Ole Lundegaard:
Synode2025
Hvad kan vi lære af en urkristendom, der bestemt havde sine fløje og sine kampe? Hvordan håndterede de første kristne svære uenigheder?
Ole Lundegaard,
Ole Lundegaard:
Dette er et ekstrakt af Ole Lundegaards videooplæg til Synode2025 i Sæsing lørdag d. 8. juni 2025.
I BaptistKirken sættes modsætninger for tiden skarpt op mod hinanden, men vi samles til synode for at finde en fælles vej. Derfor har jeg valgt at tage udgangspunkt i kristenhedens første synode: Apostelmødet i Jerusalem og sætte det i relation til begivenheder skildret i Paulus breve.
Forfatteren Lukas begynder Apostlenes Gerninger med at fortælle om den første menighed, der opstår i Jerusalem. Det var en menighed af jøder, der kom til tro på Kristus. Jødedom trak skarpe grænser: alt var opdelt i rent og urent. En jøde var meget opmærksom på renhedsforskrifterne: hvad man måtte spise, og hvem man måtte omgås. Især farisæerne og de skriftkloge var meget nidkære.
Peter besøger den romerske officer, Cornelius, spiser hos ham og ender med at døbe ham og hans familie, og de modtager Helligånden. Peter må stå skoleret og forklare sig, for det var uacceptabelt for de andre apostle i Jerusalem. De tager hans ord for gode varer; ja, de priser Gud for, hvad der er sket.
Det var et jordskred. Én kristendom for alle folk – ikke kun jøder – er en realitet.[1] Og dog – alle var ikke overbeviste, og alle detaljer i det nye fællesskab var endnu ikke afklaret. Skal hedninger fx omskæres og blive jøder og holde hele Moseloven?
Paulus er en del af menigheden i Antiokia, hvor jøder og hedninger spiser sammen, og han kræver ikke, at hedningene bliver jøder. Det skaber ballade. Gæster fra Jerusalem protesterer over, at hedninger, der tror på Jesus som Messias, ikke holder renhedslovene. Den første synode etableres for at afklare det spørgsmål: Kan hedninger være en del af den kristne menighed uden at lade sig omskære og blive jøder?[2]
Mens man arbejdede på at sikre, at der var én kristendom, var der aldrig kun én kristendomsform.
Apostelmødet resulterede i en beslutning om at frigøre de ikke-jødiske kristne fra at overholde det meste af Moseloven. Det blev helt afgørende for senere kristen historie af to årsager: Dels gik kristendommen fra at være en enstrenget, monokulturel jødisk bevægelse til at inkludere ikke-jøder med en teologisk spændvidde, som kan ses i Det Nye Testamente. Det er svært at overvurdere betydningen af det. Dels markerer apostelmødet begyndelsen på kirkemøder – samtaler under Helligåndens vejledning – som en vej til at beslutte teologiske og disciplinære spørgsmål i kirken.
Det er en relevant indsigt også for os, for det viser en særlig vilje til at bygge bro og skabe enhed hos de tidlige kristne, der er en fuldstændig fundamental del af urkristendommen. Mens man arbejdede på at sikre, at der var én kristendom, var der aldrig kun én kristendomsform. De første kristne erkendte, at der er mere end en måde at være kristen på og stadig være ét.
Paulus kommenterer ofte forholdet mellem jøder og hedninger i situationer præget af spændinger. Fx skriver han til menigheden i Rom, hvor der er indre spændinger mellem to fløje. Paulus formaner dem til at holde sammen og give plads til hinanden. Hvilken side er Paulus på? Ja, han er vel på begges.
Paulus advarer dem: I skal ikke foragte dem, der har et andet syn.
Nok går Paulus fuldtonet ind for en sameksistens mellem jøder og hedninge i menigheden, hvor hedningene ikke er forpligtet på de jødiske helligdage, omskærelse, spiseregler osv. Men han formaner de hedningekristne om, at de ikke bare kan presse deres overbevisning ned over de jødekristne, som stadig holder sig til traditionen, og han advarer dem: I skal ikke foragte dem, der har et andet syn. Samtidig formaner Paulus også de jøde-kristne, der ser og forarges over de hedningekristnes frihed, til ikke at dømme den anden gruppe, men overlade dommen til Herren – for den ene gruppe handler af tro, og det gør den anden også.[3]
Man kan selvfølgelig ikke direkte overføre det på vores situation, men Paulus peger på en vej, der kan være retningsgivende også for os: en accept af, at vi når til forskellige tolkninger af moderne problemstillinger som et resultat af vores tro. Jeg tror ikke, at der er nogen fløj i BaptistKirken, der ikke handler af tro og føler sig tvunget af sin samvittighed.
Det var afgørende for Paulus, at jødekristne og hedningekristne – deres forskellige praksisser til trods – holdt sammen i gensidig anerkendelse, for der er én kirke. Blandt sine overvejende hedningekristne menigheder i Makedonien og Grækenland sætter han derfor gang i en indsamling for at hjælpe de fattige – jødekristne – i Jerusalem, hvor menigheden har svært ved at imødekomme alles behov.[4] Båndet til deres noget anderledes søstre og brødre i Jerusalem ses altså som så afgørende, at de sætter alt ind på at samle en god gave, selvom forholdet til menigheden i Jerusalem var noget anstrengt og præget af både respekt og uoverensstemmelser.
Enheden betød ikke enshed. Der var aldrig én ensartet kristendom. Ikke engang blandt de allerførste.
Det bemærkelsesværdige er de anstrengelser, Paulus og menighederne lægger for dagen for at bevare enheden og den indbyrdes kærlighed. Det var logik for dem, men hos os i dag er det blevet til, at dem, man ikke er enige med, gider man ikke snakke med eller velsigne i deres tjeneste.
Enheden betød ikke enshed. Der var aldrig én ensartet kristendom. Ikke engang blandt de allerførste.
Formålet med en synode er samtale. Det har været traditionen fra begyndelsen. Man fortsatte op igennem århundrederne – især de første fire – med at holde synoder og koncilier for den eksplosivt voksende og meget mangfoldige kristendom. De store emner, man skændtes om, var Jesus’ to naturer – altså hvordan skal vi forstå, at Jesus er både Gud og menneske – og det var forståelsen af Gud som treenig. Det tog faktisk nogle hundrede år at nå frem til det, vi i dag opfatter som en selvfølge.
Man holdt sammen på en meget mangfoldig kristendom ved at afholde synoder og koncilier – indtil det store skisma i 1054, hvor kirken splittes op i den ortodokse kirke i øst og den katolske i vest. Og den vestlige kristendom spaltes igen under reformationen, hvor baptismen har sine rødder.
Men vi må også erkende, at reformationen åbnede for sluserne, så vi fik en sekterisk tendens: hvis man havde et divergerende syn på noget, lavede man en ny kirke og lyste de andre i ban eller frakendte dem kristennavn. Vi glemte alt om Jesus’ ord om hans disciples enhed og alt om den tidlige kirkes tydelige anstrengelser for at være én kirke. Blandt de værste til dét har desværre været baptister, ikke mindst i USA.
Det er vigtigere at slutte forlig med sine ’fjender’ end at slutte forbund med sine venner.
I Danmark har vi lykkeligvis altid haft ét baptistkirkesamfund. Bølgerne er ofte gået højt, men vi har haft tradition for at tale sammen og anerkende hinanden, selvom der er langt fra den ene fløj til den anden. Verden har brug for en kristendom, der viser, hvordan man favner også den, man ikke er enig med. Der er ikke brug for en kirke, der følger tidsånden og danner ekkokamre, hvor man kan nøjes med at være sammen med dem, man er enig med. Det er vigtigere at slutte forlig med sine ’fjender’ end at slutte forbund med sine venner.
De første kristne håndterede konflikt ved at gøre sig store anstrengelser for at bevare kirkens enhed. Det gælder både lederne i Jerusalem og Paulus. Det så vi i forbindelse med Apostelmødet.
Man arbejdede ihærdigt for at være én kirke. Det udtrykker den indsamling, der blev sat i gang i hedningekristne, paulinske menigheder for at hjælpe de fattige jødekristne i Jerusalemmenigheden, som Paulus ellers havde sine kontroverser med.
Kirkens kald og opgave er at udtrykke det, som Gud væsen er.
I en menighed med fløje formaner Paulus den ene gruppe til ikke at se ned på den anden gruppe, og denne gruppe til ikke at dømme de andre, men overlade dommen til Herren – og anerkende, at enhver er kommet frem til sit standpunkt ud af tro, og alle skal handle i kærlighed.
Tak, må Gud velsigne jer alle og må I få en god samtale. Og må vi som Paulus udtrykker det, være medarbejdere på hinandens glæde, ikke herrer over hinandens tro.[5]
Hele Ole Lundegaards video kan ses på BaptistKirkens YouTube-kanal her.
[1] Se Apostlenes Gerninger kap. 10 og 11
[2] Se Apostlenes Gerninger kap. 15, vers 7-35
[3] Se Romerbrevet kap. 14, vers 1-6 og vers 10-15
[4] Se 1. Korintherbrev kap. 16, vers 1-4; 2. Korintherbrev kap. 8-9; Romerbrevet kap. 15, vers 26
[5] Se 2. Korintherbrev kap. 1, vers 24
URL: https://baptist.dk/om-at-rumme-hinanden/