når vi nu i stedet kalder sandheden relativ snarere end absolut?
Spørgsmålet om, hvad sandhed overhovedet er, har være centralt siden filosofiens begyndelse. Igennem tiden har en række forskellige sandhedsbegreber gjort sig gældende.
Sandhed kan være, når det, vi siger, svarer til virkeligheden. Det kan også være, når noget passer ind i helheden, eller mere pragmatisk, når noget ’virker’. Sandhed kan også være en begivenhed, hvor noget afdækkes og kommer til syne som sandt.
Men hvad vil det så sige at kalde sandheden ’relativ’? At noget er ’relativt’ (fra latin, relativus) betyder, at det kan føres tilbage til noget andet. At noget er ’absolut’ (fra latin, absolutus) betyder derimod, at det er uafhængigt og ubetinget.
Hvis sandheden er ’relativ’, betyder det altså, at sandheden afhænger af noget andet – det kunne fx være individet, det enkelte menneske, der i dag måske ligefrem siges at skabe sin egen sandhed. Det skal selvfølgelig forstås i forhold til en førmoderne tankegang, hvor sandhed i mindre grad afhang af individet.
Spørgsmålet om sandhed var også en del af den kristne teologi og filosofi, som den udviklede sig siden begyndelsen i senantikken. Teologer kom efterhånden frem til et sandhedsbegreb, som kan kaldes relationelt. Gud er sandheden selv, men Gud er jo treenig, og det vil sige, at Gud er relateret i sit væsen.
I den nikænske trosbekendelse fra år 325 beskrives Gud Søn som ”lys af lys” og som ”sand Gud af sand Gud”. Sandheden kommer os i møde i Kristus, der er Guds Ord. Hvor græsk filosofi ofte arbejdede med ét øverste princip, der bestemmer alt andet, formulerede den kristne teologi efterhånden en forståelse af Gud som et fællesskab af Fader, Søn og Helligånd, der kun er, hvad de er, i kraft af deres relationer til hinanden.
”Faderen kendes kun ved Sønnen, ligesom sandheden kun kendes ved sandheden”, skrev den oldkirkelige teolog Klemens af Alexandria i det tredje århundrede. Sandheden er med andre ord relationel og personlig, som vi kender det fra Jesus, der beskrev sig selv som ”sandheden”.[1] Sandheden kan kun begribes i dens relationer, men i sig selv er den utilgængelig for mennesker.
Gud er sandheden selv, hævdede den kristne teologi, men Gud er i sig selv ubegribelig og uudsigelig. Derfor må Gud tilpasse sig menneskers begrænsede fatteevne. Gud kommer mennesker i møde, i sidste ende ved selv at blive menneske. Sandheden kan ikke bevises, men må tages for givet i tro.
Gud er sandheden selv, hævdede den kristne teologi, men Gud er i sig selv ubegribelig og uudsigelig.
Det betød også ifølge den tidlige kristne teologi, at sandheden antager forskellige former, afhængigt af menneskers og kulturers særtræk og behov. Sandheden er i sig selv én og uforanderlig, for sådan er Gud, men fordi vi lever i en foranderlig virkelighed præget af mangfoldighed, må sandheden også antage mange former.
Det er grunden til, at Bibelen i så høj grad taler om Gud i billedsprog og lignelser. Den latinske teolog Augustin forklarede i sin bog Bekendelser, skrevet omkring år 400, at selvom sandheden er én, kan vi have forskellige tolkninger af sandheden, som hver især kan være sande. Vi kender fx ikke forfatterintentionen bag skabelsesberetningen, men vi kan have forskellige udlægninger, som kan være sande, så længe de er drevet af en grundlæggende kærlighed til Gud og mennesker.
Sandhed er ikke løsrevne facts og kendsgerninger, men en virkelighed, vi får del i af nåde. Der er en mangfoldighed af sande anskuelser, skriver Augustin, men det er sandheden selv, altså Gud, der må fremkalde enighed.
Selvom Gud kan kaldes den ’absolutte sandhed’, er sandheden altså samtidig relationel, fordi Gud er treenig. Vores enkelte sandheder kan måske ligefrem kaldes relative, fordi de altid afhænger af noget andet – og i sidste ende af Gud.
’Min’ sandhed er nu engang ’min’.
Fra det perspektiv er problemet måske ikke så meget, at sandheden er blevet ’relativ’, for det har den altid været, men at vi nu har hver vores ’absolutte’ sandhed, altså uafhængige sandheder, som vi står stejlt på. ’Min’ sandhed er nu engang ’min’. Vi skimmer lynhurtigt de sociale medier, gør os vores meninger, og smider en kommentar ind, som passer til vores verdensbillede.
Det skaber konflikter. En tilgang til ’sandheden’, som er drevet af kærlighed, må derimod forsøge at rumme forskelle, men uden at gøre forskellighed til sandheden selv. Det kræver, at vi accepterer en grad af mangfoldighed, men også, at vi finder et fælles fodslag i en dybere sandhed uden for os selv.
Læs også “Hvad er egentlig sandhed, når sandheden virker til at splintre?”
[1] Johannesevangeliet kap. 14, vers 6
URL: https://baptist.dk/er-sandheden-blevet-individuel-og-relativ/