Morten Bangsgaard:
Var det en kærlighedsgerning eller et manddrab, da Ebbe Preisler slog sin hustru gennem mere end halvtreds år ihjel i december 2022?
Morten Bangsgaard,
Lyt til artiklen:
Åbn lyd i nyt vindueMorten Bangsgaard:
Juridisk kender vi ikke rettens afgørelse, men anklageren mener, at Ebbe Preisler begik manddrab, da han slog sin hustru ihjel. Sikkert er, at Preisler-sagen har fået diskussionen om aktiv dødshjælp til at blusse op. Endnu engang rejses etiske spørgsmål og dilemmaer på baggrund af en enkeltsag. Uanset sagens juridiske udfald, er der noget vi kan lære af sagen om Preisler-ægteparret.
Ebbe Preisler skrev sammen med sin nu afdøde hustru, Marianne, en kronik i Politiken den 23. september 2022, der vakte opmærksomhed, men navnet blev først landskendt, da det kom frem, at Ebbe Preisler 2. juledag 2022 havde givet sin hustru dødbringende medicin på plejehjemmet, og efterfølgende forsøgt at begå selvmord i parrets hjem på Frederiksberg. Lige forinden sendte han en række afskedsmail til familie og venner. Selvom det var først på natten, læste parrets datter afskedsmailen, da den kom. Hun handlede med det samme: Hendes far blev fundet døende, men ikke død. Han fik modgift og vågnede et døgns tid senere på hospitalet.
En tilgang, der ikke kun handler om en sygdom til døden, men handler om en mere eksistentiel tilgang.
I kronikken fra efteråret 2022 skriver Ebbe Preisler om tilgangen til døden. En tilgang, der ikke kun handler om en sygdom til døden, men handler om en mere eksistentiel tilgang, skriver ægteparret. Det er forståeligt og menneskeligt. Med ’sygdommen til døden’ spiller han på Søren Kierkegaards store psykologiske værk af samme navn fra 1849. For Kierkegaard er sygdommen til døden ikke en fysisk sygdom, men fortvivlelse. Hans formel for al fortvivlelse – et menneskeligt eksistensvilkår – er fortvivlet at ville af med sig selv. Den tanke virker nær, når Preisler i kronikken skriver om ”livslede og regulær foragt for menneskeheden og dens gerninger”.
Det er stærke, anklagende og tankevækkende ord og beskyldninger. Kronikkens omdrejningspunkt er da også en beskrivelse af menneskers overforbrug og overgreb på den fælles klode med de kendte klimaudfordringer til følge. På mange måder minder sammenkædningen af klodens tilstand og Preislers ditto om en tilsvarende fortvivlet svensk teenager, Greta Thunberg. Begge vil de væk fra den verden, de lever i, men er en del af. Men hos dem begge spores netop den fortvivlelse, som Kierkegaard beskriver som at ’ville af med sig selv’ eller væk fra sig selv: ”Jeg mangler livslyst”, står der i kronikken.
Det er stærke, anklagende og tankevækkende ord og beskyldninger.
Kronikken vidner også om et langt, lykkeligt og meget kærligt ægteskab mellem mand og hustru. Mangeårig sygdom er blevet taget med oprejst pande, og parret har indrettet sig på de vilkår, de er blevet givet. Hun har levet med sin sygdom og fået det bedste ud af livet, og sammen har de evnet at skabe en indholdsrig hverdag og en livsglæde med alt det, de var fælles om. Det er smukt at læse. Livsglæden forvandler sig til sidst til livslede, fordi hustruens sygdom forværres, og det liv, de havde sammen, ikke længere kan leves.
I den form kan døden fremstå i en næsten indbydende form.
Det bliver udgangspunktet for at afslutte livet sammen. Sidde i hver sin stol og drikke en dødelig drik af det samme glas vand. I den form kan døden fremstå i en næsten indbydende form. Men for det første kan vi ikke få døden på recept. Preisler foreslår, at der opsættes automater med dødelige piller, som man så kan hente, hvis livet en dag – eller én dag – ikke er værd at leve. Og for det andet er et fortvivlet menneske også et omskifteligt menneske, og et omskifteligt menneske kan have et mindre radikalt syn på livet i morgen. Fordi et menneske kan skifte mening. Faktisk skete præcis det for Preisler selv, da han efter sin varetægtsfængsling netop nåede til sin hustrus bisættelse. Her sagde han efterfølgende til pressen: ”Jeg vil leve videre”. Stilfærdigt kan vi så tænkte, at så var det jo godt, at han ikke var død.
Et omskifteligt menneske kan have et mindre radikalt syn på livet i morgen.
Det ældre ægtepars historie rummer en smuk og livsbekræftende fortælling om et levet liv. Et liv med et kærligt ægteskab, hvor det er svært at give slip på hinanden. Samtidig viser den uundgåelig menneskelivets vilkår, som kan være grænsende til det umulige at leve med.
Tilbage står principielle spørgsmål. Når der falder dom, får vi juridisk svar på, om der er tale om et manddrab, som anklageren argumenterer for, eller om der er tale om et medlidenhedsdrab, hvor en ægtefælle afslutter sin hustrus liv i kærlighed, og hvor straframmen er betydeligt mindre.
Uanset rettens afgørelse har sagen givet anledning til at stille spørgsmålet: Skal vi kunne slå hinanden ihjel? Skal det i Danmark under særlige omstændigheder være straffrit at slå et andet menneske ihjel? Etisk vil det åbne for en glidebane, som vi har set i en række af de få lande, der har indført aktiv dødshjælp. I virkelighedens verden er det intet sted lykkedes at afgrænse anvendelsen af aktiv dødshjælp. Tallene taler entydigt deres klare sprog. Det går galt, når først vi begynder straffrit at kunne slå hinanden ihjel.
Læs også lederen ‘Hvad er da et menneske?’
URL: https://baptist.dk/det-kan-vi-laere-af-preisler-sagen/