Der findes ca. 500 steder i Bibelen, der taler om bøn, og ca. 500, der handler om tro, men der findes 2.350, der handler om penge, ansvar og økonomi! Jesus taler ofte om etiske emner – og blandt dem langt oftest om penge og ansvar.
Ole Lundegaard,
Der må have været en grund! Måske den samme som i dag: Når vi administrerer dét godt, der er lagt i vores hænder, kan vi blive til stor velsignelse, men hvis det er pengene, der ‘administrerer os’, bliver det vores og andres undergang.
I en kort artikel er det helt umuligt at gennemgå alle bibelstederne, og vi ville kun lige være begyndt, inden vi skulle slutte igen. Omvendt er der måske heller ikke det store behov for det, for vi ved dybest set godt, hvad vi vil finde. Problemet med det, Bibelen siger om penge, ejendom og ansvar, er ikke, at det er svært at forstå, men at det er alt for let at forstå. Det udfordrer os mere, end vi har lyst til.
På den ene side er det en velsignelse at nyde frugten af hårdt arbejde og ikke mangle dagligt brød. Paulus satte tydeligvis pris på, at nogle troende havde hjem, der var store nok til, at de kunne huse – og måske bespise – en hel menighed.
”To ting beder jeg dig om, nægt mig dem ikke, så længe jeg lever: Hold løgn og løgneord borte fra mig! Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig.”
Ordsprogenes bog kap. 30, vers 7 – 8
På den anden side er der i både Det gamle og Det nye Testamente mange advarsler mod at søge at blive rig. Jesus fortæller en lignelse om en mand, der byggede sine lader store for at få plads til al sin ejendom. Han døde samme nat, som laderne stod færdige. Vores liv beror ikke på det, vi ejer, siger Jesus.[1]
Men det er en dobbelthed, ikke en modsætning. Det er en velsignelse at få sit daglige brød og ikke mangle det, man har brug for. Og det er efter al erfaring sandt, at vi har det med at lade penge og ejendom ‘styre’ os i stedet for omvendt.
Der har altid været kristne, der tog Jesus´ bud om at give sin ejendom bort bogstaveligt. Det har præget dele af klosterbevægelsen, men også dele af den anabaptistiske bevægelse.[2] Samtidig har flertallet af kristne søgt at leve i det almindelige og pengestyrede samfund, hvor vi har stræbt efter – og ofte fejlet i – at leve som gode forvaltere.
”Den, som har Kristus, er rig og har nok.”
Thomas à Kempis
Skal man forsøge at sammenfatte en del af den bibelske undervisning om penge og økonomi, kan det fx gøres under disse tre overskrifter:
Tro – Den røde tråd gennem Bibelens tale om penge og ejendom er, at vores tryghed ikke skal stamme fra det, vi ejer, men fra vores tro på og fortrøstning til Gud. Gør jer ingen bekymringer, siger Jesus, søg først og fremmest Guds rige, så skal det andet også nok gå.[3]
Ansvar – Det grundlæggende bibelske perspektiv på alt, der har med ejendom at gøre, er, at det, vi ejer, er gaver, vi skal bruge, så det bliver til andres og vores egen velsignelse. Uanset, at jeg har arbejdet hårdt for at få dét, jeg har, er perspektivet fortsat, at jeg skal bruge det med min næste for øje, ikke blot mig selv. Gud er en generøs Gud. Vi tjener Gud ved at deltage i det, den generøse Gud vil i verden. Og det gør vi naturligvis ved selv at være generøse.
Ole Lundegaard
Nøjsomhed – Da Gud gav Israel manna under ørkenvandringen, kunne de ikke samle mere, end de hver især havde brug for. Gjorde de det, rådnede det bare, og de fik ingen glæde af det![4] Hebræerbrevets forfatter skriver: ”Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har.”[5] For anabaptisterne var den troendes nøjsomhed og villighed til at dele af sit eget med den fattige ét af de afgørende tegn på, at man var en discipel af Jesus.
Uanset, om vi har meget eller lidt, er det tre gode bibelske principper at leve efter.
1 Lukas-evangeliet kap. 12, vers 13-21
2 Anabaptisme: Bevægelse på reformationstiden (1500-tallet) med baptistiske synspunkter
3 Matthæus-evangeliet kap. 6, vers 24-34
4 2. Mosebog kap. 16, vers 18ff
5 Hebræerbrevet kap. 13, vers 5
URL: https://baptist.dk/hvem-forvalter-hvem/