Det var et brunt og afsvedet landskab, der mødte os sidst i september på vores besøg i børneprojektet i Cendajaru, der ligger i det nordlige Burundi. Normalt begynder regntiden først i september, men regntiderne er blevet ustabile, formentlig pga. klimaforandringer. Den manglende regn forsinker næste sæsons såning. Det forsinker så igen høsten. For mange betyder det perioder med sult eller særdeles beskedne måltider. Tonen for vores projektbesøg var slået an.
Morten Kofoed,
I Cendajaru møder vi den lokale præst, børneprojektets medarbejdere, omsorgsgruppen i børneprojektet samt (pleje)forældrene til de 10 børn, der er inkluderet i projektet. Vi – dvs. Baptistkirkens medarbejder i Burundi, Rasmus Hylleberg og jeg – sidder i kirken, der for tiden er uden tag, fordi menigheden har besluttet at skifte det ud.
Det vigtigste er, at børnene får mad – for et sultent barn kan ikke lære, og så bliver de hjemme fra skole.
Efter at præsten, Zacharie Manirumwa, har lagt mødet i Guds hånd, fortæller han begejstret om, hvad både børne- og alfabetiseringsprojektet har betydet for kirken og lokalsamfundet: “Det er pga. spare- og lånegrupperne, at vi i menigheden nu selv har råd til at udskifte taget på vores kirke”, fortæller han. “Vi laver det med metalspær og nye tagplader!”
I alfabetiseringsprojektet blev der for år tilbage etableret fem spare- og lånegrupper. Nu er der hele 15 grupper i området. Manirumwa fortæller, at de to projekter i de senere år har betydet mest for kirkens og lokalsamfundets udvikling.
I børneprojektet hjælper folk hinanden. Fx har de hjulpet to enker med at forny taget på deres huse. Vi besøger senere de to enker og kan konstatere, at de lever under meget beskedne kår og er meget afhængige af andre folks hjælp.
En enlig mor til fire i forsamlingen fortæller, at projektet har valgt at støtte et af hendes børn, men at de alle fire nu går i skole pga. kirkens støtte. Hun sætter stor pris på den støtte og omsorg, hun oplever at få fra kirken og de andre forældre. Netop omsorgen og solidariteten er en af de ændringer, der er sket i området, og det har betydet øget engagement og vilje til at hjælpe børnene.
Den meget dynamiske leder af omsorgsgruppen, Stephanie Ahinkamiye, fortæller: “Vi ser det som en ære at få lov at hjælpe udsatte børn og familier. Vi forsøger efter bedste evne at bruge de midler, vi er blevet betroet, til at sikre, at børnene kommer i skole og bliver der! Derfor får børnene skoleuniformer og sundhedsforsikring, men det vigtigste er, at børnene får mad – for et sultent barn kan ikke lære, og så bliver de hjemme fra skole”.
Vi forsøger efter bedste evne at sikre, at børnene kommer i skole og bliver der!
Projektet har fokus på børns rettigheder. I børneklubber mødes børnene 2-4 lørdage om måneden for at lege og lære om deres rettigheder sammen med forældrene. Projektets medarbejdere kan konstatere, at volden mod børn er faldet, at børn og forældre kender børnenes rettigheder, og at børn sendes i skole i stedet for i marken: “Vi oplever, at børneklubberne betyder, at folk vil være med i projektet og i kirken, fordi der leges med børnene”, fortæller Stephanie. “Det er vi ikke vant til i Burundi.”
Det er selvsamme Stephanie, der står bag de succesfulde spare- og lånegrupper. Hun vil gerne sikre, at alle i børneprojektet får mulighed for at være med i en spare- og lånegruppe, at forældre og børn får mere undervisning i sundhed og familieplanlægning samt at indsatsen mod malaria, som er udbredt i området, styrkes.
Taknemmelighed
Støt arbejdet i Burundi ved at sende en gave til konto 3201 10042879 eller MobilePay 22996483 mærket ’Kvinder og børn’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.
Trods de vanskelige levevilkår og daglige udfordringer disse mennesker lever under, har besøget hos de to enker og samtalen med projektets medarbejdere skabt en anden stemning. Dysterheden i starten er afløst af taknemmelighed over, at vi med vores bidrag kan være med til at ændre livsvilkårene for de fattige børn og deres familier.
URL: https://baptist.dk/et-sultent-barn-kan-ikke-laere/