Lone Møller-Hansen,
Lyt til artiklen:
Åbn lyd i nyt vindue3.400 deltagere fra 130 lande deltog i Baptist World Alliance’s verdenskongres i Brisbane i Australien. Et meget vellykket arrangement, selvom det var færre deltagere, end man havde håbet på. Over 600 fra især Afrika og Asien var blevet nægtet visum af de australske myndigheder. Men det påvirkede ikke stemningen i den farverige flok af baptister, når de var samlet til morgengudstjeneste og aftenmøder. Der var et hav af tilbud med bibeltimer og workshops i dagtimerne. Lone Møller-Hansen havde bl.a. sin første bibeltime på engelsk.
Blandt de 20 danske deltagere var 12 unge fra Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, ledet af Nicolas Fromsejer, og seks, der deltog i den norske arrangerede rejse – som før og efter kongressen virkelig var veltilrettelagt og mættet med indtryk fra smukke Australien.
De europæiske deltagere efter EBFs samling. Foto: BWA
BWAs generalsekretær Elijah Brown brugte kongressens åbningsmøde til at lancere de næste otte års kampagne, der hedder Acts2 Movement 2033.
Med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger kapitel 2, versene 41-47 vil baptister verden over målrettet arbejde med mission indenfor fem kategorier; vidnesbyrd, bibel, omsorg, frihed og retfærdighed samt naboskab.
Act2Movement
Du kan læse meget mere om kampagnen (indtil videre kun på engelsk) på websitet https://acts2movement.org/
Materialet bliver oversat til dansk og gjort tilgængeligt for menighederne – og alle, der vil være med til at bringe vidnesbyrd
Det er et projekt, som også BaptistKirken nemt kan engagere sig i. Tanken er, at vi i 2033 – i 2000-året for Jesus’ korsfæstelse, Helligåndens komme til alle disciple, kirkens opståen – bl.a. vil have delt 450 mio. vidnesbyrd. Det sker ved, at alle 55 mio. baptister hvert år deler bare tre vidnesbyrd med andre. Hvis vi hvert år gør tre gode gerninger – helt i spejderånden – for mennesker med et behov, så vil der være en milliard mennesker, der har mødt Jesus i handling.
BWA håber på, at en million mennesker vil skrive under på en pagt for religionsfrihed. Det kan man gøre snart – vi offentliggør et link, så snart det er tilgængeligt.
Der er 1159 sprog, der endnu ikke har en bibel på deres eget sprog. Det vil vi gøre noget ved, så her handler det om både forbøn og økonomisk støtte til bibeloversættere.
Endelig er der en idé om naboskab, hvor en halv mio. baptister tilbyder sig som deres naboers forbeder og samtalepartner. Det er måske det mest fremmede for os danskere. Elijah Brown fortalte om en kvinde, der var flyttet til et nyt område og havde lavet en lille flyer, som hun lagde i naboernes postkasser. Her stod, at hvis der var nogle af hendes nye naboer, der havde brug for én, der ville bede for dem eller have en åndelig samtale, så stod hun til rådighed. Straks var der nogle, som spurgte, ”hvem hun troede, hun var…” Men kort efter kom den første, der var i krise. Måske det også vil kunne ske i Danmark, hvor der er en åndelig opvågning for tiden.
Alle disse ”veje” udgør tilsammen Acts2 Movement, 2033.
BaptistKirken vil oversætte materialet, så det er nemt tilgængeligt.
Noget af det, der var allermest gennemgående i kongressen var, at Helligånden hele tiden blev omtalt og påkaldt. Det har jeg ikke oplevet på nogen anden konference eller kongres.
Og det er jo sandt, at ingen af vores planer vil blive til noget, hvis ikke Helligånden er med og velsigner det, vi har fået på hjerte. Ja, faktisk, at det er Helligånden, der har lagt det på vores hjerter.
Næste kongres i 2030 vil være i Europa. Her er der også brug for Helligåndens hjælp til at finde den rette lokation.
I øvrigt blev Karl Johnson fra Jamaica valgt som den første formand for BWA fra Caribien og Lynn Green fra England blev valgt som den første kvindelige næstformand.
URL: https://baptist.dk/en-visionaer-plan-for-verdensmission/