Genstart 1525 – serie om døberes vilkår i Danmark
Døberne blev forfulgt, men deres idéer dukkede alligevel op igen i Odense – og i de fristæder, der blev etableret for at øge skatteindtægten.
Christian Bylund, cand. theol., præst i Tølløse Baptistmenighed og næstformand i BaptistKirken,
Her skildrer vi nogle af de første danske døberes kamp i en læresag blandt præster og i en håndfuld frie byer, der sikrede, at de anabaptistiske tanker aldrig helt forsvandt fra Danmark.
Kirkeordinansen fra 1537 fortalte om, hvordan gudstjenesten skulle afholdes i kongerigerne Danmark og Norge samt i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Med Kirkeordinansen blev folkekirkepræster pålagt at prædike imod anabaptister én gang årligt – nemlig Skt. Hansaften.
Efter reformationen blev den nye lutherske kirkes grundlov beskrevet i Kirkeordinansen fra 1537. Men i Skt. Knuds Kloster i Odense lød bønnerne stadig som i den katolske tid. Det fik sognepræst Laurits Hellisen og lektor Christoffer Mikkelsen, begge teologer, til at se rødt. Fra prædikestolen kaldte de biskop Jørgen Sadolin for vranglærer.
Kirkens disciplinære maskineri reagerede prompte. Provsteretten fyrede begge teologer, men sagen voksede. Et tykt anklageskrift blev sendt til Christian III, der bad universitetets professorer undersøge, om de to kritikere var ’sværmere’ – datidens samlebetegnelse for alle, der rokkede ved dogmerne eller ved kirkens hierarki.
Hellisen og Mikkelsen stod fast, og de nægtede at trække deres kritik af biskop Sadolin tilbage. Først fik de en dødsdom for majestætsfornærmelse. Senere blev dommen mildnet til livsvarigt fængsel. I januar 1554 blev de begge fængslet for at stå fast på deres tro.
Senere kilder fortæller, at de lod Hellisens voksne søn døbe ved kongens slot i København for at provokere. Om den dåb styrkede sagen mod Hellisen og Mikkelsen er usikkert, men Christian III skrev i samme periode tre tekster imod anabaptister, så der har været røre i ’døberdammen’!
Da de to præster fra Odense lod den enes næsten voksne søn døbe ved stranden nær Københavns Slot, var det tydeligt at se, at dåben med stor sikkerhed ikke kun var en religiøs handling, men også en direkte provokation over for kongen.
At staten havde vundet, var tydeligt nok. Men idéerne levede videre sammen med historien om de to gejstlige fra Odense, der hellere ville miste friheden end gå på kompromis med deres tro.
Christian III skrev tre tekster imod anabaptister, så der har været røre i ’døberdammen’!
Efter Fremmedartiklerne fra 1569 blev enhver fremmed teolog forhørt ved ankomsten til riget: Hvad mener du om dåben og nadveren? Mens kongen holdt døberne ude, begyndte hertugerne i de slesvig-holstenske områder at lokke dem til. Begrundelsen var jordnær: skat, handel og vækst.
Mens kongen holdt døberne ude, begyndte hertugerne i de slesvig-holstenske områder at lokke dem til. Begrundelsen var jordnær: skat, handel og vækst.
Byen Altona blev det første vendepunkt. Allerede fra 1580 var døbere, calvinister[1] og andre ’sværmere’ tålt i byen. I begyndelsen af 1600-tallet gjorde grev Ernst af Schauenburg byen til handelsfristad. Det betød ingen told på varer, og ingen indblanding i samvittigheden, så længe de ikke lavede ballade. Friheden gjaldt ikke alle, men især de fredelige døbere og calvinister fra Nederlandene, som tidligere var blevet fordrevet, fik lov til at slå sig ned i byen. Få år senere blev der også plads til katolikker og jøder, og fra 1664 var der religions- og handelsfrihed i Altona.
Omkring 1621 grundlagde hertug Frederik III af Gottorp kanalbyen Friedrichstadt på marsken mellem Ejderen og Trenen. Han indskrev religionsfrihed direkte i byens identitet med Altona som forbillede. Til gengæld skulle indvandrerne, især remonstranter og enkelte mennonitter[2], investere kapital, holde handelen i gang og naturligvis betale skatter til hertugen. Det var en lille pris for at kunne udleve deres tro. I årene efter voksede antallet af fristæder, og i flere af dem blomstrede mennonitkirker i en periode. Enkelte steder i kongeriger stod en lille port altså på klem for døberne, men der skulle gå mange år, før de kunne leve frit.
Når nye religiøse strømninger banker på i dag, spørger vi stadigvæk først: Hvilken uddannelse har de, og hvad bidrager de med til samfundet? Er vi blevet mere åbne, eller tager vi kun imod dem, der har de uddannelser, vi mangler, så vi sikrer vækst og velstand, mens vi skubber resten af de fremmede fra os?
[1] Calvinister: Reformerte kristne, der fremhæver Guds suveræne forudbestemmelse (prædestination) og et enketl gudstjenesteliv.
[2] Mennonitter: Anabaptister, der voksendøber og er kendt for pacifisme og et stærkt menighedsliv.
Remonstranter: Hollandsk modreaktion mod calvinismen; betoner menneskets frie vilje og frelse for alle.
URL: https://baptist.dk/dogmer-eller-oekonomisk-vaekst/