Ulrick Refsager Dam,  27. juni 2025

Vi har nu haft nogle uger til at sunde os, ovenpå hvad – jeg synes – var en rigtig god synode. Modige samtaler, god stemning, ægte nysgerrighed og vilje til at finde veje frem sammen. Alt det, der får mig til at elske at være baptist.

Nu bliver jeg nok upopulær i begge lejre, men det er måske prisen for at mene noget midt i en tid, hvor fronterne hurtigt tegnes skarpt op.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så sidder jeg også tilbage med én bekymring. Og det handler ikke om selve indholdet eller processen. Det handler om den retorik, der har ligget og luret både før, under og efter samtalen: Nemlig den stærke gidselretorik.

Når samtalen bliver til gidseltagning

Du kender den sikkert: den der måde at sige ting på, hvor man sætter en form for ultimatum:

“Hvis de her ord om køn, seksualitet, handicap og etnicitet bliver stående, så er det ikke længere vores fællesskab.”

Eller den modsatte udgave:

“Hvis de ord ikke står der eksplicit, så kan vi ikke længere føle os velkomne.”

Hvis de her ord…

Jeg forstår godt smerten og oprigtigheden bag begge udsagn. Men vi bliver nødt til at spørge os selv: Er det her virkelig den måde, vi vil være kirke på?

Kongregationalisme kræver mod

Er vi ikke – trods alt – kongregationalister? Har vi ikke bygget vores fællesskab på frihed, forskellighed og tillid til, at Helligånden virker – selv i dem, vi ikke er enige med?

Jeg oplever, vi står ved en korsvej. Ikke bare teologisk, men i vores måde at være fællesskab på. Og måske skal vi her tage en ærlig samtale om, hvordan vi kan gå vejen sammen, uden at tage hinanden som gidsler.

Gidselretorikken står som sagt stærkt på begge yderfløje i den her konflikt.

Når deltagelse bliver et forhandlingskort

Jeg forstår fuldt ud begge reaktioner. Det handler om identitet. Om at blive set. Om at blive taget alvorligt. Gidselretorikken er ikke ondsindet handling, det er helt og holdent menneskeligt.

Problemet er, at vi – i begge tilfælde – ender med at stille vores tilstedeværelse som en slags pant i forhandlingen: “Hvis jeg ikke får det, jeg vil have, så trækker jeg mig.”

Det er at tage den anden som gidsel. Og det dræber samtalen.

Samtale på synoden i Sæsing (Foto: Jørgen Johansen)

Et fællesskab – ikke et forligsmøde

For hvordan skal vi kunne møde hinanden og samtalen ærligt, hvis den ene part har stillet betingelser for, om vi overhovedet kan mødes? Hvordan skal vi kunne lytte, hvis vi samtidig signalerer, at det hele kan eksplodere, hvis ikke konklusionen bliver den ’rigtige’?

Det bliver lidt som at føre en teologisk samtale med en pistol for panden.

Og det er altså alt andet end baptistisk.

For i et fællesskab som vores må vi kunne rumme hinanden uden hele tiden at frygte, at nogen stormer ud, hvis ikke flertallet siger præcis det, de ønsker. Ellers bliver vi ikke et fællesskab, men et evigt forligsmøde.

Det er her, jeg vil minde om noget ret grundlæggende. Noget vi alle sammen godt ved, men som vi indimellem glemmer, når temperaturen stiger:

Bundet sammen af tillid og respekt, ikke af enshed

Vi er ikke et kirkesamfund, der bestemmer centralt, hvad den enkelte menighed skal tro eller mene. Vi er ikke lutherske med en fælles bekendelse, og vi er ikke katolske med et centralt læreembede.

Vi er baptister.

Vi er kongregationalister.

Det betyder, at den enkelte menighed har frihed til at søge Guds vilje, til at kalde sine egne ledere, til at tage ansvar for sit eget liv og virke. Det betyder, at vi ikke er hinandens kontrollanter, men derimod søskende i Kristus, bundet sammen af tillid og respekt, ikke af enshed.

Jeg kom i tanke om noget, Kyrø-Rasmussen skrev for år tilbage i ’Hvad skal vi med kirken?’. Det rammer lige ned der, hvor vi står  nu. Om årsmødet, eller når vi samles i større fællesskaber som synoden, skriver han:

“Det er lokalmenighederne, der kommer sammen for at søge Guds hjælp, vejledning og kraft i de spørgsmål, der skal behandles […] Man er altså ikke på nogen bibelsk grund, om man rejser til årsmødet for at trumfe sin menigheds meninger igennem.” (s. 33)

Bum.

Samtale og fællesskab på synoden i Sæsing (Foto: Jørgen Johansen)

Vi skal kæmpe som søgende, nysgerrige mennesker

Det betyder ikke, at vi ikke må mene noget stærkt. Det betyder ikke, at vi ikke må kæmpe for det, vi tror på.

Men det betyder, at vi gør det som søgende, nysgerrige mennesker, ikke som krigsherrer med sværd i hånd. Det betyder, vi skal deltage i samtalen med en åben hånd, ikke en knyttet næve.

Og måske vigtigst: At vi ikke skal forsøge at få hele fællesskabet til at mene det samme, men i stedet finde måder, hvorpå vi kan stå sammen, selv når vi mener forskelligt.

Jeg tror, vi må gøre op med en illusion, som sniger sig ind fra tid til anden: Illusionen om, at vi skal være 100% enige for at kunne være ét.

Den forestilling har aldrig været særlig baptistisk. Faktisk har den aldrig været særlig kristen.

Forskellighed er ikke en fejl – det er en gave

Kirken er født med forskellighed. Bare se på de første disciple: Tolderen og zeloten. Paulus og Peter. De skændtes, de misforstod hinanden – og de blev alligevel brugt af Gud.

Vi kommer fra forskellige steder. Vi tolker Bibelen forskelligt. Vi bruger forskellige ord, har forskellige erfaringer og forskellige syn på, hvordan tro og liv hænger sammen.

Det er ikke et problem, der skal løses. Det er et vilkår, der skal værdsættes.

Hvis vi begynder at tænke, at forskellighed er en trussel, så ender vi med at gøre forskelle til fejl. Venner til fjender. Og så mister vi det fællesskab, hvor vi faktisk kan vokse, netop fordi vi ikke ligner hinanden.

Kirken er ikke en klonfabrik. Vi er ikke kaldet til at være kopier af hinanden, men til at være lemmer på ét legeme. Og lemmerne ser altså ikke ens ud; de har forskellige funktioner, og de har brug for hinanden.

Det kræver mod at holde fast i hinanden, når vi ikke forstår hinanden fuldt ud. Men måske er det netop dér, det hellige bor: I det at turde stå i uenigheden uden at give slip på fællesskabet.

Hvad gør vi så herfra?

Debat på synoden i Sæsing (Foto: Jørgen Johansen)

Vejen frem: Vi skal vælge hinanden til – igen og igen

Skal vi bare smile pænt og lade som om, vi er enige? Nej.

Skal vi lade være med at tage vigtige samtaler om identitet, inklusion og teologi? Bestemt ikke.

Men vi skal tage dem på en anden måde. Ikke som fjender i skyttegrave, men som søstre og brødre i Kristus. Som en familie, der har kærlighed til hinanden, for det er netop, hvad Jesus kalder os til.

Vi skal turde give hinanden rum og have tillid til, at det rum ikke bliver misbrugt.

Vi skal turde tro på, at Helligånden virker, selv i dem, vi ikke forstår eller er enige med.

Vi skal turde tænke, at det ikke er kompromis at rumme: Det er kristen kærlighed i praksis.

Jeg håber, vi kan bevæge os væk fra gidselretorikken og i stedet finde en anden stemme. En stemme, der ikke kræver enshed, men længes efter fællesskab.

For måske er det det, der skal til nu: At vi vælger hinanden til – også når vi er uenige. At vi vover at stå sammen, ikke fordi vi er ens, men fordi vi ved, at vi hører sammen.

Det er ikke en nem vej. Men det er, tror jeg, den eneste vej, hvor vi stadig kan kalde os kirke.

Det er meget nemmere at trække stikket og sige: ”Så laver vi bare vores eget netværk!”

Men det er både ubibelsk og ubaptistisk!

Jeg ved godt, at jeg risikerer at gøre både mine progressive venner og de mere konservative kollegaer lidt utilpasse med det her.

Men det lever jeg med. For jeg tror, vi har brug for stemmer, der ikke kun forsvarer en position, men som forsøger at værne om relationen.

Jeg tror, vi har brug for at finde modet til at være kirke sammen, også når det er svært, også når vi er trætte, også når vi ikke helt forstår hinanden.

Det kræver, at vi genopdager tilliden. At vi tør give slip på kontrollen. At vi, som Kyrø-Rasmussen minder os om, ikke kommer for at trumfe hinanden, men for at søge Guds vejledning sammen.

Vi har aldrig været ens, og vi kommer aldrig til at blive det. Men vi kan være forbundne. Ikke af enighed, men af kærlighed.

Og måske er det netop det, der gør os til kirke: At vi – på trods af alt – vælger hinanden til igen og igen og søger den fælles vej.

Vi har aldrig været ens, og vi kommer aldrig til at blive det. Men vi kan være forbundne. Ikke af enighed, men af kærlighed.

URL: https://baptist.dk/hvis-ikke-du-mener-det-samme-som-mig-saa-og-andre-maader-at-oedelaegge-faellesskabet-paa/