Lone Møller-Hansen,
Lyt til artiklen:
Åbn lyd i nyt vindueMarianne Christiansen
, biskop i Haderslev på 11. år
Naveed Baig, imam og Ph.d.-studerende i Norge
Det er 10-11 år siden. Marianne Christiansen og Naveed Baig mødtes i Kristen-Muslimsk Samtaleforum i Roskilde. Hun var ny biskop i Haderslev og var der i den egenskab. Hun kom i snak med imamen Naveed Baig om en byggesag med en moské i Haderslev, der mødte modstand. Hun husker, at Naveed Baig udfordrede hende: ”Så håber jeg, at du gør noget ved det.” Hun havde tænkt, at det var deres sag, men hun tog hjem og blandede sig i debatten.
Den frihed, vi selv har, skal også gælde for andre.
”Jeg tog med mig, at religionsmødet handler om fællesskab. Den frihed, vi selv har, skal også gælde for andre”, siger Marianne Christiansen. Det blev startskuddet til et bekendtskab, der har udviklet sig til et venskab. ”Vi er brødre og søstre i troen, og det er faktisk meget bedre end venskaber”, siger Naveed Baig.
Det har været besværligt at finde et tidspunkt, hvor begge travle mennesker kunne tale med mig samtidig. Det var umuligt at mødes, og da vi endelig skal have samtalen, så driller teknikken, og det bliver alligevel to interviews. De to hører derfor ikke, hvad den anden siger, selvom jeg havde dem begge i røret. Men de supplerer hinanden, og det signalerer netop det, de gerne vil: At modsætninger ikke altid er modsætninger, men komplementerer hinanden.
Modsætninger er ikke altid modsætninger, men komplementerer hinanden.
Biskoppen og imamen her nemlig udviklet et koncept, som de netop er begyndt at turnere med i Danmark. De kalder det ”Modsætninger mødes”. Det blev lanceret på Kulturmødet på Mors i august med følgende præsentation: ”Marianne Christiansen er kvinde, biskop, fra Jylland og med kristen baggrund. Naveed Baig er mand, imam og muslim, født og opvokset på Vestegnen.
Nu mødes de to til en samtale om tro og forskellighed, men også om, hvor og hvordan vi mødes med vores modsætninger i enighed og uenighed: Tror vi på den samme Gud? Er der forskelle på religionernes måde at forholde sig til samfund og lovgivning på? Og hvad med kønnet, maden, fællesskabet, volden?” De to religiøse overhoveder har sat hinanden stævne offentligt på baggrund af en dyb, gensidig respekt, der er bygget op over flere år.
Det startede lidt skævt, husker Naveed Baig. Netop i Kristent-Muslimsk Samtaleforum (KMS) skulle de finde en partner til en øvelse. ”Jeg spurgte, om hun havde en partner. Hun troede, at det handlede om hendes privatliv…! Men hun blev min religions-dialog-partner. Hun bor så langt væk, så vores venskab er ikke blevet rigtig privat. Vi har ikke spist sammen hjemme – Marianne har vist mødt min kone til et arrangement, hvor hun var med. Måske jeg skulle invitere hende”, tænker Naveed Baig højt.
Men de mødes ofte. Ud over KMS er de begge med i Brobyggerne, arrangeret af Özlem Cekic, dét med dialog-kaffe. De har været med i et video-projekt på nettet, der kaldes ”Den lyserøde taxa”. Det lykkedes for Ellie Jokar i den lyserøde taxa at samle Marianne Christiansen, Naveed Baig og overrabbiner Jair Melchior op og sætte dem skiftevis på forsædet og bagsædet til en samtale, mens de kørte rundt i København. Videoen i flere afsnit kan ses på YouTube.
Nu er Marianne Christiansen og Naveed Baig på vej rundt i Danmark på dialog-turné. I første omgang skal de til Ullerød Kirke, en grundtvigsk højskole, en moské i Nordvest, Vejle Bibliotek og KMS igen i november.
Vi er enige om, at vi ikke skal frygte religion.
Naveed Baig siger: ”Danske muslimer vil have godt af at møde og udfordre en kvindelig biskop i en moske, for det sker sjældent. Så nu bliver vores venskab offentligt. Vi er enige om, at vi ikke skal frygte religion. Generelt frygter danskerne muslimer og tænker, at muslimer vil overtage Danmark, indføre sharia, og at kulturerne er uforenelige. Det passer ikke set fra mit ståsted. Jeg håber, vores samtale kan udfolde de mange ligheder og de forpligtelser, vi har overfor hinanden som mennesker med tro.”
Marianne Christiansen supplerer: ”På det religiøse område er der en del fordomme og en masse ting, man aldrig får spurgt om. Så opstår ideen om, at religion skaber splid. Men faktisk skaber religion også fællesskab. Det er en kraft i samfundet. Naveed og jeg kan snakke fra nu af og ind i evigheden. Vi skal huske at give plads til spørgsmålene fra salen. Det oplevede vi på Mors, hvor der ikke var tid nok, og det kan være, man ikke ellers har mulighed for at stille et spørgsmål til en muslim. Fx: ’Er det rigtigt, at muslimer ikke må tvivle?’ Det spørgsmål kan kun Naveed svare på.”
Samtalen om deres forskellige udgangspunkt for tro har bragt dem tættere sammen. ”At være ven med Marianne betyder, at jeg har et religiøst menneske i mit liv, som deler nogle værdier med mig”, fortæller Naveed Baig. ”Jeg kan ringe eller skrive til hende, hvis jeg er i tvivl om kristendommen. I det hele taget kan jeg sparre med hende. Hun har også udfordret min tro. Vi har haft diskussioner om køn og LGBT+, hvor jeg har måttet reflektere over mine ståsteder, og hvordan jeg forstår de store spørgsmål. Og så bliver jeg udfordret af, hvordan hun som religiøs leder tager sig af de kolleger, hun har ansvar for. Og hvordan taler hun ind i danskernes hverdag”, uddyber Naveed Baig.
Når jeg spørger ind til, om der kan være knaster i relationen, siger han: ”Relationer kan altid være problematiske, især til vores nærmeste. Men et venskab bliver ofte dybere, hvis man skælder hinanden ud en gang imellem. Det er dog svært med Marianne – hun er så sød.”
Marianne Christiansen er også meget rosende overfor Naveed Baig: ”Dels synes jeg, at Naveed er klog. Jeg føler mig godt tilpas i hans selskab. Og så bliver jeg klogere på mange forhold, jeg ikke har indsigt i. Jeg kan spørge om ting, som jeg ikke forstår. Vi er også gode til at more os sammen. Dels taler Naveed meget respektfuld både til og om folk. Og så har han en stærk understregning af samtalens betydning hen over uenigheder.”
Samtalens og nærværets betydning er blevet vigtige i deres venskab.
Samtalens og nærværets betydning er blevet vigtige i deres venskab. Også selvom det på en måde er en slags professionelt venskab. Derfor fik de for to år siden ideen til deres dialog-turné. Marianne Christiansen siger: ”Jeg ved, det er en floskel, men i vores tid bliver det offentlige samtaleklima ofte polariseret. Det er jeg ikke ene om at mene. Krige tæt på skubber til os, så vi mister nuancerne og tålmodigheden. Man skal være fysisk sammen for at kunne mægle i konflikter. Også for at kunne stille spørgsmål til hinanden. Vi kommer for lidt ud og møder hinanden. Det gælder også mig selv, at jeg ofte befinder mig i et ekkokammer. Nu vil Naveed og jeg tage rundt og se, om der er nogle, der gider bruge tid på at være i et andet rum end derhjemme. Det kan næsten kun gøre gavn. Vi vil tage del i den offentlige samtale.”
Naveed Baig tilføjer: ”Vi vil ud – ud i landsbyerne og på andre kanter. Vi er enige om, at det vigtigste budskab er, at vi skal holde fast i håbet. Og at modsætninger ikke nødvendigvis er farlige.”
Læs også “Tid og rum til samtale”.
URL: https://baptist.dk/modsaetninger-moedes/